Michelangelo Buonarroti

Side 158
det Marmor, der kommer til Anvendelse, ikke for det, der viser sig ubrugbart; thi han
forstaar sig ikke paa at føre Bøger. Han vil overlade Marmorleveringerne til tre eller
fire af de bedste Folk i Carrara, som han vil søge sig ud, og Blokkenes Beskaffenhed
maa stemme overens med Kvaliteten i nogle faa, som de hidtil har brudt løs, og som er
ganske vidunderlige. Omkostningerne vil blive 35.000 Dukater, Og Facaden vil i Løbet
af sex Aar staa færdig.
Paven, hvem Ingen kan bebrejde Særhed overfor den store Mand, overfor hvem
han naturligvis meget godt anede, at denne ikke kunde lide ham, gik uden videre ind
paa Alt. Kun Modellen vilde han se. Michelangelo tog derfor sidst i August til Firenze,
men blev dér syg, sendte da sin Medhjælper Urbano til Rom med en Model af Træ, i
hvilken der var indsat Statuer og anden plastisk Udsmykning af Vox. Den blev vedtaget,
og der underskreves 19. Januar 1518 Kontrakt. Michelangelo ønskede nemlig at have
en skreven Kontrakt at beraabe sig paa; han vilde holde den som et Skjold ud imod
Arvingerne af Huset Rovere, der vedblev at sende Manebreve angaaende Gravmælet.
17
Det gjaldt nu om at hverve dygtige Kunstnere, der som underordnede vilde gaa
Michelangelo til Haande, og det skortede ikke paa evnerige unge Mænd, end ikke paa
højst talentfulde, der gerne vilde arbejde under saa stor en Mester. Men indesluttet
og ensom som han var anlagt, viste det sig umuligt for ham at anvende de rette
Medarbejdere.
Det vilde være spidsborgerligt at bebrejde ham hans Mistro til Kaldsfæller. Den
havde visselig ikke udviklet sig uden Grund. Ulykken var, at han bestandig var mistroisk
paa Urette Sted, derimod skænkede sin fulde Tiltro til svagt begavede Kunstnere som
Antonio Mini, hvem han gav sine Carton'er og Modeller med til Frankrig, eller som
Ascanio Condivi, hans senere Biograf. Han nærede Tillid til Ubetydeligheder som Silvio
Falcone, der fra 1513 havde Opsyn med hans Værksted, men i 1517 pludselig forlod
ham, og til Mænd som Bernardino fra Settignano, der viste sig at være en Skurk.
Nogen Menneskekender var han med al sin Mistro ikke. Han overgav Fuldendelsen
af sin Kristusstatue (i Santa Maria sopra Minerva) til den nysnævnte Medhjælper,
Pietro Urbano fra Pistoja, der forhuggede Marmoret, og derefter flygtede til Napoli,
medtagende en Michelangelo tilhørende Ring til 40 Dukater.
For hver Gang han greb fejl, steg hans Mistillid til Menneskene naturnødvendigt, og
den kom da til Udbrud netop overfor dem, der kunde været ham til virkelig Nytte, og
paa hvem han havde kunnet stole.
Vi ser det her. Ikke én tog han i sin Tjeneste af de unge Kunstnere fra Lombardiet,
hvem Buoninsegni, der som Pavens Skatmester ønskede Foretagendet alt Held,
anbefalede til ham. Det laa i hans Væsen, at han taalte ikke Modsigelse og ikke kunde
tilpasse sig. Derfor afviste han nu fremragende Mænd som Andrea Contucci, ligesom
han tidligere havde bortvist Domenico Fancelli og Benedetto af Rovezzano. Vi agtede
paa, hvor haanligt han talte om den Model, Baccio d'Agnolo meget mod sit Ønske, blot
for at efterkomme hans Vilje, havde udført efter hans Tegning. I hans Sted antog han La
Grassa, der stod langt under Dômens Bygmester, og hvem selv Broderen Buonarroto
kalder "et Tossefaar".
De Talenter, der indyndede sig hos ham som Sebastiano del Piombo, hvis Breve
til Michelangelo er et sandt Cursus i Menneskekundskab, vandt ham mindre ved
virkelig Hengivenhed end ved at nedsætte Raffaello, Rivalen, hvem han ringeagtede.
Sebastiano latterliggør Raffael med hans mange Elever Som ptincipe della Sinagoga.