Michelangelo Buonarroti

Side 15
Vi saa den Opgave betage Michelangelo at fremstille selve den skabende Kraft, den,
han kendte fra sit eget Indre, som Geni, som Opfindelsesevne.
Michelangelo selv har kaldt Antiken sin eneste Lærer. Dog, som vi saa, Æmnet til
Hovedværkerne, til en David, en Moses, det sixtinske Kapel, skylder han ikke græske
Myter eller Sagn. Hans planlagte, aldrig udførte, store Hovedværk som Billedhugger,
Gravmælet over Rovere-Paven, gik ud paa en Tilpasning af de antike Sindbilleder,
der fandtes paa romerske Kejseres Triumfbuer, til Forherligelse af en krigersk, men
katolsk Kirkefyrste. Hans sidste store, lidt forstemmende Maleri, "Dommedagen",
overfører det hele genopvakte eller (som det kaldtes) genfødte, hedenske Væsen,
Udfoldelsen af den nøgne Menneskeskikkelse i alle dens Vendinger og Vridninger, i
alle Former af Stigen og Fald, paa Middelalderens Grundopfattelse af Opstandelse og
Dom. Men det, vi kalder Opfindsomhed, bestaar netop i Forbindelse af hidtil adskilte
Forestillinger, og Opfindsomhed er et af Geniets Kendemærker. Man mener dermed
en Aandsvirksomhed, der ikke er mekanisk, men i Hovedsagen ubevidst, inspireret,
uafhængig af Forsæt og metodisk Fremgangsmaade.
Geniets næste Kendemærke er Dristigheden, Vovemodet. Hvem har besiddet det
som Michelangelo, da han første Gang strakte sig ud paa sit Stillads under Loftet i
Sistina efter næsten kun at have drevet Billedhuggerkunst, og da han, mens Alt i hans
Krop smertede i den uvante Stilling og Farverne dryppede ham ned i Øjnene, begyndte
at udfylde disse Titusind Kvadratfod, uden fra den svimlende Højde at kunne bedømme
Virkningen, naar dette engang blev set nede fra.
Hvilket Mod krævede ikke dette "Spring ud i Mørket"!
Heraf fulgte den indre Ophidselse som betingede Heldet. Kant har defineret Geniet:
"Det, som under Tingenes Gang sætter Tidsskel." Hvis han har Ret, var ingen i højere
Grad Geni end Buonarroti.
15
Geniet gjorde ikke Michelangelo lykkelig. Han var af Naturen melankolsk, havde en
mørk Grundstemning, et afværgende Væsen, holdt sig efter Evne Omgivelserne fra
Livet. Læs hans Bekendelse i hans Canzoniere: Ser han tilbage, finder han ikke en
eneste Dag, som han kan kalde sin egen. Dem alle har han spildt i rastløs Hvirvel af
de menneskelige Lidenskaber, af hvilke ingen er ham fremmed. - Alt piner ham, først
Forgængeligheden, det Endeliges almindelige Lod, saa hans eget Sind, der er hans
værste Tyran. Hvor han taler om sine Værkers Historie, er dette en evindelig Kæde af
Forstyrrelser og Forfølgelser.
Han synes de Efterlevende at have besiddet alle Goder: Født som Geni af højeste
Rang i Datidens mest kunstdannede By, levende i et Land, hvor mægtige Mænd
gav ham én Opgave efter den anden, som udfoldede hans Evner. Han dukker op i
Morgenrøden for Antikens Genopstaaen, optages i Huset hos selve Lorenzo, bliver
Yndling af én Renæssancepave efter den anden. Og dog!
Og dog! Han var en ensom Natur, trængte ikke til Samkvem med andre, egnede sig
ikke dertil. I hans "Samtaler" er der lagt ham de Ord i Munden: Alle fremragende Mænd
er Særlinge. - "Ensom som Bøddelen" tilraabte Raffaello ham som Svar paa hans Spot
over denne, der altid gik med et stort Følge af Lærlinge bag sig.
Michelangelo kunde kun frembringe i Ensomhed, behøvede hverken Raad eller
Hjælp. Han taalte ikke Tilskuere; derfor Scenerne med Giulio 2. Og som han hævdede,
ikke at have havt nogen Lærer, saaledes har han ikke uddannet en eneste Elev. Han