Michelangelo Buonarroti

Side 164
han hader, har Medlidenhed ikke Rum". Han lod en af sin Hustrus Kammerjomfruer
myrde, blot fordi denne havde hjulpet hans Søn Guidobaldo til at træffe sin Udkaarne
i et Kærlighedsforhold.
Nu anlagde han en Retssag mod Buonarroti og krævede Tilbagebetaling af de
modtagne Penge med Renter.
Michelangelo's første Tilskyndelse var den at indrømme sin Skyld. Han erklærer i et
Brev af April 1523 til Fatucci, at overfor dette Krav paa Renter og Skadeserstatning er
han nødsaget til at føje sig og udføre Gravmælet, saa Arbejderne i San Lorenzo maa
opsættes, med mindre Paven løser ham fra hans Forpligtelse. Dog snart følger heftige
Udbrud af Forbitrelse og Harme. Hans Tanker drejer sig om al den Uret, der er blevet
gjort ham med Hensyn til den Løn, han har skullet have. Han fik jo for Julius-Statuen
saa lidt, at der kun blev fire-fem Dukater tilovers til ham selv; for Sistina langt ringere
Betaling, end der var stillet ham i Udsigt; nu krænker Arvingerne ham ved af ham at
forlange Summer, der er gaaede med til nødvendige Indkøb; snarere skylder de ham
Penge, end han dem.
Til Fatucci skriver han Juli 1524: "For at kunne begynde paa Arbejdet (med
Medicæergravene) maa jeg afvente Marmorblokkenes Ankomst, og jeg troer, de
kommer aldrig! Jeg kunde skrive Ting, hvorover I vilde forbauses; men man vilde ikke
tro mig. Nok, det er min Ruin!
Thi hvis Værket var rykket lidt mere frem end det er, vilde Paven maaske have bragt
mit Anliggende (Rovere-Gravmælet) i Orden, og jeg var ude af al den Elendighed...
Jeg traf igaar En, som sagde mig, jeg skulde endelig betale; ellers vilde jeg sidst
i denne Maaned blive idømt Straf." I det Følgende overdriver han som sædvanligt,
giver sin Bitterhed og sine Klager frit Løb helt ud i det Meningsløse: "Jeg troede ikke,
der gaves andre Straffe end dem i Helvede eller to Dukater Indkomstskat; dersom
jeg vilde aabne et Silkemagasin eller en Guldsmedebutik og vilde udlaane Resten til
Aagerrenter. - Trehundrede Aar har vi her i Florents betalt Skatter; gid jeg dog engang
havde været Rodemester! og altid hedder det:
Betale! Alt bliver taget fra mig, hvis jeg ikke kan betale, og jeg maa da gaa til Rom.
Var mit Anliggende i Orden, saa vilde jeg have solgt noget, kunde have købt mig
Statspapirer, og kunde blive i Florents."
21
Hele Michelangelo's Haab stod nu til Huset Medici. Thi paa det Tidsrum, hvor hans Lyst
til at udføre Julius-Mindesmærket var svækket og splittet, var nu fulgt et, hvori Tanken
derom Dag og Nat red ham som en Mare, han blot vilde ryste af.
Han havde derfor med største Glæde hilst Giulio's Valg til Pave i November 1513.
Han véd, forsikrer han, at nu vil Intet ske, som er beskæmmende for ham - og det
skønt han netop havde kaldt det beskæmmende, da denne Pave som Cardinal havde
taget Arbejdet med Facaden fra ham; men Sagen er, han haaber og venter, at Paven
vil tage ham i Forsvar mod ethvert Krav, og for at dække ham sætte Arbejdet med
Gravmælerne og med Biblioteket i San Lorenzo i Gang. Paven sørgede da ogsaa for,
at der 1526 blev mæglet; Buonarroti udførte en Tegning til Julius-Monumentet, som
blev vist Hertugen og godkendt af ham.
Men saa fulgte Krigens Syndflod og skyllede al Omsorg for Mindesmærker over
Ende. 1526 var jo det Aar, hvor Cardinal Colonna og andre Fjender af Huset Medici med
væbnet Haand brød ind i Rom, plyndrede Vaticanet, og første Gang fordrev Clemente til
San Angelo. I Efteraaret 1526 gik Kejser Karl den Femte's hvervede Hær over Alperne.