Michelangelo Buonarroti

Side 133
Bastiano da San Gallo havde, mens Cartonen endnu var hel, omhyggeligt copieret
den. Det er den samme Mand, hvem Efterverdenen har at takke for Skitsen til
Pavegravmælet 1513, og hvem den ikke kan være taknemmelig nok. (Man gav ham
for hans Dygtighed Tilnavnet Aristotele.)
Hans Copi viser os den grundige Omarbejdelse af det Udkast, Penneskitsen
gengiver. Paa den ses f. Ex. nedenunder Rækken som svævende uden Fodfæste,
den uforglemmelige Figur, der ivrigt søger at trække sin venstre Strømpe over det
vaade Ben, han ikke har faaet Tid til at aftørre. Paa Grisaillen har Figuren fundet
sin Plads i Compositionen. Dog dette er kun en Enkelthed. Michelangelo har forøget
Skikkelsernes Antal. Der var 14; de er blevne til 19, og dermed er Fremstillingens Huller
udfyldte.
Den, der udstøder det advarende Raab, er her betegnet som Høvding ved den
Basunblæser, der staar i hans Nærhed, og ved de Soldater, der vender Ryggen til for
at gaa løs paa Fjenden. En, der sidder paa Stranden, rejser sig, drejer sin Krop og ser
mod Baggrunden. En bøjer sig frem for at give en Svømmer, der rækker Hænderne i
Vejret, en Haandsrækning.
Hovedsagen er den, at Michelangelo har kasseret sit oprindelige Udkast, der var
halveret og indrammet ved de tre staaende Mænd, og istedetfor den løse Kæde af
Enkeltpersoner indenfor Rammerne, har opbygget en højst kunstfærdig Composition
af pyramideformede Grupper paa tre og tre. Paa tilsvarende Maade som Leonardo i sit
Nadvermaleri havde anbragt Apostlene i Tregrupper om Bordet, har Michelangelo her
givet sin Carton Leddeling ved en Omstilling af Penneskitsens Figurer i Trekanter med
Spidsen i Vejret, og har samtidig tilsløret og ligesom udvisket det Mekaniske i denne
solide Construction ved at bevare Skinnet af Tilfældighed, som jo Fremstillingen af et
tumultuarisk Opbrud til Forsvar og Angreb mindst kunde undvære.
Saaledes havde hans Værk, paa samme Tid som det gengav en hastigt bølgende
Menneskevrimmel, faaet roligt virkende Omrids, der tiltalte Øjet.
I Virkeligheden var her (i Modsætning f. Ex. til Figurklyngerne paa Sistina's senere
Malerier af Slangedyrkelsen eller af Syndfloden) de mange samvirkende Figurer og
deres Sammenspil ikke sete med en Malers, men med en Billedhuggers Øje. Carton'en
betegner Michelangelo's Overgang fra Billedhuggerkunsten til Malerkunsten. Først
Behandlingen af Menneskeflokke paa Sistina's Loft er virkelig malerisk, ikke plastisk.
19
Set i dette Lys har Carton'en en Betydning, der sætter Tidsskel i Michelangelo's
Udviklingsgang. Med sin Forening af skulpturelle og maleriske Fortrin gjorde den da
ogsaa et saadant Indtryk paa Mesterens yngre Samtidige, Benvenuto Cellini, at den for
ham betegnede Højdepunktet af Buonarroti's Kunst. Selv Loftet i det Sixtinske Kapel
syntes Benvenuto et mindre fuldendt Værk.
Vi har efter en nyere Kunstforskers, John Symonds' Opfattelse al Grund til i
Carton'en at se Midtpunktet i Michelangelo's Liv som Kunstner. Symonds kalder den
Vandskellet, som drager Skillelinien mellem Michelangelo's første og hans anden
Manér.
I ethvert Tilfælde havde intet tidligere Værk af den endnu ikke trediveaarige Mester
gjort en Opsigt iblandt Datidens Kunstnere og Kunstforstandige som dette. Tilløbet for
at se denne overlegent gennemførte Tegning var overordentligt. Carton'en var ikke
færdig, da Michelangelo i 1505 fulgte det Kald til Rom fra Giulio den Anden, der naaede