Michelangelo Buonarroti

Side 130
plastisk Holdning. I Florents, hvorfra mange havde set den, var man særligt imponeret
af Leonardo's Kendskab til Hesten og Evne til at gengive den, et Omraade, paa
hvilket Michelangelo ikke for Alvor kunde tænke paa nogen Kappestrid med den ældre
Kunstner, selv om han har følt en kortvarig Tilbøjelighed dertil.
Som bekendt er der ikke af Leonardo's Carton levnet os andet end Edelinck's Stik
efter Rubens' Tegning, der gengiver den Hovedgruppe, som har indtaget Midten, og
adskillige smaa Tegninger af Leonardo, som forestiller Ryttere, der bevæger sig afsted
i fuld Fart.
Slaget ved Angbiari, som Leonardo opfattede det, har været en ildfuld Fægtning
mellem to Rytterskarer, der naaede sit Højdepunkt i en Kamp om Fanen. Hvorledes
Kunstneren saa paa sin Opgave, kan man læse sig til i Leonardo's Slagbeskrivelse i
hans Trattato om Maleriet. Medens man tidligere ikke havde kendt andre Slag and dem
mellem to Condottierers lejede Tropper, der søgte at tilføje hverandre saa liden Skade
som muligt og fange saa mange rige Officerer, at det gav klækkelige Løsepenge, havde
man i Italien, siden de franske Kongers Indfald i Landet, nu faaet et Indtryk af den
moderne Krigs Rædsler. Leonardo's nylig gennemførte Rejse i Romagna havde under
det stadige Tilsyn med Fæstninger sikkert fyldt hans Indbildningskraft med krigerske
Motiver.
Han var som Tænker ingenlunde nogen Beundrer af Krig som ildnende Magt.
Krig var for ham Massemord, og som saadan i hans Øjne et Udslag af dyrisk
Galskab (pazzia bestialissima). Men Krigen som malerisk Æmne havde Tiltrækning
for ham. Han opregner med Kulde, men ikke uden Ringeagt for Bestialiteten, de
Ramtes Vridninger og Dødskamp, Naadestødet til en Saaret; Fodspor fyldte med
Blod, sønderbrudte Skjolde, Jorden oversaaet med Spyd og Sværd, rødt Skær af
opblussende Ild, Krudtdampen, Støvet, der hvirvles i Vejret, Kasteskytset, der farer
gennem Luften som Smaaskyer; uhyggelig Skumring, hvor Skikkelser forsvinder, eller
mørke Skyggerids paa lys Grund.
Han dvæler i sin Traktat ved Hestene, der galopperer Over Ligdynger, og taler
udførligt om dem. Saa stor en Plads har de indtaget i Maleriet, at Albertini i sit
"Memoriale" betegner Leonardo's Carton med Benævnelsen "Leonardo's Heste", Selv
taler han i sin Traktat om Heste, der slæber deres døde Ryttere efter sig, om Heste,
der kæmper med Flodbølgerne, om andre, der er løbet løbsk, bryder igennem Alt og
træder Alt ned, Han taler om Ryttere i Kamp om Fanen - som han har tegnet dem - hvor
Hestene, der paa Kentaur-Vis er blevne Et med Rytterne, smittes af disses Raseri og
bidende anfalder hinanden, endelig skildrer han Førerne af den forsigtigt fremrykkende
Reserve (Come si deve figurar una battaglia i Trattato lib. 2).
17
Man kan skønne, med hvilke Sindsbevægelser Michelangelo har betragtet Leonardo's
Carton, da denne var udstillet til Beskuelse. Det Maleriske har ikke interesseret ham
synderligt. Neppe heller Ansigternes Udtryk. Det hørte til Leonardo's Grundsætninger,
at en Figur ikke var rosværdig ifald den ikke udtrykte sin Sjælstilstand. Han lagde en
Hovedvægt paa den talende Mine, og man kan være sikker paa, at den Lidenskab, hans
krigerske Skikkelser udviste, ikke var en Blodrus, men (som Julius Lange har sagt) "en
lidelsesfuldt sammentrængt Tilstand i Sjælen, dens glimtende Lyn, dens skarpeste Od".
For Michelangelo derimod var det egenlig Interessante ikke Minerne, men Legemernes
Bevægelse. Hvad der har vakt hans Kappelyst i denne beundrede Carton har været
de vildtbevægede Grupper til Hest.