Michelangelo Buonarroti

Side 135
Medens Buonarroti nu fuldendte sin Carton, var Leonardo sysselsat med at overføre
sin til et Frescomaleri. Men da han forgæves - ved Hjælp af et Sted hos Plinius - havde
forsøgt at finde Hemmeligheden ved de Gamles Tilberedning af Voxfarver, og da hans
Farver bulnede ud fra Væggen, tabte han Modet og opgav sit Foretagende ufuldendt.
Hvert Spor af Maleriet er gaaet tabt.
Leonardo kan ikke have været uvidende om Michelangelo's uvenlige Sindelag
overfor ham. Men medens den unge Raffaello ikke synes at have vovet sig til at
gøre den Frygtedes Bekendtskab, røber en opbevaret Anekdote, at Leonardo med
sin Verdensmands-Holdning har forsøgt at bringe et Forhold af gensidig Høffighed
til Veje. Vel siger Vasari, at Antipatien var gensidig: "Era sdegno grandissimo fra
Michelangelo Buonarroti e lui", og at hverken Buonarroti's Væsen kunde forekomme
Leonardo vindende eller hans Kunstteorier synes ham rigtige, har vi allerede forvisset
os om. Men dette udelukker ikke den ærlige Vilje hos den harmoniske Leonardo til
ved collegial Hensyntagen at faa en modus vivendi oprettet. Forsøget strandede paa
Michelangelo's Stejlhed.
Som Gotti fortæller, traf Leonardo en Dag med en Ven paa Piazza Santa Trinita en
Gruppe dannede Florentinere, der stod i Samtale om en Passus hos Dante. De kaldte
paa Leonardo og bad ham forklare Stedets Mening. Saa hændte det, at netop i samme
Øjeblik kom Michelangelo forbi. En af Gruppen hilste paa ham, og Leonardo svarte da:
"Dèr kommer Michelangelo; han kan tolke os de Vers, I ønsker Oplysning om." Hvorpaa
Buonarroti, overrasket, mistænksom, forbitret, efter Sigende i den Tro, at Leonardo
vilde gøre Løjer med ham, svarede: "Forklar Versene selv, du, som modellerede en
Hest til Støbning i Bronce, og ikke kunde støbe den, men til din Skam maatte opgive
Sagen." Med disse Ord vendte han Ryggen til Gruppen og gik sin Vej. Da Leonardo
blev staaende, mens Blodet steg ham til Hovedet over de Spotteord, der var blevne
slyngede ud imod ham, vendte Michelangelo sig og føjede for at ramme ham dybere
til: "Og disse Tossehoveder i Milano troede paa dig!"
Anekdoten har Sandhedens Præg. Disse Haansord stemmer overens med
Michelangelo's andre Udtalelser om ypperlige Kunstnere i Samtiden. Hans Angreb paa
en Storhed som Leonardo var saarende og grimt, da ingen Udæskning var gaaet forud.
Og Angrebet var grundløst, refererede sig til et blot Uheld uden Vægt. Og som mindst
af Alt var Vidnesbyrd om Udygtighed, et Ord, der bliver latterligt, naar det forsøges
anvendt paa Leonardo.
21
Foruden den nævnte middelmaadigt udførte Kopi, Grisaillen i Holkham, findes der
nutildags som Minder om Michelangelo's Carton kun et Kobberstik af Agostino
Veneziano, der gengiver Hovedgruppen, og af Marcanton et overmaade smukt Stik
efter en enkelt Gruppe og et Par isolerede Figurer. Medens Michelangelo fremstillede
sine Skikkelser paa Carton'en som nøgne Væsener i et tomt Rum, hvor en Linie, der
angiver en Kyststrækning og nogle Klippeblokke, er alt det Landskab, Øjet møder,
har Marcanton i sit Stik af en pyramideformet Tre-Gruppe fundet det nødvendigt at
omgive disse Mennesker, der dog ikke skulde være rene Statuer, med et virkeligt
Landskab, som rummer høje Træer, et Bondehus, en Mark og henimod Baggrunden
en lille Høj. Billedet har vundet i Naturlighed derved. Pudsigt nok har Marcanton taget
dette Landskab fra et andet Kunstværk, et Kobberstik af Lucas van Leyden.
Selve Carton'en er, som alt berørt, fuldstændigt tilintetgjort. Og ikke en af de Kopier,
der udførtes af de Tegnende i Sala del Papa eller af dem, der senerehen studerede
den i Palazzo Medici, er naaet til os.