Michelangelo Buonarroti

Side 165
Charles af Bourbon nærmede sig Toscana. Der udbrød Opstand i Florents og under
Gadekampen dér blev Armen slaaet af Michelangelo's David.
I Begyndelsen af Maj 1527 fulgte Landsknægtenes, det lutheranske Krapyls og de
kastilianske Banditers, forfærdelige Udplyndring af Rom. 17. Maj blev Medicæerne
fordrevne fra Florents. Paa Arbejde i Sakristiet San Lorenzo kunde der selvfølgelig nu
ikke tænkes.
Ni Maaneder i Træk saa Clemens fra sit Fangenskab i San Angelo Røgen stige
fra brændende Paladser og hørte Skrigene fra martrede Mænd og voldtagne Kvinder.
Det var kun naturligt, at Huset Medici under disse Omstændigheder maatte slippe det
Tag, det havde i Firenze. Der er ikke mange Vidnesbyrd om, hvad der er blevet af
Michelangelo dér i 1527; men vi ser, at 2. Juli 1528 døde til hans Sorg hans Broder
Buonarroto af Pesten. Det er sagt (af Senatoren Filippo Buonarroti, citeret hos Gotti 1)
at Michelangelo uden Frygt holdt Broderen i sine Arme, da han var døende.
Kunstnerens Regnskaber udviser, at Enkens og Børnenes Klæder blev brændte
efter Begravelsen for at hindre Udbredelse af Smitten.
Alle Udgifter for Familien paahvilede nu den ensomme Mand. Han udbetalte Enken
Bartolommea hendes Medgift, anbragte sin Broderdatter Francesca i et Kloster, til den
Tid kom, da hun skulde giftes, og sørgede helt og holdent for Brodersønnen Leonardo.
Af Benvenuto Cellinis Selvbiografi ser vi, med hvilken Varme Buonarroti anerkendte
denne som Guldsmed, og af et Brev fra en Karneolskærer Valerio Belli, sporer vi, hvor
hjælpsom og imødekommende overfor de Yngre den barske Mester kunde være, Naar
man fordyber sig i Michelangelo's Breve, vækker det Ens Opmærksomhed, i hvor høj
Grad der i dem er Tale om Pengesager, Indbetaling af Dukater, Udbetaling af Dukater,
Indkøb af Marmor, Løn til Hjælpere, Understøttelser til Familien, Klager over bestandig
Pengemangel.
For at forstaa denne sidste Plage, maa man kende den store Kunstners sære Vaner
i Pengesager. Han ansaa det - sikkert med Rette - for voveligt at have store Summer i
sit Hjem. Hvad han tjente, blev i Regelen, ogsaa naar han var i Rom, givet i Forvaring i
en Florentinerbank, derefter mest anlagt i Grundstykker, var derfor aldrig rede til Brug.
Personligt levede han sparsomt, ja asketisk, spiste kun nødtørftigt, drak saare lidet,
klædte sig tarveligt, gav Intet ud for sin Person. Derimod gav han, om ikke beredvilligt,
dog af Standsstolthed og af italiensk Familiefølelse svære Summer ud til Faderen, til
Brødrene, ja til Nevøer.
Han var overbevist om at Familien Simoni Buonarroti var en fornem Slægt. Han
indbildte sig at være i Familie med Greverne af Canossa, hvad der ikke havde det
ringeste paa sig, men hvad han fik bekræftet ved et artigt og smigrende Brev fra en
samtidig ung Marchese af Canossa, hvorpaa han i sin naive Stolthed satte en Hund
med en Knokkel i sit Familievaaben, eftersom Canossa efter middelalderlig Afledning
af Ord havde Betydningen "Canis ossa" (Hundens Knokler).
Hvad han som "cittadino fiorentino", Borger af Firenze, attraaede, det var det
samme, som hundrede Aar senere attraaedes af Shakespeare, at hæve Familiens
Anseelse. Endog det Træk, at Michelangelo uden Grund tilstræber adeligt Vaaben,
genfindes hos den store Englænder, der fødtes i hans Dødsaar.
Saa utilbøjelig til Ødselhed Michelangelo end var, ser vi da ogsaa, at han af egen
Drift tilbød sin Nevø og Arving Leonardo Buonarroti, ved dennes Giftermaal 1500 til
2000 Dukater til Indkøb af et Familiehus. Han skriver (4. December 1546) til samme
Nevø, at da de er florentinske Borgere og nedstammer fra den ædleste Slægt, saa