Michelangelo Buonarroti

Side 17
Blandt de unge Mænd, han hyldede, var karakterløse Ubetydeligheder som Febo
og udmærkede unge Mænd som Cavalieri, med hvem han forblev forbundet ved varigt
Venskab.
Da han nærmede sig til 6o-aars Alderen, opstod samtidigt Forbindelsen med
Tommaso Cavalieri og med Vittoria Colonna. Hver af disse to har paa sin Vis paavirket
hans Kunst; vi skylder dem to Grupper Kunstværker, en værdifuld, en næsten værdiløs.
Overfor Cavalieri er det Michelangelo, som gør Tilnærmelser. Han beundrer ham
grænseløst, han ser op til ham, underordner sig ham ganske. Han taler i sine Vers om
en Kærlighed, der drager ham Indvoldene ud af Livet. Den unge Romer svarer høfligt
og ærbødigt.
I Vittoria Colonnas Stilling til Michelangelo er Forholdet omvendt. Det er den
højfornemme Dame, som attraar Bekendtskabet med Pavernes berømte Kunstner.
Smuk og meget anset som Digterinde, om end ikke ung, 44 Aar gammel, attraar hun
fin Underholdning med den 15 Aar ældre Mester, lokker Eneboeren ud af hans Hule,
og stifter et alvorligt Venskab med ham. Elskov er fra ingen af Siderne til Stede.
Men hun har paavirket Michelangelo usaligt. Hun blev overfor ham Organet for det
aandelige Omslag, der netop da var indtraadt i Italien, Contrareformationens religiøse
Reaktion, saa den tilsidst betog ogsaa ham. Hendes høje Stand og høje Ry, som
hendes Højsind, tiltrak ham. De skrev - uden et Glimt af Lidenskab, men med rolig
Varme - kunstlede Tankedigte til hinanden. Det var hans Sjæls Frelse, der laa hende
paa Hjerte, og den store Kunstner, der trods Savonarola var forbleven Skønhedsdyrker
og Billeddyrker, studsede, og angrede sin verdslige Skønhedscultus overfor denne fine
og lærde Dame, hvis personlige Kærlighed til Kristus var en Foreteelse, han aldrig før
havde mødt.
Under Paavirkning af hende skriver han sine sidste, rent religiøse Digte. Medens
der i Tegningerne til Cavalieri er fremstilt græsk mytiske Æmner paa kunstnerisk
fuldendt Maade: Tityos, som hakkes af Ørnen, Faetons Fald, Børne-Bakkanalet, er
Tegningerne til Vittoria Passionsbilleder uden kunstnerisk Forfinelse, Vidnesbyrd om
en sildig Andagt i folkelig Form.
Nogen sand Kristen som Kunstner blev der ikke af den forøvrigt gode Katolik,
Michelangelo. Hans sidste Hovedværk Dommedag er Vidnesbyrd om et til det Yderste
irriteret Sinds Menneskehad og Menneskeforagt.
Dog naar man betænker, det var under Paavirkning af Romerkirkens religiøse
Reaktion imod Luther og Calvin, at Michelangelo overtog Opførelsen af San Pietro
uden nogen Løn, blot til Frelse for sin Sjæl, og naar man betænker, at Værket kronedes
med denne Kuppel, der tillige kroner Mesterens Livsværk, og som - svævende over
Oldtidens, Kirkens og Kunstens Hovedstad - forkynder hans Ry for Byen og Verden,
urbi et orbi, saa ser man mildere paa Vittoria Colonna, og føler at Alt, selv aandelige
Indtryk, der i Begyndelsen forstyrrer, kommer Den til Gode, som elskes af Lysets og
Kunstens Gud.