Michelangelo Buonarroti

Side 14
Ansigt til Ansigt med dette tomme Loft følte han, der saa modstræbende var gaaet til
Opgaven, sig fuldtud i Stand til at befolke, besjæle og kunstnerisk gennembryde disse
Flader.
Han frembragte da ikke en Gud, der har Skabelsen bag sig og nu hviler paa sin
Selvtilfredsheds Laurbær, men Guden som Verdensfrembringer, Verdensbygmester,
Demiurgos.
Hans Gud, det er Skaberguden, Guden, som den umaadelige Kunstner, der
gennemformer Verdens-Altet.
I Altets Uendelighed, som er uden Grænser, aabenbarer sig i Tidernes allerførste
Gry et mægtigt Gudelegem med opadvendt Aasyn, med skillende og formende Hænder
løftede højt over Hovedet; han skaber Orden i Urmassens Chaos, og Lys skelnes fra
Mørke.
Paa denne første Anstrengelse, der giver Udgangspunktet, følger saa den susende
Fart af den gennem Æteren sejlende dejlige og mægtige Gudeskikkelse, der omgivet
af Englebørn, som gemmer sig i hans Kappes Folder, uimodstaaeligt bydende med
fremstrakte Hænder skaber, skaber, skaber ...
kalder Sol og Maane frem af Mulighedernes Verden og anviser dem og Stjernerne
deres Baner.
Indtrykket af hans Flugt som af det - indenfor Billedets Ramme - fremstilte Rums
Umaadelighed styrkes, idet Skikkelsen, neppe øjnet, alt er fløjet videre og nu ses
bagfra, fortsættende sit Ilsving gennem Rummet med en melodisk Brusen i Allegro
furioso. Øjet nødes saaledes til at følge hans Flugt i dens Viderefart, medens
Skikkelsen ligesom tabes af Syne flyvende afsted i en lidenskabeligt gennemført Curve.
En roligere, mere dvælende Stemning er der over Genialiteten i det Maleri, hvor
Herren langsomt svævende over Jorden skiller Land fra Vand, mens Livets ædle Safter
ligesom drypper fra hans velsignende Hænder og fylder Luften, Jorden og Havet, tryller
Planterne frem til Væxt, befolker Dunstkredsen med Fugle, Havet med Fisk og Landet
med dets Flora og Fauna.
Sit Højdepunkt naaer Genialiteten, hvor Jahve, baaret baade af mandlige og
kvindelige Engle - vingeløse som næsten alle Michelangelos har sænket sig ned
til Jordens Udkant, og med sin Arms udstrakte Pegefinger møder Spidsen af
Pegefingeren paa Adams udstrakte Arm. Ved den ubetydelige Berøring vækkes den
herligt velskabte nøgne Adam til Liv.
Det er os, som tilhører Efterslægten, umuligt, ikke her at tænke paa den elektriske
Gnist, som Michelangelo ikke kendte, men profetisk synes at have anet. Hvad der her
laa ham paa Hjerte, var at fremstille Manden, skabt i Guds Billede, som den Yngre, der
gengiver og genkalder den ældre Væsensbeslægtede, som den unge slumrende Kraft
i dens Forhold til den længst fuldtudfoldede Energi i dennes ærværdige Højhed.
Ikke saa ny og overraskende er Gudeskikkelsen i det mindre Maleri af Evas
Skabelse, hvor den alderstegne Magiker i den folderige Kappe kalder Kvinden frem af
Mandens Side.
Men overvældende ved sin Dejlighed er paa Syndefaldsmaleriet Evas Skikkelse i
den Stilling, hvor hun griber efter Frugten paa Kundskabens Træ - her en Figen, intet
Æble. - Ingen af Michelangelos Kvinder er saa primitiv og paa samme Tid saa fuldendt
skøn i sin rige Modenhed.
14