Michelangelo Buonarroti

Side 146
højst sandsynligt efter Livet: Der var ingen Redning hverken for hans Værdighed eller
for hans Liv uden i Flugt.
Det synes formelig, som har han bildt sig ind, at Bramante tænkte paa at lade
ham myrde. San Gallo, hvem Bramante direkte fortrængte, har ingensinde næret en
saadan Frygt. Han har sikkert nok som Michelangelo anset Bramante for at være en
Intrigant, og han har vel ogsaa nok vidst, at denne gjorde sig ulovlig Fordel ved at
anvende daarligt Materiale til sine Bygningsforetagender. Men Mordplaner har ingen
uden Buonarroti tiltroet ham.
Det er blevet sagt og troet, at Giulio den Anden sprang tilbage fra Planen om
Mindesmærket, fordi man havde forestillet ham, det var et daarligt Varsel at lade sit
Gravmæle opføre i levende Live. Har Paven ikke frygtet Varslet i 1505, saa har det
visselig ikke indjaget ham nogen Skræk i 1506, og han var overhovedet ikke af dem,
der lod sig forskrække.
8
Men Sagen var, at i Pavens Øjne var Michelangelo's Monument nu blevet husvildt.
Planen derom var fra først af, som vi saa, bleven knyttet til den gamle Kirkes Tribuna;
men denne vilde, naar San Pietro blev ombygget og udvidet, kun blive en af Kirkens
fire Sidebygninger, den vestligste. Paa et saadant Sted passede Pavens Mausoleum
imidlertid ikke. Det vilde komme til at staa Bramante i Vejen; han maatte se at faa Paven
derfra, og det var saa meget mindre vanskeligt, som Ombygningen af San Pietro vilde
kræve alle de Pengemidler, Pavestolen paa nogen Maade kunde afse.
Saaledes forklares dels, at Michelangelo over Hals og Hoved flygtede fra Rom til
Florents, dels at han fra Florents, 2. Maj 1506, skrev til San Gallo saaledes:
"Giuliano.
Jeg har set af Eders Brev, at Paven har taget min Afrejse ilde op, og at hans
Hellighed er beredt til at give Pengene i Forvaring og gøre som aftalt mellem os, saa
jeg uden Bekymring kan vende tilbage til Rom.
Hvad min Afrejse angaar, saa hørte jeg virkelig Lørdag før Paaske (11. April) Paven
sige, da han ved Taffelet talte med en Juveler og sin Ceremonimester, at han ikke
mere vilde give en Bajocco ud hverken for smaa eller for store Stene, hvorover jeg blev
ret forundret. Ligefuldt udbad jeg mig før min Afrejse en Del af hvad der tilkom mig til
Fortsættelse af Arbejdet. Hans Hellighed svarede mig, at jeg skulde komme igen om
Mandagen. Jeg kom igen Mandag og Tirsdag og Onsdag og Torsdag, som I jo véd.
Tilsidst, Fredag Morgen, blev jeg sendt bort, det vil sige, jaget paa Porten. Og den,
som gjorde det, sagde, at han kendte mig, men havde faaet det Hverv. Da jeg altsaa
den forrige Lørdag havde hørt hin Ytring, og nu saa Virkningen af den, faldt jeg i stor
Fortvivlelse derover. Men dette var ikke den eneste Grund til min Afrejse; der gaves
endnu en anden, som jeg ikke vil skrive. Det er tilstrækkeligt at sige, den fik mig til at
tænke, at blev jeg endnu længere i Rom, vilde mit eget Gravmæle nok blive rejst før
Pavens. Og det foraarsagede min pludselige Bortrejse."
Den 17. April 1506 flygtede Michelangelo fra Rom. Den 18. April lagde Giulio den
Anden med højtideligt Ceremoniel Grundstenen til den ny Peterskirke, Den anden Dato
belyser den første.
Det Sted, som var valgt, var det, hvor den store Pille, der bærer Dômen, staar nær
ved det nuværende Santa Veronica's Alter. Der var gravet et brøndlignende Hul, i
hvilket den gamle Pave roligt steg ned, kun raabende til Menneskemængden ovenover,