Michelangelo Buonarroti

Side 161
Via Mozza (nu Via Zanobi) for 170 Dukater og havde ved Juletid 1518 et skønt Atelier
parat, hvori der paa én Gang kunde rejses tyve Figurer (af hvilke ingen nogensinde blev
udført). Han beklagede kun, at Bygningen ikke kunde tækkes, da der i Florents fattedes
Træ, og at den store Tørke forhindrede Transport af Marmorblokkene paa Arnofloden.
Med andre Ord: Medens han hævdede, at han i sit Hoved havde tolv Marmorstatuer,
sex tronende Bronceskikkelser og nitten Reliefer, spildte han Tid og Kræfter paa
underordnet Arbejd, som en dygtig Hjælper kunde udført fuldt saa godt, fordi det var
blevet hans fixe Ide at gøre Alt alene.
Efterhaanden slappedes da hans frembringende Evne; Ideerne tvang ham ikke
længer til at virkeliggøre dem; og Arbejdet blev desuden for hver Dag vanskeligere, da
Blik og Hænder var komne ud af den Øvelse, de besad.
Men det Øjeblik var nu kommet, hvor Paven og Cardinalen tabte Taalmodigheden.
Cardinalen anmodede ham om Regnskabsaflæggelse for de modtagne Penge. 2300
Dukater havde han faaet; de var opbrugte paa nær 500. Efter sin Vane forklarede
han sig og andre dette Skridt som fremkaldt af en Underordnets Hævngerrighed. Han
mente, Skatmesteren havde faaet Cardinalen til at afkræve ham Regnskab, fordi han
selv havde afvist et Vink af Buoninsegni om at skaffe ham ulovlig Fordel ved Leveringen
af Marmor.
Det Udkast, han i sin Tid havde gjort til Facaden, var en Billedhuggers ikke en
Bygmesters: en udspændt Flade, som alene Skulpturværker vilde give Liv. Men i al
den Tid, Arbejdet paahvilte ham, December 1516 til Januar 1520 har han, saavidt man
kan skønne, end ikke paabegyndt en eneste Statue eller et eneste Relief.
Saa opgav Paven og Cardinalen enhver Tanke om at lade Michelangelo forsyne San
Lorenzo med en Facade. Det var det store Nederlag i hans Liv, selvforskyldt, forsaavidt
det Ord kan anvendes paa en Kunstner, der jo aldrig er Herre over sin Lyst og Evne
til at frembringe, og i hvis Tilværelse der, uden at han forstaar, hvorfor eller hvorledes,
indtræder Tidsrum, der synes at svare til de klimakteriske Aar i Kvindernes Liv.
19
Men nu var Øjeblikket der, hvor han efter sit Løfte til Giulio den Anden's Arvinger og
efter Pavens Løfte til ham skulde arbejde uforstyrret paa Gravmælet, hvis Fuldendelse
alt i saa mange Aar var bleven skudt ud. Vi saa, han havde indrettet sit Atelier. Det
synes at have rummet de fire ufuldendte Figurer, der nutildags findes i Boboli-Haven og
Skitsen til den nu i Museo nationale i Firenze opstillede gruppe "Sejren". Da det i Rom
var blevet fortalt, at Michelangelo slet ikke arbejdede, blev en Monsignore Francesco
Pallavicini sendt til Florents for at inspicere Atelieret; han saa de mange Marmorblokke,
der fandtes deri, tilligemed de forskellige paabegyndte Værker, deriblandt rimeligvis de
to herlige Fanger, der nu staar i Louvregalleriet.
Dog da det i 1531 blev foreslaaet at opstille Gravmælet i en gammel romersk
Basilica og det altsaa gjaldt om i Rom at samle alt for dette Mindesmærke Udarbejdede,
vægrede Michelangelo sig ihærdigt ved at anvende de to Fangers og Sejrens Figurer
dertil. De forblev da ogsaa tilsidst udelukkede fra det, Imidlertid efter Facadeplanens
Opgivelse laa Banen fri for Julius-Gravmælet, hvad Form end Kunstneren vilde give
det, og man skulde tro, det fristede ham, nu i det mindste at faa den fra hans unge
Dage stammende Ide til Mausolæet fra Haanden.
Men Leo den Tiende og hans Raadgiver, den medicæiske Cardinal, havde da
fattet Planen til et nyt Foretagende, der kunde styrke Forestillingen om Navnet