Michelangelo Buonarroti

Side 154
Kunstnere bygget Triumfbuer af Træ, smykkede med Statuer og Malerier, Dog størst
Indtryk paa Paven gjorde den Skinfacade, som Jacopo Sansovino og Andrea del Sarto
havde givet den lige til vore Dage (1875 til 1887) facadeløse Santa Maria del Fiori.
Den Tanke blev derved lagt Leone nær, at lade opføre en saadan virkelig Facade
paa den adskilligt mindre Familiekirke. Dens Udsmykning maatte nødvendigvis styrke
Huset Medici's Anseelse, der laa Leone (lige saa fuldt som den næste Medicæer paa
Pavetronen, Clemente den Syvende) stærkt paa Hjerte.
Paven synes at have raadført sig med Dômens Bygmester, Baccio d'Agnolo, med
sin Yndling Raffaello, og rimeligvis ogsaa med Jacopo Sansovino; men det er lidet
sandsynligt, at nogen af dem har gjort opmærksom paa Michelangelo som den bedst
egnede Arkitekt. Højst sandsynligt er det derimod, at det er Buonarroti's gamle trofaste
Beskytter Giuliano da San Gallo, som har bibragt Leone Ideen. Efter Bramante's Død
var han ikke mere skudt tilbage i anden Linie; han var 1514 bleven udnævnt til San
Pietro's Bygmester, og det havde lang Tid forinden været hans varme Ønske, selv at
faa Lov til at fuldende Brunellesco's, hans Forbilledes, Værk ved at forsyne det med
Facade.
Der findes i Uffizierne sex eller syv Udkast til en saadan Forside fra hans Haand,
og et af dem er saa gammelt, at det maa stamme fra Giulio den Anden's Tid, da det
har Roverernes Vaaben i Gavlen. Ved de sidste, der er udstyrede med en Mængde
Statuer og Reliefer, har han sikkert tænkt paa Michelangelo som Medarbejder.
San Gallo var nu ældet og svag; han nedlagde allerede 1. Juli 1515 sit Embed, og
døde i Oktober 1516, 74 Aar gammel. Saa længe San Gallo levede, har Michelangelo
ikke villet indlade sig i Kappestrid om et arkitektonisk Værk med sin Velgører. Nu da
han var død, har han, ærgerrig som han var, frygtet, at Arbejdet skulde blive overdraget
Mænd, han ikke undte Opgaven, og som efter hans Opfattelse ikke vilde formaa at
løse den paa tilfredsstillende Maade.
14
Der er i vore Dage ingen Tvivl om, at det er Michelangelo selv, der har ønsket at faa
Stillingen som Facadens Bygmester. Han har gjort Tilbudet gennem Cardinal Giulio's
(den senere Pave Clemente's) Skatkammermester Domenico Buoninsegni. I et af
Karl Frey offenliggjort Brev fra 21. November 1516 siger Buoninsegni udtrykkeligt, at
Michelangelo bad ham virke for Sagen. Han skrev ogsaa strax til Paven derom, Store
Kunstnere holder jo sjældent af at lade noget Hverv, de kan overkomme, gaa fra sig,
især ikke et saadant, som vil indbringe dem Ære og Guld, tilmed give dem Anledning
til at udvise Evner og Færdigheder, man ikke før havde tiltroet dem, Michelangelo var i
dette Punkt ingen Undtagelse, overrig som han følte sig i sit Indre. Men i Modsætning
til de Kunstnere, der som han overtog en Mangfoldighed af Bestillinger, og undertiden
lod altfor langt et Tidsrum gaa hen, før de kunde faa det længst bestilte Arbejde
fuldendt, var han aldeles ude af Stand til - som Raffaello i hans egen Levetid, Rubens
og Thorvaldsen i senere Aarhundreder - at lade Medarbejdere og Elever tage en
Hovedpart af Byrden fra hans Skuldre. Han havde aldrig nogen virkelig Medarbejder,
kun Haandlangere, garzoni, hvem Intet kunde betroes. Og hverken hans Vilje eller
hans productive Stemning var stærk nok til at holde ud. Hans Kræfter spredtes, hans
kostbare Tid gik tilspilde med underordnet Arbejd i Marmorbrud, hans Humør sattes til
i evindelige Kampe med stridige Arbejdere Og fjendske Fragtmænd eller Baadførere,
ikke at tale om hvad Arbejdslyst han satte til, naar han stadigt forstyrredes af de Mænds
Utaalmodighed, der havde overdraget ham Hvervet og med Forundring og Skuffelse
saa Arbejdet staa stille.