Michelangelo Buonarroti

Side 126
ham i Brev til Fatucci af Januar 1524 syntes disse Penge ham paa Forhaand halvvejs
fortjente (che mi parevon mezzi guadagnati). Til Værksted blev der ham anvist en Sal
i Farvernes Hospital, Spedale di S. Onofrio, medens Leonardo arbejdede i Sala del
Papa ved S. Maria Novella, hvor Øvrigheden havde anvist ham Atelier.
Leonardo var da 52 Aar gammel, Michelangelo 29, den ene paa alle Omraader den
endnu stadigt søgende Mester, den anden trods sine tidlige Sejre endnu en Begynder.
Deres Veje havde i Michelangelo's Sind krydset hinanden, da Leonardo's Carton til
den hellige Anna vakte hans Ærgerrighed til Kappelyst. Men nu var Kappestriden ikke
længer en dulgt og formummet. Her traadte den frem i aabent Dagslys, æsket af
den højeste Øvrighed i begges egentlige Hjemsted, skønt ingen af dem var indfødt
Florentiner.
Af Vennehaand var de saaledes opfordrede til en fredelig og hæderfuld
Concurrence, til hvilken de begge fra først af anspændte sig af yderste Evne. Saa lod
de, som var det sket efter Aftale, begge Arbejdet falde. Kun Leonardo's Maleri kom ud
over Carton'ens forberedende Stade, men det er forsvundet. Selve de to Cartoner er
ved Skæbnens Ugunst begge gaaede til Grunde.
Sjældent har i Verdenshistorien et saadant Par Kæmpeskikkelser staaet overfor
hinanden som Medbejlere, hver af dem saa stor, at Historien ikke har større Navn. De
ses imod hinanden som Platon og Aristoteles paa Raffaello's Skolen i Athen. Kun at
her Leonardo, skønt den ældre, svarer til Aristoteles; Michelangelo, skønt den yngre,
til Platon.
Platons Ideverden havde jo under Michelangelo's Opvæxt været eneherskende i
Firenze's højere Selskab, i den fornemme og humanistisk dannede Kreds. At Platons
Synsmaader genfindes i Michelangelo's Digte, er endda det mindste af det; thi det er
ikke som Digter, at han naaer højest, eller giver det fyldigste Udtryk for sit Væsen.
Men i Buonarroti's Uvilje imod Portrætkunst, i hans Forkærlighed for det Typiske,
Almentmenneskelige, røber sig en kraftig Overensstemmelse med den platoniske
Grundopfattelse af Ideen som udprægende sig i Individernes Mangfoldighed.
Florentinsk Aandsliv stod overhovedet i Slutningen af Fjortenhundredaaret i Platons
Tegn.
Leonardo havde ikke trivedes i Florents, skønt han var bleven kærligt og fornuftigt
opdraget der. Hans uægte Fødsel havde ikke i Opvæxten været ham til Men; den sunde
Bondepige i Vinci, som var hans Moder, var hurtigt forsvundet af hans Existens, da
hun giftede sig med en Mand af sin Stand, og hun var bleven erstattet af en fortræffelig
Stedmoder, den unge Dame, med hvem hans Fader, den ansete Notar, der strax havde
adopteret ham, kort efter hans Fødsel havde indgaaet Ægteskab. Det var, da Faderen
efter denne Stedmoders Død giftede sig for anden Gange at Leonardo følte sig tilovers
i Hjemmet og søgte bort.
I Milano, hvor han havde udført den kolossale Rytterstatue af Francesco Sforza - en
Forherligelse af Enkeltmand, som den demokratiske Misundelse i Firenze vilde have
umuliggjort - og hvor han var bleven knyttet til Ludovico Moro's Hof, raadede en praktisk
Aandsretning, en Stræben mod Virkeligheds-Erkendelse og Virkeligheds-Omformning,
der i Modsætning til den platoniske kan betegnes som aristotelisk. Det er ogsaa
lærerigt, at medens Platons Navn i Leonardo's 5000 haandskrevne Blade kun
forekommer en enkelt Gang, tilmed i Anledning af et geometrisk Spørgsmaal, bliver
Aristoteles atter og atter anført af Leonardo.
15