Michelangelo Buonarroti

Side 168
bekendt, at den florentinske General Malatesta Baglioni som Højforræder havde solgt
Paven Adgangen til Byen. De Ni, som fordelte Tropperne paa Murene og Bastionerne
og anviste hver Anfører hans Post, hans Levnedsmidler og hans Ammunition, havde
givet Malatesta otte Stykker Skyts til Forsvar for Bastionerne paa San Miniato. Han
anbragte imidlertid Kanonerne ikke paa Højen, men ved dens Fod, og satte intet
Betjeningsmandskab ved dem. Da Michelangelo saaledes saa Forræderiet for sig med
blotte Øjne, besluttede han at trække sig ud af Sagen og forlade Florents. Han meddelte
Rinaldo Corsini sine Tanker, og denne sagde: "Jeg vil tage bort med Jer". De tog Penge
til sig, steg til Hest, og da de blev standsede ved Porten, raabte en af Vagten: "Det er
en af de Ni, lad ham passere! det er Michelangelo."
I alt dette har man de rationelle Grunde til Kunstnerens Flugt. Den irrationelle stikker
Hovedet frem i et samtidigt Brev, rettet fra Venedig, hvorhen han var tyet, til hans gode
Ven Giovan Battista della Palla i Firenze, den Mand, der opkøbte Kunstsager i Italien
for Francois den Første, og som derfor jævnlig rejste til Frankrig:
"Battista, kæreste Ven, jeg tog bort derfra (fra Firenze), som jeg troer, I véd, for
at rejse til Frankrig, og efter min Ankomst til Venedig har jeg indhentet Oplysning om
Vejen, og det blev mig sagt, at man herfra maa passere gennem tysk Land, og at
Rejsen er vanskelig og farlig. Derfor har jeg tænkt at spørge Jer, om I endnu er tilsinds
at rejse, og hvor jeg i saa Fald kan vente Jer; vi kan da tage afsted i Fællesskab.
Jeg er gaaet bort fra Firenze uden at give en eneste af mine Venner et Vink derom,
og ganske udenfor Ordenen. Som I véd, vilde jeg under alle Omstændigheder gaa til
Frankrig, og da jeg allerede flere Gange forgæves havde krævet Orlov, var jeg bestemt
paa at afvente Krigens Ophør. Men Tirsdag Morgen d. 21. September kom der En ud
af Porta San Nicolò' og sagde mig i Øret, at jeg ikke kunde blive længer, dersom jeg
vilde redde mit Liv. Og han fulgte mig hjem og spiste der med mig og skaffede mig
Heste, og forlod mig ikke, før han vidste mig sikker udenfor Firenze, da han viste mig,
at dette var til mit Bedste. Om det har været Gud eller Djævelen, véd jeg ikke Her
møder os den hemmelighedsfulde Budbringer, der ogsaa før i Michelangelo's Liv har
indledet en pludselig Flugt. Et og andet senere udtalt synes da fremført til Dækning af,
at Michelangelo deserterede fra sin Post under Indtryk af Panik.
For at undgaa Besøg og Ceremoniel holdt Buonarroti sig i Venedig ganske tilbage,
tog sig en afsides liggende Bolig paa Øen Giudecca. Dog Regeringen sendte strax to
Adelsmænd for i Republikens Navn at hilse paa ham og tilbyde ham, hvad han eller
hans Ledsagere maatte ønske. Efter Vasari skal Dogen have bedet ham tegne en Bro
for Rialto, og han have leveret et Værk, der var beundringsværdigt saa vel ved dets
Bygningsmaade som ved dets Udsmykning.
Imidlertid erklærede Signoriet i Firenze tretten Borgere fredløse, der havde forladt
Byen uden Orlov, og truede med Inddragelse af deres Ejendom, Michelangelo's Navn
var af Skaansel ikke iblandt dem, og efter en Forordning af 16. November 1529 synes
det, som Regeringen vilde nøjes med at berøve ham hans Stilling og Løn.
Det var den nemlig yderst magtpaaliggende at faa ham tilbage, og den skrev i den
Anledning til sin Gesandt i Ferrara, medens samtidigt Frankrigs Gesandt i Venedig
gjorde sin Konge opmærksom paa, at nu var Lejligheden der til at faa Michelangelo
i fransk Tjeneste - hvad vi dog ikke véd om Francois den Første gjorde noget Skridt
for at opnaa.
Imidlertid foretog i Florents den store Kunstners Venner, hvad de formaaede, for at
sikre ham hans Ejendele, hvis Konfiskation var at frygte. Der existerer endnu en Liste
over Beholdningen af Vin, Hvede og Bohave, som hans Tyende Catarina har overgivet