Michelangelo Buonarroti

Side 156
Forsidens Bredde, saa Gravmælet nødvendigvis kun vilde fremtræde som en noget
fremspringende Vægprydelse.
I Stedet for de siddende Frifigurer Og Kapellet med Englestatuerne skulde nu træde
et med Halvsøjler forsynet højere Stokværk for Pavens Bisættelse. Mandorla'en med
den hellige Jomfru og Barnet faldt bort med det hele Mindesmærkes skønne langlige
Form. Og for Monumentet i denne magtstjaalne Skikkelse udbad Kunstneren sig nu
tilmed en meget længere Frist end for Udførelsen af den forrige, allerede forringede,
Plan; han behøvede nu sex Aar, altsaa Tid til 1523.
Med andre Ord: Hans Agt er den, nu først at samle sig om Udførelsen af Facaden.
Han genoptager sin Ungdoms arkitektoniske Studier, søger bl. a. Vejledning hos
Lorenzo Malaspina som sagkyndig i Bygningskunst, og han har den Tilfredsstillelse, at
Paven og Pavehoffet gaar ind paa ethvert Krav om Selvstændighed, som han stiller.
Hvad Paven forlanger af ham, er kun en Forelæggelse af hans Plan, for at en
mundtlig Afgørelse kan træffes. Han anmodes om i Fællig med Baccio d'Agnolo, der
ledede Byggeriet paa Domkirken, at træffe sammen med Leo i Montefiascone.
Med sin Særhed og Stejlhed giver han Afslag: Baccio's Tilstedeværelse er
tilstrækkelig; hvad han aftaler, vil Michelangelo paa Forhaand give sit Samtykke til. Men
Baccio, som naturligvis har forudset, at den vanskelige Kunstner aldrig vilde erklære sig
tilfreds med en Afgørelse, der blev truffet i hans Fraværelse og uden hans udtrykkelige
Godkendelse, erklærede, ikke at ville tage afsted alene.
Der skrives da i November 1516 til Buonarroti, at Paven anser hans Nærværelse for
nødvendig og selv vil tale med ham; han maa skynde sig at komme, før det pavelige
Hof vender tilbage til Rom. Der gives maaske for at opildne ham - Vink om en "Ven",
der gerne vil krydse hans Planer, og om Hindringer, der ellers kan true. Michelangelo
lover da at komme strax, men slaar derefter om paany og sender Afbud. Buoninsegni
bliver ude af sig selv derover, tager sig det saa nær, at han føler sig beskæmmet og
forfalder til Tungsind.
Der er her noget forvirrende ved Buonarroti's Halsstarrighed. Han har jo netop i
November gjort store Bestillinger paa Marmor i Carrara, og han er sikker paa, i Rom
at finde god Modtagelse og rede Penge. Man kom ham desuden paa enhver Maade
i Møde. Baccio er (som Broderen Buonarroto 1. Januar 1517 forsikrer) rede til helt at
føje sig efter ham, Paven er villig til at gøre ham Arbejdet saa let og bekvemt som
muligt: Baccio Baglioni og Baccio Bigio skulde overtage Quadraturen, Michelangelo
kun paatage sig den plastiske Udsmykning; ja Paven vilde nøjes med Hovedfigurerne
fra hans Haand; for de øvrige kunde han give Modeller til sine Hjælpere. - Saaledes
hedder det 9. November 1516.
Da man øjensynligt har havt en tydelig Følelse af Buonarroti's Uvilje mod om saa blot
at rejse sammen med en anden, stedse mere menneskesky som han blev, opfordrer
man ham fra Rom nu kun til at komme alene. Han overvinder sig til at foretage den lille
Rejse, og viser Paven en Tegning som bliver godkendt.
16
Man maa med Rette sige: han overvinder sig. Thi der er efterhaanden steget et Had
op i ham til Familien Medici (og til Pave Leo som dens Repræsentant), der har berøvet
ham Arbejdsglæden. Paa Julius-Gravmælet arbejdede han trægt eller slet ikke, fordi
Planen dertil var bleven ham fremmed, var skrumpet ind, og fordi han ikke følte stærkt
eller dybt for Mindet om Giulio den Anden.