Michelangelo Buonarroti

Side 134
ham gennem Giuliano da San Gallo. Men da han det følgende Aar i vild Forbitrelse
flygtede fra Rom paa Grund af den haanlige Afvisning, han i Vaticanet havde mødt
en Dag, han indfandt sig dér for at indkræve de Penge, han behøvede til Udførelsen
af Gravmælet, og for en Tid vendte tilbage til Florents, benyttede han til Carton'ens
Fuldendelse den Halvaars-Frist, indtil han atter forsonedes med Paven.
Aar igennem valfartede indfødte og fremmede (naturligvis mest italienske)
Kunstnere til Sala del Papa, hvor Carton'en stod, for at studere og gengive den. Vasari
opregner blandt dem, som strax indfandt sig for at tegne efter det opsigtvækkende
Værk Aristotele da San Gallo, Ridolfo Ghirlandajo, Raffaello Sanzio da Urbino,
Francesco Granacci, Baccio Bandinelli, endelig en Spanier, Alonso Berugetta. Senere
kom til disse endnu Andrea del Sarto, Franciabigio, Jacopo Sansovino, Rosso,
Maturino, Lorenzetto, den unge Triboli, Jacopo da Pontormo og Pierin del Vaga.
Blandt de mange, der nævnes, er den unge Raffaello for os interessantest. Netop i
Vinteren 1504 til 1505 var han fra sit stille Urbino kommet til Firenze, hvor intet Navn
slog ham saa hyppigt i Møde som Michelangelo's. "David" havde nyligt indtaget sin
Plads paa Piazza della Signoria. Hos Taddeo Taddi, i hvis Hus Raffaello var Gæst, stod
Madonna-Reliefet, hvor den lille Johannes bringer Fuglen. Hos en anden Beskytter
Angelo Doni, der bestilte sin Hustrus Portræt hos ham, saa Raffaello den herlige
Madonna-Tondo, der nu findes i Uffiziernes Tribuna. Han begyndte strax at indlemme i
sit indre Forraad alt det af Michelangelo, han formaaede at gøre til sit. Hans Madonnaer
fra dette Tidspunkt bærer Vidne derom. Hans glimrende Maleri "Gravlæggelsen", har,
som berørt, Michelangelo's mislykkede, men dybe Maleri af Gravlæggelsen til Forbilled.
Der stod Skræk af Michelangelo's Person, og søgt ham har Raffaello sikkert ikke.
Men andægtigt og med ærlig Vilje til at lære og tilegne sig Alt, hvad han havde Brug
for af den store Mesters Rigdomsfylde, sad den skønne Yngling blandt de florentinske
og fremmede Kunstnere og tegnede med anspændt Opmærksomhed efter Carton'en.
Dette Værk, hvis Bestemmelse det var at gaa saaledes til Grunde, at end ikke
et eneste Parti deraf er reddet, var altsaa istedetfor at blive et Mindesmærke for
kommende Slægter om Firenze's Historie og Florentinernes Tapperhed, faldet ud til at
blive en Skole for Fagmænd, Hovedskolen for den yngre Slægt, hvis Tilbøjelighed gik
i Retning af Hang til det Nøgne og Sans for voldsom Handling i Øjeblikkets Hast.
Der var (som Justi har sagt) en Nemesis deri. Dette Værk, der efter den florentinske
Øvrigheds Hensigt skulde opflamme til Begejstring for Firenze og fremkalde et
patriotisk Følelsesliv, var af Michelangelo væsenlig blevet overtaget i den Hensigt at
opnaa Tilfredsstillelse for hans personlige Ærgerrighed i Kappestrid med en forhadt
Rival. Billedet er derved kun blevet en blændende Udstilling af hvad Kundskab og Evne,
han sad inde med. Det skulde have givet den opvoxende Slægt et Forbilled. Det gav
studerende Malere en Fortegning.
Helt urimelig er neppe Symonds's stærke Paastand, at Carton'en, trods dens Kraft
og Sandhedskærlighed, netop ved sin blotte Udfoldning af teknisk Færdighed og
glimrende Virtuositet bidrog sit til den italienske Kunsts Forfald, idet den stiftede Skole.
Symonds ser et Tegn herpaa i den Omstændighed, at Cellini satte den over de
sublime Mesterværker i Sistina's Loft. Visselig er der i Cellini's Kunst mere, der nærmer
ham til denne blot virtuose Kunstudfoldelse hos Michelangelo, end til de Værker, der
røber dennes inderste Væsen. Og der var sikkert nok mange andre end Cellini, hvem
Gengivelsen af "un bel corpore ignudo" blev al Kunsts Culmination.
20