Michelangelo Buonarroti

Side 155
Tifold usalig var den Stund, hvor Michelangelo selv læssede denne nye Byrde paa
sine Skuldre, netop som han stod paa Springet til at faa det Arbejd fra Haanden, der
længe havde staaet for ham som hans Livs Hovedværk.
Det føles her, at for han ret skulde samle sig, maatte han have en Vilje som Giulio
den Anden's over sin, en Barskhed, der kunde maale sig med hans egen. Overladt til
sig selv stod han i Fare for at opgive ethvert Arbejd paa Halvvejen. Vanskelighederne
optaarnede sig, Mismod greb ham; hans bedste Venner, Marmorblokkene, sagde ham
intet; han lededes ved dem, han, hvem det at lade dem bryde løs fra Fjældet havde
beruset, Thi hvem kan tvivle paa at en Del af Buonarroti's bedste Kraft er gaaet med
i den Rus, det gav ham, at vandre om i Marmorbruddene, omgivet af vældige Blokke,
der rummede hundred Muligheder og gav ham Hundreder af Indfald, at vælge imellem
dem, kassere dem iblandt dem, i hvilke der viste sig generende Aarer, udkaare saa en,
saa en anden, som flinke Arbejdere bozzerede efter Mesterens Ønske.
Men naar saa Transportvanskelighederne, der var forstemmende nok, endelig var
overvundne, og Blokkene ophobede sig foran Værkstedet, saa tog de sig ikke mere
ud som da de vristedes løs fra Bjerget; de var ikke længer saa indbydende og
imødekommende; de længtes ikke mere efter Mejselhugget. De laa der, døde og kolde,
laa der i Masser, som Enkeltmand ikke kunde overvælde, og Mesteren lukkede Døren
til sit Værksted, satte sig ned ved sit lille Bord og skrev Vers.
Det gav en øjeblikkelig Lindring, men kun en øjeblikkelig, og i hans grublende
Sind opstod da Forklaringen af, hvorledes han var bleven spundet ind i alle disse
Fortrædeligheder, der ikke lod sig overvinde. Menneskers Ondskab havde Skylden.
Som han var kommen til at male Sistina, fordi Bramante og Raffaello havde haabet,
han aandeligt vilde brække Halsen paa dette Arbejde, der laa udenfor hans Fag,
saaledes havde Leo nu overdraget ham Facaden paa San Lorenzo, fordi han af
Had til Huset Rovere vilde forpurre Arbejdet paa Gravmælet. Paa lignende Maade
udfandt han ogsaa senere, at Cardinal Giulio (Pave Clemente) kun af Had til Paverne
af Rovere-Slægten hos ham bestilte Gravmælerne for de to medicæiske Hertuger
tilligemed det Laurezianske Bibliotek.
Efter Condivi's Fremstilling var det dog ikke det blotte Had til Navnet Rovere, men
Ærgerrighed fra Leo's Side, der gjorde Michelangelo til San Lorenzo's Arkitekt, og
Kunstneren ønskede blot at blive ved Gravmælet, fordi han var bunden ved sit Tilsagn
til de to Cardinaler. Leo løste ham saa fra hans Forpligtelse, idet han gav ham en
licenza. Hos Vasari kræver Buonarroti blot, ganske alene (uden Overledelse som uden
Medarbejdere) at faa Arbejdet i Hænde.
15
Den nævnte licenza var nødvendig, da det var umuligt for ham, paa én Gang
at fremme to Kæmpeforetagender. Den opløste den sidste Kontrakt, der dog ikke
var ældre end fra 1513. Og Michelangelo sluttede da 8. Juli 1516 en ny Kontrakt
med Cardinalerne, i hvilken han for at faa friere Hænder og øjensynligt tillige fordi
den gamle hedenske Plan var bleven ham selv mere og mere fremmed, gav sin
store Grundide til Pris. Det Allermeste af hvad der i den havde været udæskende
oprindeligt, og hvad der i Julius-Tidens Aand havde genkaldt Antiken, blev opgivet
eller udvisket. Det Hele blev underkastet Formindskelsens og Regulariseringens
Lov, og vilde komme til at fremtræde som et Diminutiv for Enhver, der kendte den
ældste Plans kæmpestore Maalfang: Sidevæggene formindskedes til Halvdelen af