Michelangelo Buonarroti

Side 143
En Paavirkning af den antike Figur kunde synes udelukket, da Niobegruppen først
blev fundet 1583, nitten Aar efter Michelangelo's Død. Men netop af denne enkelte
Statue er flere Exemplarer bekendte, et i Turin, et i München, et, der stammer fra
Samlingen Albani, i Dresden. Det er sandsynligt, at Michelangelo har set dette sidste.
Der er i Antiken intet Paradox i Stillingen; det er naturligt, at en Døende ligger. Det
er vanskeligere begribeligt, at han staar. Og han bæres jo ikke her, som paa Billedet
af Kristi Gravlæggelse.
Hvorledes Fortolkningen nu end bør formes, Værket er blevet et gribende
Mesterværk, der taler til Følelsen som faa Billedhuggerarbejder, især ikke af saa
streng og lidet følsom en Kunstner. Forholdet til Antiken skærper her Beskuerens
Blik for Michelangelo's Ejendommelighed, hans Sjælelivs Tonefald. Der er en helt
anden Aand i hans Værk end i Oldtidsskikkelsen, og der gaar en helt forskellig
Liniebølge igennem det. Niobiden vender døende Hagen opad; Fangen lader Hovedet
synke mod sin Skulder. Der er en hjertegribende Modsætning mellem Holdningens
Hjælpeløshed og den høje Skikkelses pragtfulde Muskler. Den Døde har jo ophørt at
lide; i Michelangelo's Figur glider den Overvundnes Kval over i en næsten forklaret
smilende Vemod.
Af de fire ufuldendte, noget senere Figurer i Bobolihaven, der synes at skulle
forestille andre Fanger, er kun en enkelt (af en skægget ældre Mand med Haanden
løftet til Hovedet og en Bøjle om Benet) saa fremskreden, at den gør det tilsigtede
tragiske Indtryk.
Paafaldende er det planlagte Monuments ukristelige Aand. Man kan ikke
forestille sig disse mange Victoria-Statuer i Tribunaen bag den gamle Peterskirkes
Kor-Halvkuppel uden at mindes hvilken Strid der, da Kristendommen var ny som Magt,
stod her i Rom om en Victoria-Statue, og hvilke Anstrengelser, der gjordes, for at
faa den uddrevet end ikke af en Kirke men af selve det romerske Senat, som hvis
Skytsgudinde den blev opfattet.
Victoria'en var den skønne Nike-Statue, svævende paa Jordkuglen, som i sin Tid
Augustus til Minde om Sejren ved Actium havde skænket Senatet og ladet opstille
i den Juliske Curie. Den stod senere i den af Domitianus opførte Senatsbygning,
og det var efter haarde Kampe mellem det romerskhedenske og det kristelige
Parti, at det ved det Aar 375 lykkedes Gratianus at faa dette hedenske Sindbilled
fjernet. Nu vilde Michelangelo med Giulio den Anden's Minde indføre det paany, saa
gennemtrængt af Ærgerrighedens Ret, at han end ikke anede, end mindre forstod, den
Ydmyghedsfølelse, der engang - vemodigt symbolsk - havde faaet Sejrsgudinden sat
paa Porten i det romerske Imperiums centrale Palads, hvor hun da heller aldrig holdt
sit Indtog mere. Kort Tid endnu, og det antike Romerriges Saga var sluttet.
5
Det lykkedes ikke Michelangelo at knytte Sejrens Faner til Kirkestaten da, som den
udviklede sig i verdslig Aand. Den vældige Plan blev aldrig udført. Selve den ærværdige
Kirke, der skulde huse den, blev Stykke for Stykke revet ned.
Michelangelo's elskværdige Beskytter Giuliano da San Gallo ophørte at beherske
Pavens kunstneriske Smag. Tidsalderens største arkitektoniske Snille, Donato
Bramante, der, født i Urbino, havde virket i Milano, var allerede 1499, 55 Aar gammel,
ankommen til Rom. I Milano havde han bygget uforgængelige Værker, Kor, Tværskib
og Kuppel paa Santa Maria delle Grazie og den yndefulde Kuppel paa Madonna di
S. Satiro. I Rom byggede han det beundringsværdige "Palazzo, la Cancelleria", hvortil