Michelangelo Buonarroti

Side 163
Det tager sig ud, som har Pengenød bragt ham ud af Stemning, saa
Foretagelsesaanden i ham paany er sygnet hen. Og utvivlsomt havde den nye Plan
til Gravmæler for Medicæere i Øjeblikket større Tiltrækning for ham end den gamle
Plan om Gravmælet for en Rovere. Hvordan det end har set ud i hans Sind, for anden
Gang krydsedes to Planer der med hinanden, og hans Handlekraft lammedes paany
ved Tvivlraadighed.
Han havde opbrugt 1500 Dukater, som han havde faaet af Cardinalen, og han
skriver til Buoninsegni, Skatmesteren, at han har ikke flere Penge at give ud. Men
Cardinalen havde Intet tilovers, var optaget af store Foretagender, og gav ikke Agt
paa Ting og Forhold, der i Sammenligning syntes ham lidet betydende. Under disse
Omstændigheder nedskrev den tungsindige Kunstner nogle Vers, som Johannes Dam
med stor Behændighed har gengivet saaledes:
De tusind Raad forsøger jeg i Blinde:
Bort fra den rette Bane paa min Færd
Jeg kommen er og kan den mer ej finde.
Af Hav og Fjæld, af Ild og skarpe Sværd
Til alle Sider spærret er min Vej.
Til Højderne at naa mig under ej
Den, som mig Sans og Samling har berøvet.
Den rette (ordlydende: gamle) Bane eller Vej er Juliusgraven. Havet er Carrara med
Rheden ved Avenza, hvor han 1521 havde været sidste Gang. Det Fjæld, der spærrer
hans Vej, er Marmorbruddene ved Seravezza. De skarpe Sværd er Krigen i Lombardiet,
som har hindret Medicæerne i at ofre Penge paa Sakristiet. Ilden er maaske Kærlighed.
Den, der spærrer ham Vejen til Fjældet, synes at være Giulio's Arving, Hertugen af
Urbino.
Allegorien er indviklet, men Fortvivlelsen er ægte nok.
Vi har set, at Leo havde berøvet den nævnte Hertug af Urbino, Francesco Maria,
Hoved for Huset Rovere, hans Trone; ja Paven havde tilmed lyst ham i Ban. Men da i
Januar 1522 Hadrian Floriszoon blev Pave under Navnet Adriano den Sjette, gav han
strax Francesco Maria dennes Hertugdømme tilbage; desuden Præfecturet over Byen
Rom.
Ved dette kortvarige Omslag i Medicæernes Magtstilling overfor Huset Rovere, kom
Michelangelo i en beskæmmende Situation. Med Rette bebrejdede Hertugen af Urbino
ham hans Holdning. Indtil 1518 havde han modtaget Penge for Rovere-Gravmælet,
men havde ikke udrettet det Ringeste, og havde tilmed arbejdet for den Mand, der
havde ranet Hertugens Land, tvunget ham til Flugt og sendt Banstraalen efter ham.
France:æ Maria, der især er bleven navnkundig ved Baldassare Castiglione's
beundrende Venskab for ham, havde maattet flygte til Mantua. Han er forherliget til det
Yderste i Castiglione's "Cortegiano", men var inderst inde en brutal og voldsom Natur.
Det var ham, der som Yngling havde anført Giulio den Anden's Hær, hvis Nederlag
foraarsagede Tabet af Bologna og Tilintetgørelsen af Michelangelo's Julius-Statue.
Dette Nederlag var imidlertid betinget ved Forræderi af Cardinal Alidosi, der efter
at have indgaaet Sammensværgelse imod Paven med Frants den Første af Frankrig
og Alfonso af Ferrara, havde havt den Frækhed at give den unge Hertug Skylden for
Ulykkerne og ophidse Paven imod ham. Man kan neppe fortænke Ynglingen i at han,
da han tilfældig mødte Alidosi, og denne smilende hilste paa ham, i Raseri stødte ham
ned med sit Sværd. Men som Marguerite af Navarra i sin "Heptameron" skrev om ham:
"I denne Fyrstes Hjerte, der ikke kender anden Lykke end den at hævne sig paa dem,