Michelangelo Buonarroti

Side 147
at den skulde holde sig tilbage og ikke vælte den ophobede Jord ned over ham. Mønter
og Medaljer blev nedlagte i en Vase, over hvilken en svær Marmorsten blev sænket,
som Paven stænkede med Vievand og gav sin Velsignelse. Samme Dag skrev han til
Kong Henrik den Syvende af England, at han "under Ledelse af vor Herre og Frelser
Jesus Kristus havde begyndt Istandsættelsen af den gamle Basilica, som paa Grund
af sin Ælde var i Forfald."
Det var den officielle Forklaring som gaves af Giulio's og Bramante's
Nybygningsplan.
9
Ikke mindre end syv Maaneder forblev Michelangelo i Florents. Han har brugt et halvt
Aars Tid til at fuldende sin Carton, Imedens synes San Gallo som trofast Ven at have
foreslaaet Giulio at berolige ham ved at overdrage ham et andet stort Foretagende,
Udsmykningen af Loftet i Sistina. Som bekendt paastaar Michelangelo i det nys berørte
lange selvbiografiske Brev af 1542, at Bramante og Raffaello var Skyld i al Tvist mellem
Giulio den Anden og ham. Paastanden om Raffaello er grebet ud af Luften, da denne
i 1506 slet ikke endnu var traadt i Pavens Tjeneste. Bramantes Indskriden har mere
paa sig; dog var Buonarroti's Mistanke urimelig, at Bramante skulde have bevæget
Paven til at befale ham Sistinas Decoration, i Haab om at han vilde vise sig ude af
Stand til Udførelsen. Hvor meget Held Michelangelo havde havt med Cartonen, kunde
umuligt være ubekendt for Bramante, og i ethvert Tilfælde vilde han, ifald han hadede
San Gallo's Protégé. i sin nærmeste Omgivelse have havt Raffaello, hvem han heller
maatte ønske Hvervet betroet.
Imod Opfattelsen af Bramante som Planens Ophav taler utvetydigt dette Brev til
Buonarroti fra hans gode Ven Cosimo Rosselli af 6. Maj 1506:
"I Lørdags, da Paven sad ved Aftensbordet, viste jeg ham nogle Tegninger, som
Bramante og jeg havde faaet at prøve. Da jeg efter at Aftensmaaltidet var endt, lagde
dem frem, lod Paven Bramante hente, og sagde: "San Gallo tager til Florents imorgen
og vil bringe Michelangelo tilbage med sig." - Bramante svarede: "Hellige Fader, han vil
ikke være i Stand til at udrette det. Jeg har samtalet meget med Michelangelo, og han
har ofte sagt mig, at han ikke vil paatage sig det Kapel, til hvilket I har tænkt at anvende
ham, og at han trods Jert Ønske har i Sinde, udelukkende at bruge sine Evner som
Billedhugger. Han vil ikke have noget at gøre med Maleri." Hertil føjede han: "Hellige
Fader, jeg tror ikke, han har Mod til at binde an med Arbejdet, da han har ringe Erfaring
i at male Figurer, og disse vil komme til at ligge højt over Synslinien og maa ses i
Forkortning. Det er noget forskelligt fra at staa paa et Gulv og male". - Paven svarede:
"Hvis han ikke kommer, gør han Uret imod mig; derfor tænker jeg. han vender tilbage".
- Saa sprang jeg op, og læste i Pavens Nærværelse Manden Texten tilgavns; jeg talte,
som jeg troer, I vilde have talt i mit Sted; og foreløbig var han slagen med Stumhed,
som om han selv følte, han havde gjort en Dumhed ved at udtrykke sig som han gjorde.
Jeg sagde saadan: "Hellige Fader, den Mand har aldrig vexlet et Ord med
Michelangelo, og hvis det, han har berettet, er sandt, saa kan I skære mit Hoved af; thi
han har aldrig talt med Michelangelo. Derfor føler jeg mig sikker paa, at han vil vende
tilbage, dersom Eders Hellighed kræver det."
Et Brev fra Giovanni Balducci (i Gotti's Samling vol. 2) viser, at Michelangelo's
Venner i Rom opfordrede ham til at komme hurtigt tilbage, og mente, han satte baade
Velfærd og Hæder paa Spil ved sin haardnakkede Vægring. Men Michelangelo følte
ingen Tillid til Pavens Velvilje. Han paastaar i det lange Brev fra 1542, at Paven sendte