Michelangelo Buonarroti

Side 142
I den fejre Ungdom, hvori han stod, fremkaldte Tanken om hans Beskytters Død,
skønt denne Beskytter var Jesu Stedfortræder paa Jorden og Kristenhedens Fader,
ikke et Minut Tanken paa Andagt, Syndsforladelse, Forsoning eller Frelse hos ham,
saa lidt som hos Den, der bestilte sit Gravmæle. Der er i Planen til dette Mindesmærke
ikke et Glimt af gudelig Følelse saa lidt som et eneste kristeligt Symbol, end ikke et
Crucifix. Alt er anlagt paa Forherligelse af Livskraft, Herskervælde, Sejr og Hæder.
Statuerne i det øvre Stokværk, der synes at skulle forestille Moses og Paulus,
Virksomhed og Betragtning, sidder værdigt fordybede i sig selv. I Midten ses en
stor Sarkofag, bestemt til Modtagelse af den endnu saa Livfuldes Lig. Fra den
skal Legemets Opstandelse foregaa. Paa hver sin Side af dette Legem, der holdes
svævende øverst oppe, aabenbarer sig to Genier, som Condivi kalder Engle, Vasari
rettere "Cybele" og "Cielo", Jord og Himmel. Cybele er sørgmodig over det Tab, Jorden
har lidt; Himlen fryder sig over den Saliges Optagelse i Paradiset.
Dog Hovedsagen er ikke disse Enkeltheder, som Michelangelo naturligvis havde
forbeholdt sig, under Udarbejdelsen at ændre efter Lyst og Lune, altsom Marmoret
inspirerede ham og berigede ham med Indfald; Hovedsagen er selve denne Plan til
en fritstaaende, fra alle Sider tilgængelig Bygning, 24 Fod bred og 36 Fod dyb, med
en Højde af mer end 30 Fod, hvis Sokkel eller nederste Stokværk af 13 Fods Højde,
ved et massivt og fremspringende Stenbryn er skilt fra den højere Etage, mens hver
Enkelthed foroven og forneden forkynder Pavens Storhed og Hæder. Hovedsagen er
hvad Julian Klaczko morsomt og slaaende har kaldt: "Et Pelion af Kæmper taarnet op
over et Ossa af Kolosser".
4
Saavidt det kan skønnes af Tegningen i Uffizierne, har de bundne Fanger paa det
oprindelige Udkast mindre skullet vække en Interesse for deres Personlighed end give
et Indtryk af Pavens uovervindelige Magt. De to i Marmor udførte Fanger, som findes
i Louvre, samler derimod Beskuerens hele Interesse for deres Personlighed uden
Hensyn til det Hele, af hvilket de engang skulde have udgjort et Led. Der er jo ogsaa
en halv Snes Aar mellem Udkastet og Fremstillingen i Marmor af de to Figurer.
Den ene er bagbunden og synes med et Udtryk af fortvivlet Trods i det Blik, han
retter opad, at ville sønderslide det Reb, der afmægtiggør ham. Han drejer under
denne sin Bestræbelse Overkroppen noget, medens baade det venstre Ben, paa
hvilket Skikkelsen hviler, det højre som med fremspringende Knæ støtter sig mod en
Marmorforhøjning, og Hovedet med dets talende Vrede er vendte mod Beskueren.
Den anden besvimede eller bevidstløse Fange er anlagt paa at røre den
Betragtendes Sind. Hans Øjne er lukkede; der ligger over hans skønne unge Ansigt en
Vemod, der opfordrer til Medfølelse. Stillingen er besynderlig; den maa vel opfattes,
som holdtes Fangen oppe af et bredt Baand, der ligger om hans Bryst. Det vilde
dog, ubefæstet som det synes, ikke kunne sikre den lodrette Stilling, ifald Fangen var
afmægtig eller død. Sandsynligst er det, at Skikkelsen, hvis stramme Muskler og Sener
tyder paa Livskraft, er udført efter liggende Model. Denne Skikkelse genkalder den
Niobide, der ligger udstrakt som død. Ligheden er, hvad Overlegemet angaar, saa
stor, at den neppe kan være tilfældig. Ses Niobiden i et Spejl, fremkommer samme
Stilling af begge Arme. Den højre Haand paa Antiken er uægte. Ynglingen har vistnok
med den grebet om Hovedet ligesom Fangen hos Michelangelo; efter Hovedet har han
idetmindste grebet. Paa Antiken er Benenes Stilling flad; hos Michelangelo træder efter
hans Vane det ene Knæ, her det venstre, stærkt frem.