Michelangelo Buonarroti

Side 145
du ødelagt min Kirke i Rom, der om saa blot ved sin Ælde gjorde Indtryk paa selv
de mindst troende Sjæle?" - Bramante tilstaar, at han har været betaget af et sandt
Nedbrydningsraseri og at han har det endnu: "Fremfor Alt vil jeg afskaffe denne stejle
og vanskelige Vej, som fra Jorden fører til Himlen; jeg vil i Stedet bygge en anden, saa
bred og jævn, at gamle og svage Menneskers Sjæle bekvemt kan ride herop. Jeg har
desuden i Sinde at slaa dette Paradis ned og forfærdige et nyt med smukkere og lysere
Boliger for de Salige. - Og hvor mener du, at mine Lejere skal bo, mens du laver alt
dette? - Aa, Jere Lejere er vante til at have det ubekvemt og til langt værre Kaar. Nogle
er blevne flaaede, andre underkastede Tortur; de har ikke faaet Borgerret her, uden
forud at have døjet alle Slags Plager. Tilmed er der i denne sunde Luft ingen Fare for
at de skulde faa nogen Forkølelse paa Halsen."
I denne lystige Dialog beklager Bramante, det ikke er lykkedes ham at ødelægge
ogsaa Pavens Finanser; thi Giulio aabnede ikke sin godt spækkede Pung, men hjalp sig
med Afhændelse af Afladsbreve. - Som man ser, er Dialogen fra selvsamme Aar som
det, i hvilket Afladsbrevene bevæger Luther til at slaa sine Theses op paa Kirkedøren
i Wittenberg.
150 Aar senere skrev Jesuiten Sforza Pallavicini med Sorg over, at den ny St. Peters
Kirke, "Menneskehedens Tempel" som Lamartine har kaldt den, har afløst den gamle
ærværdige Basilica, hvis Plads den indtager: "Denne St. Peters materielle Bygning
har ødelagt en stor Del af hans aandelige Bygning. For at skaffe sig de Millioner, som
krævedes til et saa uhyre Gudshus, har man maattet anvende Midler, der gav det første
Stød til Luthers Kætteri og i den følgende Tid voldte Kirken Tabet af Millioner Sjæle."
7
Michelangelo havde i nogen Tid havt Vanskelighed ved at at faa Paven i Tale og
ved at faa udleveret de Penge, han behøvede til sit Underhold og til Lønning af sine
Medhjælpere. Han var nogle Gange gaaet forgæves. Saa hændte det en Dag, at han,
da han vilde tale med Paven, blev afvist af en simpel Rideknegt. Den unge Cardinal
Galeotto Franciotti, Pavens Søstersøn, Biskop af Lucca, som med Forundring hørte
paa denne Afvisning, spurgte Tjeneren, om han ikke kendte Messer Buonarroti? Denne
svarede, at han kendte ham nok, men havde Ordre til ikke at indlade ham.
Intet Under, at den vrede Michelangelo efter en saadan Krænkelse gik hjem og
skrev følgende Linier til Paven, som han oversendte ham gennem hans Maggiordomo,
Messer Agostino: "Helligste Fader. Jeg er imorges bleven jaget ud af Paladset efter
Eders Helligheds Befaling. Derfor lader jeg Eder vide, at I fra nu af, dersom I trænger
til mig, maa søge mig andensteds end i Rom." (Brev til Monsignore Alliotti fra Oktober
1542.)
Michelangelo's Fortvivlelse over hvad denne Holdning maatte betyde var saa vild,
som hans Forbitrelse, der strømmede over. Afvisningen syntes ikke at kunne have
anden Mening end Pavens Opgivelse af det Værk, som for Kunstneren var Livsværket.
Allerede anlagt og ildfuldt begyndt, skulde det nu med Et blive standset.
Dertil kom Forbitrelsen over at han, der vidste hvad han var værd, skulde lide en
saadan Behandling, faa Døren lukket for sig af en Lakaj.
Endelig kom dertil det Tredie, en pludselig Uro, skabt af hans genialtnervøse
Væsens sygelige Mistænksomhed, der fremkaldte en Art indre Panik, et
Forfølgelsesvanvid. Hvad stod der bag ved dette? Fjendskab, men hvis Fjendskab?
Bramantes rimeligvis, hvem han formentlig stod i Vejen. Dette var da øjensynligt kun
en Indledning til noget endnu Værre. Man vilde rydde ham af Vejen. Ja man stod ham