Michelangelo Buonarroti

Side 16
lukkede sin Carton inde for de Lærelystne. Hans Planer strandede, fordi han ikke taalte
Medarbejdere om sig, kun Haandlangere.
Vi har her i Norden havt adskillige af disse pirrelige, mistroiske, afvisende Genier
om end af mindre verdenshistorisk Støbning. Holberg var et, Henrik Ibsen et andet,
Strindberg et tredie.
Saa lidt som disse tre Nordboer, var Sydlænderen Buonarroti nogen elskværdig
Mand. Terribile var han i Omgang som i sin Kunst. Leo den Tiende sigtede til
Vanskeligheden ved at komme til Rette med ham, da han sagde: "non si può praticar
con lui".
Den kærligste Søn, den omhyggeligste Broder, som ægte Italiener et
Familiemenneske, ligesom Napoleon efter ham fortabt i Nepotisme. Men i hvilket
Misforhold har han ikke staaet til sin Tids fremragende Mænd! Hans Had til Medicæerne
er utaknemmeligt. Hvor har han hadet Leonardo, hvis store Evner vakte hans Rivalitet,
Leonardo, hvem han lod høre som Tegn paa Uduelighed det Uheld, at Støbningen af
en Statue først mislykkedes for ham, et Uheld, som ved Nemesis snart efter hændte
ham selv. Hvor har han afskyet Raffaello, Lykkens og Gratiernes Yndling, i hvem han
kun vilde se den, der tilranede sig hans kunstneriske Fund og som af ham havde lært
Alt, hvad han kunde.
Elskværdig var han visselig ikke. Men guddommelig var han. Simpel og stolt, om
end frygtsom og forskræmt. Ligegyldig for Bifald, kun opfyldt af sin formende Evne.
Og det var en af hans Livs Kvaler, at denne Evne kun indfandt sig stødvis, saa der
var aarlange, næsten tomme, Mellemtider, i hvilke han tilhuggede Marmorblokke og
adspredte sig ved at skrive sine sære Vers i Petrarcas Manér.
16
Michelangelo selv har hævdet, at Kærlighed og Skønhed var de herskende Magter i
hans Liv.
Han digter ogsaa stadigt om Kærlighedens Almagt. Som gammel skriver han:
"Tusind Gange har Kærligheden lagt mig under Aaget og Udtømt mig; selv nu, da jeg
har hvide Haar, nærmer den sig til mig med daarlige Løfter." Med denne Kærlighed
mente han ikke netop noget meget højt. Han tilstaar uskyldigt: "Et smukt Ansigt er min
eneste Glæde." Han havde en letvakt erotisk Fantasi. Alene den Omstændighed, at
han har brændt alle sine Ungdomsdigte, tyder paa, at de har indeholdt Tilstaaelser om
et Sanseliv, han som ældre ikke vilde have Vidner paa.
Han har i Kvinden som Kønsvæsen ikke set andet end en Genstand for heftig, om
end flygtig Opblussen. Der er Kvinder, over hvilke han i sine Digte beklager sig ret
stærkt.
Ellers laa der i hans Naturel Uvilje overfor det Kvindelige. Han var kirkeligt opdragen
og frygtede for at drages ned i Sanselighedens Afgrunde, der, som han siger, dræber
Sjælen. Der er i Digtene evig Kamp mellem den himmelske og den jordiske Kærlighed.
Han taler med Ringeagt om Kærlighed til Kvinder; den sømmer sig ikke for et viist og
mandigt Sind.
Hans digteriske, som hans brevlige, Kærlighedserklæringer gjaldt kun unge Mænd.
Ogsaa dèr opstod en Fristelse som til sin Tid vistnok har voldt ham Anfægtelser,
der røbes i overspændte Vers. Disse Vers giver en aandigkunstnerisk Forklaring af
Sanseligheden: Skønheden, som fængslede ham, var jo dog en Straale af Skaberens
Lys.