Michelangelo Buonarroti

2
Side 140
Det er øjensynlig hurtigt lykkedes San Gallo at vække Pavens Interesse for Opførelsen
af et storladent Mausoleum. Han har godtgjort Giulio, at ingen anden end den 29-aarige
Florentiner var Manden for at gennemføre Værket, og han har henvist til Rossellino's
Kapel som egnet til Mindesmærket, hvortil der i den overfyldte Basilica ikke var Plads
(perciocché quella capella renderebbe quell' opera piu perfetta e con maestà).
Justi, der har gennemgaaet San Gallo's Tegnebøger i Barberiana og i Siena, tvivler
ikke om, at Michelangelo's Udkast til Gravmælet er opstaaede i Arkitektens Hus.
Ja, han mener, at San Gallo neppe har været udelagtig i Motiverne til de planlagte
Statuer, der saa paafaldende minder om Antiken.
Det forstaar sig imidlertid af sig selv, at naar Michelangelo uden en Afsked brød op
fra Florents, hvor han var travlt sysselsat med de forskelligste og vigtigste Arbejder som
Carton'en, som de tolv Apostle til Domkirken, hvortil Marmor allerede var anskaffet, saa
maatte det være hans Hensigt, naar han traadte i Pavens Tjeneste, at udføre noget
Grandiost, hidtil uset, ikke et Gravmæle, som de to, Antonio Pollaiuolo havde udført
over afdøde Paver i Peterskirken, men et, der var et mægtigt Hele af Billedværker, som
Hadrians Mausoleum i Oldtiden havde været.
Michelangelo vidste jo, at der i sin Tid var gaaet en Ring af Søjler om det mægtige
Gravmæles Rundbygning, og at der paa den havde staaet en Hærskare af Statuer, som
var blevne kastede ned i Hovedet paa Alarichs Goter, da de plyndrede Rom Aar 410.
Hvorfor skulde ikke han, og alene, kunne skabe en saadan Hærskare af Statuer, som
Oldtidens Kunstnere i Forening havde fuldført? Og i den Grundform. han planlægger,
genopstaar det romerske Gravpalads. Ved at forbinde Meddelelserne hos Condivi med
den i Uffizierne opbevarede Tegning er den engelske Forsker, Mr. Heath Wilson, naaet
til et Tal af 78 Statuer - ikke færre - af Højde og Omfang som de eneste udførte:
Moses-Statuen i San Pietro in Vincoli og de to saakaldte Fanger eller Slaver i Louvre.
Tegningen i Uffizierne og den senere, ændrede, Tegning i Berlin tillader os at danne
os en ret tydelig Forestilling om Værket, som det stod for Michelangelo's Fantasi. Vi
ser, at Elementerne til dette Værk, der skød sammen i hans Sind og krystalliseredes til
et Hele, var Erindringer om gammelromerske Gravmæler, Templer, Triumfbuer. Ikke
blot Leddelingen med Piller og Nicher, men alle de plastiske Motiver, Hermerne, der
blev rejste paa Grave, de som Fanger lænkede Hærførere eller Høvdinge, Relieferne,
der taler til den Dødes Ære, Alt er hentet fra Oldtidens os levnede Værker.
Michelangelo viser sig i dette Udkast som ganske anderledes gennemtrængt
af Antikens Aand end Leonardo nogensinde var eller blev. Han er i langt højere
Grad Udtryk for den Tidsalder, man har kaldt Renæssancen, fordi hans stærkeste
Ærgerrighed paa dette Tidspunkt faldt sammen med hans Samtids, ikke saa meget at
give det Frembragte nyt Liv som at genoplive hvad der for femten eller sexten Hundrede
Aar siden havde tiltalt Oldtidens Romerfolk.
Man se blot paa disse stolte og triumferende Victorier med de underkastede
Provinser for deres Fødder. I sin første Udgave kalder Vasari Skikkelserne saaledes
(infiniti provincii). Condivi paastaar senere, da Michelangelo følte mindre hedensk og
da han gerne i Fortiden vilde have følt mere kristeligt, at Statuerne skulde betyde de
frie Kunster, som var lammede ved Pavens Død - en usandsynlig Fortolkning.
Og visselig er enhver Tanke om kristelig Ydmyghed fjern fra dette projekterede
Mindesmærke over en Franciscaner, fjern fra Michelangelo's Sind som fra