Michelangelo Buonarroti

Side 129
videnskabelig Ærgerrighed; thi han lod Ingen se sine Haandskrifter, og utvivlsomt
er Menneskehedens videnskabelige Fremskridt blevet stærkt forsinket ved, at de i
Aarhundreder har henligget som en med syv Segl lukket Hemmelighed.
(note: Julius Lange har gjort mig den Ære etsteds (Udvalgte Skrifter S. 261) at
meddele, jeg som tyveaarig ønskede at blive Udgiver af Leonardos Manuskripter. Han
mener, jeg til denne Gerning vilde have medbragt "betydelig Energi og Intelligens."
Desværre udkrævedes desuden andre Formuesforhold end mine, og Opgaven er jo
senere løst af Jean Paul Richter, Heinrich Ludwig og Ravaisson-Mollien).
Det er kun en overfladisk Lighed mellem Michelangelo og ham, at ogsaa denne
lukkede sit Værksted, ikke vilde vide af Tilskuere til sit Arbejde, mens det stod
paa, og f. Ex. længe skjulte sin Carton for dem, der ønskede at tegne efter den.
Leonardo's Hemmelighedsfuldhed var anderledes artet. Fra først af synes den at
have havt to Bevæggrunde, den ene, Frygten for at andre skulde stjæle hans Ideer,
den anden, Frygten for at de Anskuelser, som her var ytrede, skulde paadrage
deres Ophavsmand Anklager og Forfølgelser for Vantro eller Kætteri. Men disse
Bevæggrunde er utilstrækkelige. Der har endnu dybere i Leonardo's Væsen, altsom
han udviklede sig fra ungdommelig Selvfølelse og Selvglæde til Kunstnerhøjhed og
Forskerlidenskab, ligget en stedse stærkere udpræget Ligegyldighed for Omverdenens
Dom, baaret af den Ensomhedsfølelse, som er det overvældende Genis, og hvori
Michelangelo mødes med ham.
16
Leonardo gjorde sig aldrig gældende som Videnskabsmand. Han var Ingeniør,
og han var først og sidst Maler. Vi saa, at han talte med en vis Ringeagt
om Michelangelo's egentlige Kunst, Marmorarbejdet, betragtede det som et blot
Haandværk (mecanissimo). Rent som et Biarbejd havde han selv paataget sig
Leveringen af et Stykke Skulptur, og havde løst en af de vanskeligste Opgaver for en
bildende Kunstner, Udførelsen af en kolossal Rytterstatue, om den end foreløbig var
bleven staaende i Gibs.
Da Leonardo i sin Tid søgte Ansættelse i Milano, havde han blandt meget andet
rost sig af at kunne tage det op med Enhver i Billedbuggerkunst, hvad enten Stoffet
var Ler, Bronce eller Marmor.
Han havde ved sit af hele Samtiden beundrede Værk bevist, at hans Selvros ikke
rummede nogen Overdrivelse, selv om Vanskeligheden ved at støbe 200.000 Pund i
Bronce og Ludovico Moro's Pengeforlegenhed hindrede, at Rytterstatuen naaede ud
over det første Stadium.
Det er et umaadeligt Tab for kunstelskende Mennesker, at Værket blev Bytte for
en Soldateskas Raahed. Det er et Bevis for Leonardos Stoicisme og hans ogsaa paa
anden Maade godtgjorde Ligegyldighed for sit Ry, at han, som i sine Haandskrifter
noterer saa mangt et flygtigt Indfald, ikke har ofret Tilintetgørelsen af dette Værk, der
havde kostet ham fulde sytten Aars Arbejd, et eneste Ord.
Som bekendt var Leonardo en fuldendt Rytter og kendte Hestens Natur og Anatomi
som ingen anden Kunstner. Dog var det efter hans Vane kun paa Grundlag af ny
udtømmende Studier af Hestens Karakter, at han gennemførte sit Arbejd.
Set Rytterstatuen i Milano havde Michelangelo jo ikke; men Lovtalerne over den
har sikkerlig ærgret ham dybt. At dømme efter de mange opbevarede Udkast til den
i smaa uensartede Tegninger har den udmærket sig ved det fyrigste Liv, og dog havt