Michelangelo Buonarroti

Side 150
stammer fra Uvidenhed. Disse Malere er udenfor deres Fag alle saadan", saa kom
Paven i Raseri og udbrød: "Du siger ham Haansord, ikke vi. Det er dig, som er den
uvidende og den ryggesløse, ikke han. Gaa din Vej fra mig og gaa Pokker i Vold." - Da
Prælaten blev staaende, satte Tjenerne ham udenfor med Puf og Stød. - Scenen har
øjensynlig givet Michelangelo den Oprejsning, han havde smægtet efter.
Da Paven saaledes havde givet sin Galde Luft overfor Biskoppen, tog han
Kunstneren til Side og tilgav ham. Ikke længe efter sagde han til ham: "Jeg vil, du skal
gøre en stor Portrætstatue af mig i Bronce, som jeg vil lade opstille paa Facaden af
San Petronio." - Saasnart han var vendt tilbage til Rom, indsatte han til dette Formaal
tusind Dukater i Messer Antonmaria da Lignano's Bank.
Saaledes blev der stillet Michelangelo en Opgave, som man skulde tro, han for
længe siden havde anset det for sin Skyldighed at løse. Hvad havde været rimeligere
end at han havde begyndt sit Arbejde paa Gravmælet med at udføre en Statue af
den Levende, til hvis Forherligelse det engang skulde tjene! Hans Kærlighed til det
Nøgne og hans Iver for at frembringe et Hele i Stil med Oldtidens Triumfbuer, fik ham
imidlertid til først og fremmest at udkaste et paa symbolske og allegoriske Figurer
overrigt Monument.
Michelangelo begyndte med at udføre Portrætstatuen i Ler. Da han tvivlede om,
hvad Paven ønskede at gøre med venstre Haand, spurgte han Giulio, der kom for at
tage Værket i Øjesyn, om det behagede ham at have en Bog i den venstre? Hvad
Bog? svarede han, Et Sværd! jeg for min Del forstaar mig ikke paa Lærdom. - Og i
spøgende Tone spurgte han angaaende den højre Haand, der heftigt slog ud: Giver
denne din Statue Velsignelse eller Forbandelse? - Den truer, hellige Fader! svarede
Michelangelo, truer dette Folk, hvis det ikke er artigt.
Messer Bernardino, der var maestro d'artigleria for Signoriet i Firenze skulde støbe
Statuen. Men Støbningen mislykkedes første Gang, idet kun den nedre Halvdel til
Beltet havde faaet Form, en Begivenhed, der kunde lært Michelangelo, hvad Uret han
tilforn havde gjort Leonardo ved at haane ham for en mislykket Støbning. Da i sin Tid
Kunstneren paa Pavens Spørgsmaal om Bekostningen (efter hans Brev til Fattucci)
havde svaret:
"Jeg troer, jeg kan gøre det for tusind Dukater", havde Giulio sagt: "Gaa til Arbejdet!
Støb den om og om igen, til den lykkes, og jeg skal give dig nok til at tilfredsstille dine
Ønsker". Det hedder videre i hint Brev: "Jeg støbte Statuen to Gange, og efter at have
tilbragt to Aar i Bologna med dette Værk, fandt jeg, at jeg havde 4 1/2 Dukater tilovers.
Jeg fik Ingenting for mit Arbejde; de tusind Dukater havde jeg udbetalt." Statuen har
været mere end tre Gange saa stor som Pavens naturlige Højde, da den i siddende
Stilling var fjorten Fod høj. Den blev d. 21. Februar 1508 løftet op paa dens Fodstykke
over San Petronio's Midterportal.
Den skulde fremstille Paven som Opretter af Kirkestaten, Genopretter af
Pavevælden og Sejrherre over Italiens smaa Despoter. Det var og blev den eneste
virkelige Portrætfigur, Michelangelo har udført, og den er sporløst gaaet tabt.
Forunderligt nok har Kunstneren end ikke tænkt paa at sikre sig en Kopi til Brug for det
dog endnu ikke opgivne Gravmæle.
Da Bentivoglierne i 1511 vendte tilbage til Bologna, blev Statuen styrtet ned. Alfonso
den Første af Ferrara købte den til sit Kanonstøberi og lod af den gøre en Kanon, der fik
Navnet la Giulia. End ikke Hovedet havde denne af Ariosto besungne Fyrste af Huset
Este det Vid at bevare. Han lod det først afsave, og det siges at have havt en Vægt af
600 Pund. Snart derefter er det forsvundet.