Michelangelo Buonarroti

Side 141
Kirkefyrstens. Nicher og Piller forkynder i Forening en Cæsars og en Mæcenas's
Hæder. Mangen En troede da ogsaa, at naar Giuliano della Rovere som Pave
havde antaget Navnet Julius var det, fordi Cæsars Skikkelse foresvævede ham.
Nichernes Sejrsgudinder, Pillernes lænkede Atleter, hvad enten nu ogsaa de skal
betegne sørgende Kunster og Videnskaber eller simpelthen overvundne Modstandere
i deres afmægtige Harme, forkynder som med én Mund, at Kirkefyrsten, der officielt
er Fredsfyrsten, for Michelangelo har staaet som det, han i Virkeligheden var, den
energiske Krigsfyrste, hvis Hu mindre stod til Fredens Palmer end til Hæderens Krone.
1503 saa Machiavelli ved et af Pavens Indtog i hans By Tabernakler, Triumfbuer
og Templer rundtomkring. Da Giulio den Anden fra sit Felttog imod Bologna vendte
tilbage til Rom, holdt han sit Indtog gennem tretten Triumfbuer, der var i Slægt med det
planlagte Gravmæle. De havde til Indskrift: "Divo Julio, P. M., expulsori tyrannorum".
Ogsaa Cæsar havde jo været Pontifex Maximus.
Det var god kirkelig Tradition at sammensætte det kristelige Tilbehør af hedenske
Bestanddele. I den gamle Basilica for San Pietro fandtes allerede Antonio Filaretes
Broncedøre med deres Fremstillinger af Ovids Forvandlinger, Leda med Svanen
endog; de overflyttedes blot til Bramantes nye Kirke. Ja selve Pavens Tronstol cathedra
Petri, der fra den gamle Basilica blev flyttet til San Pietro, har paa Rygsiden som paa
Lænerne smaa Elfenbens-Firkanter, der forestiller Kentaurkampe og Hercules' tolv
Bedrifter.
Med Urette forbausedes derfor Erasmus under hans Ophold i Rom over i det
pavelige Kapel i Giulio den Anden's Nærværelse at høre en Prædiken, i hvilken der
ikke taltes om Kristi Død paa Korset, men om Ifigenias Ofring og om Marcus Curtius's
Heltedød. Erasmus skrev om Paven: "Han kriger, triumferer og spiller fuldstændigt
Julius."
3
Det Forunderlige er, at da Michelangelo udførte den første Skitse, vi besidder,
havde Paven endnu ikke vundet en eneste Sejr, ikke erobret en eneste Provins,
end ikke udstedt en Krigserklæring. Vidste man ikke bedre, skulde man tro, at
Giulio havde betroet sin Billedhugger sine hemmelige politiske Planer, siden denne
lod ti Sejrsgudinder udraabe ham som Sejrherre, før han endnu havde draget sit
Sværd. Michelangelo har da gennemskuet Pavens Inderste, før nogen anden havde
gennemtrængt det, og han har forstaaet at læse Bullen fra 10. Januar 1504, hvori Giulio
hævder Kirkens ufortabelige Ret til alt det Krongods, der i Tidernes Løb var blevet den
fraranet og nu havdes inde af Voldsherrer.
Allerede Aar 1503 havde Paven truet med at ophidse alle Kristenhedens
Magtbavere mod dem, der havde forgrebet sig paa Kirkens Ejendom og erklæret,
han ikke vilde raste, før han havde gjort Ende paa Kirkens Vanære og Kirkegodsets
Udstykning. Det gjaldt hans egen Ære, havde han sagt, og Machiavelli, der har
opskrevet hans Tordentale, havde selv bevist ham, at gav han efter, var han for
Fremtiden kun "Venezianernes Kapellan".
Michelangelo maa have set ham sprude Ild og have hørt hans Vrede rulle. Han har
ikke ventet, til Giulio i Virkelighedens Verden havde vundet Sejre, sal Billedhuggeren
kunde givet Skikkelserne paa Gravmælet en historisk colorit. Han bekymrede sig
ikke i mindste Maade derom. De allegoriske Skikkelser tillod ham at fremstille nøgne
Legemer, hvad der var hans Lyst som Kunstner, og at gaa i Antikens Spor, hvad der
var ham en Tilfredsstillelse som Aand.