Michelangelo Buonarroti

1
Rovere-Gravmælets Tragedie
Side 138
Hvis det har været skrevet i Skæbnens Bog, eller hvis det har staaet paa den Delfiske
Sibyllas Pergamentsrulle, at Michelangelo og Giulio den Anden skulde mødes, saa var
det et Held for Menneskeheden, at denne Spaadom blev virkeliggjort.
Machiavelli har med alt sit Skarpsind Intet forstaaet af Giulio's Væsen. Hans
Statsbreve fra Conclavet 1503 viser dyb Ligegyldighed for den nyvalgte Pave og
kun Begejstring for hans egen beundrede Cesare Borgia. Alene det falske Rygte, at
Paven skal have ladet Cesare myrde, aflokker ham en Smule Agtelse for ham. Og da
Machiavelli anden Gang træffer Giulio paa hans Marche imod Bologna tre Aar derefter,
er han endnu aldeles uberørt af hans Væsen. Hans Had til Kirken umuliggør ham
Forstaaelsen af, at denne Pave staar i Begreb med for Aarhundreder at grundlægge
Pavernes verdslige Magt. Ganske anderledes har Michelangelo begrebet det Inderste
i Giulio's Væsen, saasnart han kom til at staa Ansigt til Ansigt med ham og fra ham
modtog det første store Hverv at opføre Gravmælet over ham.
Det var Giuliano da San Gallo, der gjorde Paven opmærksom paa Buonarroti, hvem
han havde kendt, siden denne som neppe udvoxen Yngling nød Lorenzo af Medici's
Beskyttelse. Under Lorenzo havde Giuliano i sin fuldeste Kraft som en af Brunellesco's
Efterfølgere udfoldet en stor Indflydelse i Firenze. Han havde 1489 leveret Modellen til
Mesterværket "Palazzo Strozzi", som Benedetto af Majano derefter udførte; han havde
bygget Søjlegangen i S. Maria Maddalena dei Pazzi, Sakristiet i S. Spirito, og havde
udenfor Firenze opført andre berømte Bygninger. - Han samlede som Medicæerne
med Lidenskab paa Antiker.
Hans Søn Francesco skriver 28. Februar 1537: "Min Fader havde ladet
Michelangelo komme til Rom og havde forskaffet ham Bestillingen paa Gravmælet."
At San Gallo i denne Sammenhæng hverken nævnes af Vasari eller af Condivi, kan
ikke undre. Michelangelo var (som Richelieu efter ham), af dem, der ikke mindedes
Velyndere med Taknemmelighed. Men at San Gallo var hans Velynder, og det en
virksom, er utvivlsomt. Han construerede med sin Broder det Træbur, hvori David
overførtes fra Værkstedet i Domkirkegaarden til Piazza della Signoria. Han stillede det
forstandige Forslag, at opstille Giganten i Loggia dei Lanzi.
Giuliano havde kendt Paven og arbejdet for ham fra den Tid af, da han endnu var
Cardinal Rovere. Da denne beboede Ostia, havde San Gallo befæstet Rocca for ham.
Han havde særligt udmærket sig som Ingeniør, og havde gjort sig Lorenzo takskyldig
ved Forsvaret af Castellina. Dog kom han til at staa Giulio den Anden endnu nærmere
end ham.
San Gallo havde, mens Rovere var Cardinal, bygget ham hans Palads ved Siden af
hans Titularkirke, S. Pietro in Vincoli, det Palads i hvis Have Apollon fra Belvedere stod.
Han havde bygget ham endnu et andet Palads i hans Fødeby Savona. Da Rovere under
Alessandro den Sjette for sin Sikkerheds Skyld flyede til Frankrig, fulgte San Gallo
ham i hans Landflygtighed. Intet Under, at han efter Pavevalget blev Giulio's afgørende
Raadgiver i alle Sager, som angik Opførelsen af Bygninger og disses kunstneriske
Udsmykning.
Der gik efter begge Michelangelo's samtidige Biografers Udsagn nogle Maaneder
hen, inden Paven blev klar over, hvortil han vilde anvende ham, hvad jo tyder paa,
at han ikke af eget Initiativ rettede Kaldelsen til ham. Men det er saa meget mere
troværdigt, hvad San Gallo's Søn skriver, at Buonarroti stadigt var i deres Hus, f. Ex.