Michelangelo Buonarroti

Side 160
Højst naturligt faldt det ham saare svært at bryde med Carrareserne, der til hans
Tilfredshed havde arbejdet for ham, lige fra han udførte sin Pietà. I Carrara var jo
en lille Hærkærne af øvede Folk vant til at gaa ind paa ethvert Ønske, med hvilket
han fremkom. Tilmed havde han i lange Tider staaet i det venskabeligste Forhold til
Herskeren over den hele Egn, Marchese Alberigo Malaspina, og til dennes Kansler
Antonio di Massa.
Men Paven var ikke for intet Florentiner og vilde varetage Firenze's Interesser. Han
vilde ikke mere høre noget om Carrara. Salviati tog i Januar 1517 til Seravezza, og
man krævede af Buonarroti, at ogsaa han skulde indfinde sig der. Da han ligefuldt i
Februar 1517 indgik den ovennævnte Kontrakt med Lionardo da Cagione, vakte dette
vild Forbitrelse saavel i Firenze som i Rom, hvor man - som hans Broder meddeler - kun
kan forklare sig hans Handlemaade ved at han staar i Ledtog med Signor Alberigo. Man
mindede ham, som førte Titelen "Archimaestro sculptore de la Sedia Apostolica" om
hans Lydighedspligt. Salviati lod ham vide, at han maatte aflægge sin Halsstarrighed.
Der skulde kun anvendes toscansk Marmor til San Lorenzo som til San Pietro.
Endelig indtraf han da i Maj 1518 i Seravezza. Han krævede og fik Overledelsen
af Vejbygningen fra Kysten til de Steder i Marmorbruddene, hvor Marmoret var bedst;
desuden Ret til paa Livstid toldfrit at overføre Marmoret til Firenze. Til Vejanlægget
udbad han sig Messer Donato Benti Som Hjælper; sig selv forbeholdt han dog
Myndigheden, da han alene vidste, hvor de bedste Marmorlejer fandtes. Forøvrigt
havde han Sorger nok; thi nu havde han faaet Carrareserne til Fjender. I Genua
førte han fire Barker til Stranden for at de kunde optage Marmoret fra Carrara; men
Carrareserne havde bestukket Skibsførerne og forsøgte at blokere ham. Han vilde da
tage til Pisa for der at hyre andre Barker.
Imidlertid havde han faaet sig indrømmet Tilladelse til efter Tykke at lade Marmoret
komme fra Seravezza eller fra Carrara, og forunderligt nok, til en Begyndelse
følte han sig veltilpas som Chef for Stenhuggere i Marmorlejer. Det er, som var
hans Kunstnerkald en Stund fortrængt fra hans Bevidsthed. Aldrig et Ord om hans
Kolossalstatuer og Reliefer; ikke en Vending, der tyder paa nogen Drift til nu at tage fat
paa det formende Arbejd. Han glemmer Maaned efter Maaned, Aar efter Aar, Maalet
for Midlet. Alle hans Tanker drejer sig om at faa Marmor uden Aarer, pletfri hvide Blokke
til sine Søjler.
Saa viser det sig, at han endnu langt slettere kan komme ud af det med
Stenhuggerne i Pietrasanta end med dem i Carrara. Stenhuggerne, som han selv har
medbragt fra Florents, forstaar sig ikke det ringeste hverken paa Marmorbrud eller
paa Blokke. De har allerede (18. April 1518) kostet ham mer end 130 Dukater og har
ikke hugget den ringeste Marmorflise til hans Tilfredshed. Allerhelst steg han til Hest,
søgte Cardinal de' Medici og Paven op, overlod Foretagendet i Seravezza til sig selv
og vendte tilbage til Carrara. Han har, siger han, paataget sig at vække Døde til Live,
at tæmme Bjerge og forplante Kunst til dette Land. Men Barkerne, som han forhyrede i
Pisa, er ikke ankomne; man holder ham for Nar: "O tusind Gange forbandet være den
Dag og Time, da jeg forlod Carrara! Thi det er Aarsagen til min Ruin." Han har glemt,
hvor nylig Carrareserne i hans Øjne var Forrædere og ulidelige.
Saa begravede han da sig og sine Evner i Marmorbruddene snart i Seravezza, snart
i Carrara, foretog Vejanlæg, lod større og mindre Blokke bryde løs, lejede i Havnene
Barker til at føre disse Blokke til Florents, søgte sig et rummeligt Hus, hvor alle Statuer
af Marmor og Bronce kunde udføres, fandt foreløbig et til dette Hus passende Jordsmon
paa Pladsen foran Kirken Ognisanti, købte 24. November 1518 et andet Grundstykke