Michelangelo Buonarroti

Side 166
har han altid bestræbt sig for at bringe deres Hus i Vejret; men hans Brødre har under
denne Stræben været ham en Hindring, det er betegnende, at han, som i sine yngre
Dage næsten altid underskrev sig Michelagniolo, scultore in Roma (eller in Bolognia) en
skøn Dag harmes over Udskriften scultore paa et Brev; der skal kun staa Navnet, han
er en Herre, ikke nogen Haandværker, en "cittadino fiorentino", der aldrig har drevet
Kunsten som Forretning, aldrig "fatto bottega".
Følgen af Michelangelo's økonomiske Fremgangsmaade var den, at han, som
hundrede Gange i sit Liv kunde have frembragt et Værk, ifald han havde havt Penge til
Indkøb og Lønninger liggende rede, og havt det Sindelag, at han beredvilligt satte dem
ind, naar det gjaldt - levede i evindelige og overflødige Pengesorger, der forbitrede ham
Livet. Det var besværligt og tidsspildende at skulle hæve Pengene i en Bank, der tilmed
ofte laa i en anden By. Det var besværligt og afstedkom Misstemning, at skulle plage
Paver og Cardinaler om Pengesummer, uden hvis Udbetaling alt Arbejd gik i Staa, og
som tidt og ofte heller ikke disse havde parat.
Da han, ægte Florentiner som han var, trods sin Ædelmodighed overfor Familien,
var anlagt til den strengeste Sparsomhed, saa sparede han ogsaa ved sine Indkøb af
Marmor og under sit Arbejd i Værkstedet. Ikke blot af Selvherlighed, men desuden af
Sparsommelighed vilde han gøre Alting alene, ogsaa det underordnede Arbejd. Han
ømmede sig ved at give Hjælpere Løn for at faa et Værk gjort færdigt. Med mange
Hjælpere og rigelige Lønninger vilde han have faaet baade Juliusgraven og Facaden
fra Haanden i rette Tid.
Dog det vilde være taabeligt at bebrejde ham Ejendommeligheder, der hørte med til
hans Væsen. Med en Holdning og et Væsen, som Raffaello eller som Rubens besad,
vilde han ikke have været den jordisk-overjordiske Engel Michael, han var.
I sit stille Sind opgav han nu Tanken paa Gravmælet.
Glad har han ikke været derved. Som Synet af den nøgne Mur, han daglig paa
sin Gang forbi San Lorenzo havde for Øje, har været ham det pinligste Memento om
det Udsmykningsarbejde, der engang var ham overdraget og som han havde forsømt,
saaledes har de mange store Marmorblokke i hans Værksteder i Florents som i Rom
bestandig mindet ham om de Statuer, der inden i dem Aarti efter Aarti havde drømt om
at vækkes til Live og udløses af deres Fangenskab i Stenen. De smægtede stadigt,
levende begravede i Marmorfængslet uden nogensinde at skulle se Dagens Lys. Hans
til Gravmælet oprindeligt bestemte "Fange", der vred sig i sine Baand, var fri og lykkelig
i Sammenligning med disse dødsdømte Børn af hans Ungdomsdrømme.
22
Allerede i August 1527 var Frankrig og England enedes om at udøve et Tryk paa Karl
den Femte, der havde Roms Plyndring paa sin Samvittighed.
Ved Freden i Barcelona (Juni 1529) gik Kejseren ind paa at lade den florentinske
Republik i Stikken og tillade Paven at tage Hævn over dens Frafald fra Huset Medici.
Under disse Omstændigheder tog Borgerne sig sammen; det Timands-Raad, der
udgjorde Firenzes Krigsministerium, rejste en væbnet Styrke, og satte i dens Spidse
som Generaler Malatesta Baglioni og Stefano Colonna. I Foraaret 1529 besluttede
dette Raad, der nu indskrænkedes til Ni (Nove della Milizia), at vinde Michelangelo
som Ingeniør. Det vilde i Forsvarets Interesse blive nødvendigt at nedbryde Huse og
opføre Skanser, hvortil der udkrævedes en Mand, der havde Ry som Bygmester. Det
Aktstykke (af 6. April 1529), der udnævnte ham, er udstedt i et Sprog, der aabenbarer
Tidsalderens Respekt for det utvivlsomme Genis forskelligartede Evner: