Michelangelo Buonarroti

Side 13
Anbringelsen af Børneskikkelser eller rettere Børnehoveder omkring dem, paa hvilke
de ikke agter. Her findes allerede Sibyller.
Og nyligt havde Pinturicchio paa Korets Loft i S. Maria del Popolo malt Sibyller.
I selve Sistina havde Fjortenhundred-Aarets bedste Malere paa en Række Fresker,
der som et Belte løber rundt om Salen, fremstillet omhyggeligt og smaaligt udførte
Historier af det gamle og det ny Testamente overfor hinanden. Hovedpersonerne var
efter Kirkens Lære Moses, Kristus, Peter. Og Æmnerne omfattede Menneskeslægtens
Forløsning fra Synden.
Michelangelo derimod maler Forhistorien, hvorledes Verden blev til, og hvorledes
Synden kom ind i Verden.
Her, som i alle de kirkelige Skuespil, der i Datiden opførtes, dannede
Verdensskabelse, Syndefald og Noahs Historie en Trilogi.
Da Michelangelo anden Gang var i Bologna, hvor han udførte Giulio 2.'s
Broncestatue Februar til April 1507, havde han (som ti Aar forinden under sit første
Ophold der), daglig for Øje Jacopo della Quercia's Figurer i Hovedportalen til Kirken
S. Patronio, de Figurer, over hvilke hans Statue blev anbragt. Paa Pilastrene her den
sjælfulde Fremstilling af første Mosebogs Fortællinger, og i selve Portalen Halvfigurer
af det gamle Testamentes Profeter.
13
Dog alt dette nævnes kun for Fuldstændigheds Skyld, forsaavidt Forgængere havde
banet Michelangelo Vejen ad hvilken.
Inderst inde betydede alt dette Intet for ham. Han var trods alle Smaalaan fra Antiken
og fra nærmeste Forgængere et Originalgeni, som i Kunstens Historie kun Leonardo
og Rembrandt.
Vigtigere end at han skabte Profeter og Sibyller, er det, at han skabte Skaberen. Intet
Menneske før Michelangelo har kunnet fremstille selve den skabende Virksomhed. Han
kunde det, fordi det var hans egen. Og ingen Kunstskribent har dybere end Mackowsky
følt og fremstilt denne Michelangelos Ejendommelighed.
Den vældige Skaberkraft, der gærede i ham selv, fik sit afgørende Udtryk og gav
sig sit stærkeste Udslag i den fire, fem Gange varierede Skaberskikkelse, der siden
da staar som mønstergyldig for alle Tider, maaske især fordi Raffaello strax tilegnede
sig Typen.
Den højeste Gud var jo i Aarhundredernes Løb mangfoldige Gange fremstilt i
Skulptur og Maleri.
De ægyptiske Guder tronede, stivnede i Granit og Basalt. Buddha sad verdensfjern
og lidenskabsløs, ubevæget med sine korslagte Ben. Feidias's olympiske Zeus styrede
i stille Højhed med sin Herskerstav en Verden, som han havde overtaget, ikke skabt.
I den italienske Fjortenhundredaars-Kunst er Gudfader-Skikkelsen endnu den Type,
der stammer fra Gotiken, en Slags Ypperstepræst eller Overprofet med langtbølgende
Haar og Skæg. Hans Kappe naaer ham til Fødderne. Hans Udtryk er Højtidelighed
uden indre Spil eller Liv.
I Michelangelo sydede Frembringelsesdriften. Dens Strøm brød frem, som naar
Diger gennembrydes, og skyllede al Vedtægt over Ende. Hans Opfindsomhed, en
Blanding af Fantasi og Beregning, skabte et Folk af 343 Menneskelegemer paa Loftets
10.000 Kvadratfod.