Michelangelo Buonarroti

Side 169
hans Ven Francesco Granacci, der var rede til at opbevare det. Galeotto Giugni skrev
13. Oktober fra Ferrara til det florentinske Krigsraad og meddelte, at Michelangelo
havde anmodet ham om hans Mellemkomst; Flygtningen lovede at vende tilbage og
kaste sig for Signoriets Fødder. Svaret til Giugni var, at Signoriet havde udstedt et
Lejdebrev.
Den 23. Oktober afrejste en Ædelstens-Skærer, der stod Michelangelo nær,
Sebastiano di Francesco, udrustet med Rejsepenge af Giovan Battista della Palla fra
Florents til Venedig med Svar paa Michelangelo's Brev. Svaret viser, at Palla under
disse Krigsforhold havde opgivet enhver Tanke om Afrejse til Frankrig, og dette Svar
har en stærk Interesse den Dag idag, fordi det røber den heltemodige Krigeraand,
der besjælede det florentinske Borgerskab under den truende Fare. Den begejstrede
Kunstelsker Palla indtager under disse Tidsforhold en Holdning, der minder om
Donatello's San Giorgio hundrede Aar forinden. Palla skriver til Michelangelo:
"Igaar sendte jeg sammen med ti andre Venner Eder et Brev og frit Lejde fra
Signoriet for November Maaned, og skønt jeg fuldt og fast troer, det vil naa Jer, iagttager
jeg dog den Forsigtighed at lade det medfølge under dette Kuvert. Jeg behøver neppe
at gentage, hvad jeg skrev vidtløftigt; heller ikke behøver jeg paany at sætte Venner i
Bevægelse. Jeg véd, at de alle enstemmigt uden ringeste Meningsforskel eller Tøven
har opmuntret Jer til, strax efter Modtagelsen af disse Breve og Lejdeskrivelsen, at
vende hjem for at bevare Jert Liv, Jert Land, Jere Venner, Jer Ære og Ejendom, og for
tilmed at glæde Jer over disse Tider, I saa alvorligt har attraaet og haabet at faa at se
(Haabet om Firenze's Frihed).
"Ifald Nogen havde sagt mig, at jeg uden ringeste Frygt vilde høre Efterretningen om,
at en fjendtlig Hær marcherede imod vore Mure, saa havde dette syntes mig umuligt.
Og dog forsikrer jeg Jer, at jeg ikke alene er ganske uden Frygt, men ogsaa fuld af
Tillid til en ærerig Sejr. Allerede i mange Dage har min Sjæl været opfyldt af en saadan
Glæde, at hvis Gud enten for vore Synders Skyld eller af en anden hemmelighedsfuld
Aarsag ikke tilsteder, at denne Hær bliver slaaet sønder og sammen af vore Hænder,
saa vil min Sorg være ensartet med den, vi føler, ikke naar vi mister et Gode, vi haaber
paa, men et, vi længst har erhvervet."
Efter en Udvikling af Planer for en ikke blot forbigaaende, men varig Befæstning af
Florents, meddeler Palla, at alle Byens Omgivelser er blevne raserede, saa hverken
Kirker eller Klostre eller Privathuse er blevne skaanede, og han fortsætter:
"Jeg iagttager hos vore Medborgere en ædel Ringeagt for deres talrige Tab Og
deres Villa-Livs tidligere Luxus, I Stedet er traadt en beundringsværdig og enig Iver for
at hævde vor Frihed; Frygt for Gud alene, Tillid til ham og til vor Sags Retfærdighed;
utallige andre gode Ting, der visselig vil bringe os Guldalderen tilbage, den, jeg af
Hjertet haaber, I vil glæde Jer ved i Forening med alle os, som er Eders Venner,"
Og Brevet slutter med Tilbud om at rejse Michelangelo imøde til Lucca, hvor han
skal blive modtaget med alt skyldigt Hensyn. Palla fremhæver, at han selv ikke drives
af anden Bevæggrund end det lidenskabelige Ønske om, at Florents ikke skal miste
sin store Søn, eller denne Florents,
24
Michelangelo brød efter Modtagelsen af dette Brev op fra Venedig, kom 9. November
til Ferrara, hvor et Brev med Hertugens Segl blev ham givet til Sikring af hans Rejse
gennem Modena. Men Urolighederne i Landet maa have sinket ham, saa den trofaste
Palla en hel Uge forgæves ventede paa ham i Lucca.