Michelangelo Buonarroti

Side 157
Men overfor Leo, der i 1515 havde berøvet Julius den Anden's Nevø, Francesco
Maria della Rovere, hans Hertugdømme Urbino for at give det til sin egen Nevø
Lorenzo, kunde han ikke værge sig mod den Mistanke, at hvad Gunst, der vistes ham,
blot gik ud paa at hindre Udførelsen af Gravmælet for den største Rovere.
Han begyndte da, i Medicæerne at se sin Fødebys Tyranner. Hadet til dem
styrkedes, da han senerehen i Rom omgikkes de fra Florents Forviste. Det fik, Luft,
da han omkring Aar 1540 udførte sin Byste af Brutus, der var fremkaldt ved den usle
Lorenzaccio's Udaad. De hinanden krydsende Stemninger i hans Sind har lamslaaet
hans Foretagelsesaand.
Som den apostoliske Stols Billedhugger (Sedis apostolicæ archimagister et sculptor)
var han, strax efter at have indgaaet Contracten af 1516, taget til Carrara. Den 1.
November, altsaa efter hans Ansøgning om at faa San Lorenzo's Facade overdraget,
bestiller han hos Francesco Pelliccia nitten Statuer til Gravmælet, som Leveranten
foreløbigt faar 100 Dukater for at abozzare, (hugge til Rette). Det er fire store Statuer af
4 1/2 Alens Højde, og femten lidt mindre til det underste Stokværk af Mindesmærket.
18. November bestiller han hos Bartolomeo, kaldet "il Mancino", endnu fire Blokke af
forskellig Størrelse, hvor en vis Domenico Fancelli undertegner for Bartolomeo, der
ikke kan skrive.
Men allerede 12. Februar 1517 indgaar Michelangelo Kontrakt med Lionardo da
Cagione om at denne fra sit Marmorbrud skal levere Søjler, Statuer, Relieftavler
til Facaden. Og saa følger kun to Maaneder derefter Tilbagetoget fra den første
Række Bestillinger. I April er Buonarroti bleven overtydet om, at han ikke kan udføre
Gravmælet efter den i forrige Juli lagte Plan. Bestillingen paa de nitten Blokke bliver
taget tilbage, og han faar de udbetalte hundrede Dukater igen.
Det nu først Fornødne skulde synes det, at levere en Model af Facaden, hvad Paven
og hans Omgivelser ogsaa utaalmodigt ventede paa. Tusind Dukater var allerede som
Forskud blevne ham udbetalte. Han indskrænkede sig til, paa Tilbagevejen fra Rom til
Carrara, i Florents at give den medbragte Tegning til Baccio, for at han efter den kunde
udføre en Model. Michelangelo gad øjensynligt ikke personligt tage fat.
Da man kræver ham for Modellen, staar han tomhændet, thi han kalder selv Baccio's
Forsøg en Barnagtighed (cosa di fanciulli). Han vil i Carrara først lade en Hjælper, La
Grassa, udføre en Lermodel, betænker sig saa, vil hellere selv give Paven den rette
Forestilling om sin Plan.
Dog Juli til August 1517 har han endnu ikke fundet Tid til at udføre Modellen;
saaledes skriver han, uden at blinke, til Domenico Buoninsegni. Hvorfor han ikke har
fundet Tid, "vilde det være for vidtløftigt at udvikle". Det hedder videre: "Jeg havde her
først til eget Brug formet en ganske lille Model af Ler, og skønt den er krum som en rullet
Vaffel (crespello), vil jeg dog sende den, for at Sagen ikke skal synes Eder Svindel".
Efter denne forbausende Tilstaaelse, at han fra November 1516 til Juli eller August
1517 ikke har havt en Dag tilovers til at gøre en større Skitse af det mægtige Værk, han
selv har ansøgt om at faa overdraget, følger i Brevet umiddelbart store Løfter og store
Krav: "Jeg har endnu mer at meddele Eder; læs det med nogen Taalmodighed; thi det
er vigtigt. Jeg tiltroer mig at kunne give Facaden til San Lorenzo en saadan Skikkelse,
at den bliver et Spejl for al Bygningskunst og Billedhuggerkunst i hele Italien; men dertil
er det nødvendigt, at Paven og Cardinalen (Giulio de' Medici) hurtigt bestemmer sig,
om de vil, jeg skal gøre den eller ikke. Og vil de, jeg skal gøre den, saa maa de give mig
Arbejdet i Accord og vise mig fuldstændig Tillid i saa Henseende." Han har allerede,
fortsætter han, bestilt mange Marmorblokke; men han vil kun aflægge Regnskab for