Michelangelo Buonarroti

Side 159
Da Venezianeren ikke blev træt af at bruge Michelangelo som Beskytter og som
navnløs Medarbejder, følte Buonarroti efter stort anlagte Mænds daarlige Vane sig
nærmere knyttet til den, der benyteede ham, end til de Dygtigheder, der blot ønskede
at anvendes af ham.
Jacopo Tatti, kaldet Sansovino, den store Arkitekt og Billedhugger, afgiver det
vemodigste Exempel. Han var en gammel Ven af Familien Buonarroti, var samtidigt
med Michelangelo bleven kaldet til Rom, var omtrent jævnaldrende med ham (kun fire
Aar yngre) og som Kunstner uafhængig af ham, da han oprindeligt var Elev af den
ypperlige Billedhugger Andrea Contucci, efter hvem han optog Tilnavnet Sansovino.
Han vilde gerne lette Michelangelo besværligt Arbejd, og var af ham mundtligt bleven
antaget som Medarbejder paa Facaden. Paven og Cardinal Salviati havde givet
Sansovino Løfte om Reliefer (storie), han skulde udarbejde. Saa kunde Michelangelo
pludseligt ikke mere komme ud af det med ham, og satte ham paa Døren for at erstatte
ham med den usle Baccio Bandinelli, der sidenhen skulde blive sin Mester saa gram
en Fjende.
Det gør et trist Indtryk at læse Sansovino's Brev af 21. Juni 1517, der med
den Krænkedes Lidenskab beskylder Michelangelo for Tvetungethed, Ordbrud og
Utaknemmelighed. Det hedder heri (med Ukyndighed om Alt. hvad den store Kunstner
havde gjort for sine Slægtninge): "I har bevisligt aldrig gjort Nogen noget Godt" og med
Ubekendtskab til hans varme Følelser for Uværdige og Værdige: "Forbandet være den
ene Gang, hvor I har sagt noget Godt om Nogen". Det er et Vidnesbyrd om Buonarroti's
Højsind, at han kort derefter skaffede Sansovino Udførelsen af Mindesmærket over
Hertugen af Sessa; men det er rigtignok tillige et Vidnesbyrd om hans Mangel paa Sans
for egen Fordel, at han vragede til Medarbejder paa Facaden den Mand, som har opført
det underfulde Libreria di S. Marco, maaske Venedigs skønneste Bygning.
18
Opdagelsen af Marmorbrud i Seravezza nær Firenze havde virket paa den
florentinske Regering som i vore Dage Opdagelsen af Guldminer i Afrika har
paavirket Londons Børs. Denne Opdagelse betydede en uventet Indtægtskilde og
Uafhængighed af Carrara. 1515 havde Communen Seravezza afstaaet disse Stenbrud
til Communen Firenze, og de ejedes nu af Uldvæverlavet (Arte della Lana) der forestod
Bygningsarbejderne paa Domkirken. Det er en forunderlig Tanke, at disse Marmorlejer
i Seravezza, der blev Aarsag til et Sammenbrud i Michelangelo's Liv og som blev
opgivne af Florentinerne som ubrugbare, i Virkeligheden var fortræffelige, og da de
mer end 300 Aar senere blev undersøgte, viste sig righoldige, saa de efter 1830 bl. a.
anvendtes til Napoleons Grav i Invalidedômen og til Isaacskirken i St. Petersburg.
Men i Michelangelo's Liv kom Navnet Seravezza til at betegne noget lignende som
Kolin i Frederik den Stores og Moskva' i Napoleons, et afgjort Nederlag. Seravezza
vil sige et Tomrum i hans Frembringelsers Historie, Selvplageri med Arbejd af rent
underordnet Art, og som Resultat det rene Intet.
Man kunde et Øjeblik have troet, at Opdagelsen af Marmor i Seravezza og Pavens
strenge Ordre til at lade, hvad Marmor der var Brug for, hentes fra de nye Brud i
Pietrasanta, var kommen Michelangelo fuldstændigt tilpas. Thi han var netop da bleven
ganske uens med Carrareserne. I August 1516 skriver han, at han gider ikke mere
tage til Carrara, ikke heller sende nogen anden, da Folkene i Carrara er om ikke helt
gale, saa Forrædere og ulidelige (traditori e tristi). Dog ser vi ham strax i den følgende
Maaned gøre sin store Bestilling hos Pellicia.