Michelangelo Buonarroti

Side 139
netop var der, da der kom Befaling fra Paven til at indfinde sig i Titus-Thermerne, hvor
Laokoon blev funden.
Vi kan følge, hvorledes Giuliano vaager over, at Forholdet mellem Michelangelo
og Giulio ikke brister. Da Michelangelo i Vrede over Negtelsen af Audiens har
foretaget sin Flugt til Bologna, og Bruddet efter Billedhuggerens udæskende Budskab
til Paven maatte synes ulægeligt, er det Giuliano, der skriver til Bologna og mægler.
Af Michelangelo's Svar, dateret 2. Maj 1506, der røber, hvor krænket han føler sig
over den lidte Medfart, ses det, at Forholdet til San Gallo var inderligt. Brevet, der
foreslaar, at Gravmælet skal udarbejdes ikke i Rom, men i Florents, ender: "Giuliano
mio carissimo, jeg beder, svar mig og snart."
Da Paven senerehen opgiver Gravmælet, er det San Gallo, der til Gengæld foreslaar
Udsmykningen af det sixtinske Kapel og bestemmer Prisen til den Sum Femten Tusind
Dukater, af hvilke Michelangelo kun fik de Tre. Da han saa under et af sine Anfald af
Skræk er ved at opgive Arbejdet, er San Gallo atter den Ven, som beroliger ham.
Sandsynlighed taler for, at San Gallo med sin Kærlighed til Kupler har været en
Opdrager for Buonarroti som Arkitekt, og at han som Krigsingeniør har givet sin unge
Ven Del i sine Kundskaber angaaende Fæstningsværkers Bygning.
I San Gallo's Album findes nær Constantinsbuen Triumfbuen i Orange i Frankrig,
hvis østlige Mur mellem fire korinthiske Søjler har tre Par nøgne Svende, formentlig
Førere for germanske Stammer. Denne Bue sagdes Cæsar at have rejst, hvad man i
Oldtiden ikke kendte noget til. Men ved Tegningen staar: "fato da Cesare". Fængslede
Barbarkonger var jo Fornødenheder paa enhver gammelromersk Triumfbue.
Maaske har denne Tegning givet Michelangelo Stødet til hans Plan for Gravmælet.
At hos ham Hermer er anvendte som Pilastre, til hvilke Fangerne er bundne, kan
enten bero paa hans Kendskab til, at Grækerne anbragte Hermer paa Grave eller paa,
at Hermes som Sjælefører skulde varsle om Fangernes snarlige Død.
Den florentinske Arkitekt Bernardo Rossellino havde allerede under Pave Niccolò
den Femte gjort Udkast til en ny St. Peters Kirke. San Gallo synes at have talt til
Paven om disse gamle Udkast. Rossellino havde desuden grundlagt og i nogle Alens
Højde opmuret en Tribuna bag det gamle San Pietro's Kor, San Gallo synes at have
bibragt Paven den Idé, i levende Live at lade sit Gravmæle opføre paa denne Tribuna
som ypperligt egnet Plads til et fyrsteligt Monument. Han appellerede herved til den
stærkeste Følelse hos den Nyvalgte: hans Ærgerrighed.
Allerede Leone Battista Alberti havde i Midten af Fjortenhundredaaret skrevet i sin
Traktat "De re ædificatoria", at "San Pietro in Vaticano" paa en foruroligende Maade
hældede til Venstre, og dette gentog 60 Aar efter ham Sigismondo de Conti. Det
hedder ogsaa i Manetti's Levnedsbeskrivelse af Nicolò den Femte, at han paatænkte
en gennemgribende Ombyggelse af San Pietro.
Imidlertid var det hidtil ikke for Alvor faldet Nogen ind at forgribe sig paa den
ærværdige Basilica, som var opført af Constantin den Store og Pave Sylvester, og til
hvilken tusindaarige Minder knyttede sig. Hvem turde røre ved selve Apostelen Peters
Grav eller ved Pavers som Gregorio den Stores!
Kirken havde fem Skibe. En Miniature af Jean Foucquet fra 1460 gengiver
fortræffeligt Koret og Midterskibet, hvor Paven omgivet af en Sværm Cardinaler er
fremstilt, kronende den knælende Karl den Store. Ellers kan "San Paolo fuori le mure"
endnu den Dag idag give en Ide om det gamle San Pietro's Udseende, kun at denne
Kirke efter Branden er moderniseret.