Michelangelo Buonarroti

Side 153
som det er Arbejde paa Moses-Statuen, der da har sysselsat ham og dem. Det er
paafaldende, at han har forbigaaet Mosesskikkelsen paa Malerierne i Sistina; end ikke
ved Kobberslange-Fresken, hvor han skulde være Hovedpersonen, er han tilstede.
Buonarroti maa rimeligvis have opsparet ham, fordi han, allerede efter den ældste
Plan, skulde smykke Pave-Gravmælet. Og efter de bedste Kenderes Skøn taler al
Sandsynlighed for, at Moses er bleven anlagt da. Det kan heller ikke bestrides, at
Underbygningen for Statuen i San Pietro in Vincoli maa være udført i dette Tidsrum;
ellers var den bleven fremstilt i Michelangelo's egen arkitektoniske Stil, den, der træder
frem i det Laurezianske Bibliotek, som er af saa meget senere Dato.
Imidlertid er det utvivlsomt, at Moses var langt fra at være fuldendt. Da i 1518
Arvingerne trængte ind paa ham, havde han ikke én færdig Statue at vise dem. Huset
Rovere hørte jo nemlig da allerede Fortiden til, Ogsaa i Michelangelo's Sjæleliv.
I et Brev fra Juni 1515 nærer han dog Forhaabning om, hurtigt at kunne ende
Gravmælet. Thi, skriver han til sin Broder Buonarroto, han har til Hensigt derefter at
træde i Pave Leo's Tjeneste. Og i det Øjemed har han købt 20.O00 Pund Bronce "for
at støbe visse Figurer". Man véd ikke hvilke.
Det Eneste man kan iagttage ved denne Lejlighed som ved alle andre er, at han
ikke har handlet i Overensstemmelse med Bestillernes Hensigt som var den, at han
ved Anvendelse af en dygtig Stab af Underordnede skulde faa Arbejdet rask fra
Haanden, Han strandede her, som ved sine andre sammensatte plastiske Værker,
paa Umuligheden for ham af at arbejde i Forening med andre. Han var som Aand
ikke blot indesluttet, men indemuret, vilde selv gøre Alt og overkom det ikke, Dog saa
ude af Stand som Buonarroti var til at organisere en Skole af Elever og Hjælpere,
saa plaget var han, naar han fra Arvingerne modtog de uafladelige Opfordringer til
at fremskynde Værket. Det gjorde ham vild, naar Cardinalerne lod ham høre, at han
arbejdede for langsomt, og naar de stak Næsen i hans Arbejdsmetodes Vanskeligheder
og Hemmeligheder. Han havde jo end ikke taalt Nysgerrighed for at se, hvorledes
Arbejdet skred frem, fra Giulio den Anden's Side. Den havde i sin Tid afstedkommet
de heftigste Sammenstød.
13
Han ønskede sig bort fra Rom til Florents for at kunne arbejde i Fred, udbad sig atter
og atter Tilladelse til at udføre Gravmælet i Toscana og opnaaede Tilladelsen i 1516.
Dog ligesom der for Alvor skulde tages fat paa Arbejdet for endelig at virkeliggøre
den Ungdomsplan, der havde været Michelangelo's Stolthed og nu var blevet hans
Plage, krydsedes dette Arbejde af et nyt, forskel ligartet Hverv, der vilde kræve alle
hans Tanker, og Kræfter.
Efter Michelangelo's egen Fremstilling i Brev af 15. Februar 1520 til en unævnt Ven,
lod Leo ham, der da var i Carrara, pludseligt kalde til Rom, hvortil han derfor rejste 5.
December 1516. Her anmodede Paven ham om at forsyne Medici'ernes Familiekirke,
San Lorenzo i Firenze, med den endnu manglende Facade.
Hvorledes Paven kom paa den Idé at overdrage et saadant Hverv til en Kunstner,
der endnu ikke havde gjort sig bekendt som Arkitekt, berøres ikke af Buonarroti selv,
men er antydet allerede af Vasari i hans Levnedsskildring af Jacopo Sansovino, der
her synes at have været Skribentens Kilde.
Da Leone 1515 efter sin Sammenkomst med Frants den Første af Frankrig i
Bologna, kom til Florents, beredte Signoriet og den da regerende Giuliano af Medici,
Hans Helligheds Broder, Paven en fyrstelig Modtagelse. Der blev af de florentinske