Michelangelo Buonarroti

Side 136
Aarsagerne til dette Tab har været to. Først Michelangelo's Vane, at ruge over sine
Tegninger for at intet fremmed Øje skulde se dem, i Forening med hans Hang til fra Tid
til anden at kaste alle sine tegnede Udkast i Ilden. Dernæst de Carton'en kopierende
Kunstneres brutale Egenkærlighed.
Under Giuliano af Medici's Sygdom var efter Condivi's Udsagn Carton'en Aar 1512
uden Bevogtning, altfor tillidsfuldt overladt Kopisterne. Deres Hang til at skaffe sig
ypperligt Materiale at studere efter, og til at unddrage andre Malere Brugen deraf
drev dem til at skære Carton'en i Stykker og fordele disse Stykker imellem sig. De
kunde jo roligt udgive Figurer og Motiver for deres egen Opfindelse, naar de havde
tilintetgjort Originalen, fra hvilken de var tagne. Og de benyttede sig tilgavns af den
Ret til Plyndring, de havde sikret sig. Rundtom dukkede i Tiden derefter Michelangelo's
Motiver op.
Endnu i 1575 fandtes Stykker af Carton'en hos Strozzierne i Mantua. Efter dette
Tidspunkt er hver Stump af Originalen gaaet til Grunde.
22
Saa fulgte Kaldet fra Rom, der fik Michelangelo til at bryde op og lade alle paabegyndte
Arbejder ligge. Han synes at have forladt Firenze med let Hjerte. Han har maaske
ikke holdt synderligt af Florentinerne; men han har i Modsætning til Leonardo, hvem
det var nogenlunde ligegyldigt, hvor han opholdt sig, følt for Florents, følt sig som
Florentinerborger, delt sine Landsmænds Familiefølelse og Kastefordomme.
Kaldet til Rom har imidlertid med god Grund forekommet ham uimodstaaeligt. Hans
Dæmon drev ham til Rom som til det eneste Sted, hvor der var Raaderum for en Aand
af hans Art. Et Instinkt har sagt ham, at i Rom havde en Mand besteget Pavetronen,
der var væsensbeslægtet med ham, som han selv besjælet af glødende Ærgerrighed,
ustyrlig Lidenskab, egnet til Undfangelse af umaadelige Planer, skabt til at forstaa ham
og bruge ham, utaalmodig som han, terribile som han, stort anlagt, aldrig smaalig,
karakterfastere og viljestærkere end han, men fyldt af ubændig Handlekraft i største
Stil som han selv.
En Dag vilde han komme til at indse, de to var skabte for hinanden. Den Sans,
Giulio den Anden havde for Genialitet i alle dens Former, indgød ham en usædvanlig
Sympati for Michelangelo. Det var uundgaaeligt, at Kunstnerens stridige Væsen og
hans Mistænksomhed paa den ene Side, Pavens Ustyrlighed og hans pludselige
Opgiven af en Plan, der var bleven Kunstneren en Livssag, paa den anden Side,
maatte fremkalde gentagne Sammenstød imellem dem. Men det endte altid med, at
Herskeren og Kunstneren fandt hinanden paany i Overbærenhed fra den førstes Side,
i underdanig Anerkendelse fra den andens.
Romain Rolland har om Michelangelo sagt det vemodige Ord: "Han hadede og
blev hadet. Han elskede og blev ikke elsket." Det er visselig i al Almindelighed
sandt, forsaavidt hans fortærende Ærgerrighed gjorde ham stridbar og hans uafbrudte
Energi gjorde ham ensom. Men det bør selvfølgelig ikke forstaas som et Ord, der har
bogstavelig Gyldighed hans Liv igennem. Hvor utilfreds Michelangelo end kunde blive
med den første Pave, i hvis Tjeneste han traadte, han maa have følt, hvor højt Giulio
værdsatte ham, og han maa have fornummet det Kraftpust, der udgik fra ham, som en
inspirerende Magt. Det var jo da ogsaa til hans Forherligelse, han ønskede at vie sit
Livs størst anlagte Værk.
Han grebes af dyb Forbitrelse, da Giulio i Erkendelse af Bramantes Geni lod
Planen til Pavegravmælet foreløbigt vige for Planen til San Pietro. Han vrededes