Michelangelo Buonarroti

Side 123
fornam han en Mangfoldighed af indre Kald, paa samme Tid som Kald fra Omverdenen
rettedes til ham.
12
Der findes i National Gallery i London to ufærdige Malerier i Tempera, som vistnok med
Rette tillægges Michelangelo, men som først henimod Midten af det 19. Aarhundrede
blev satte i Forbindelse med hans Navn.
Det ene forestiller en tronende Madonna, der sidder paa et Fodstykke af Sten, mens
to himmelske Ynglinge, Engle uden Vinger, der holder et Nodeblad foran sig, synes at
ville underholde hende med Sang. Værket er componeret som et Skulpturværk, strengt
symmetrisk. Det virker som malet Billedhuggerkunst.
Madonna, der er fuldendt paa nær den øverste Del af Hovedet, er en saare skøn
Idealkvinde, hvis lidt brede Ansigt med de nedslagne Øjne der ikke ser nogensteds
hen, er et Udtryk for ædel Fortabelse - maaske i den forventede himmelske Vellyd; thi
Ynglingene er ikke begyndte at synge endnu. Hun er klædt i Kjole og i en Kappe med
rige Folder. Mellem disse Folder fremtræder - noget umotiveret, thi Jesus der griber
efter Bogen i bendes Haand er allerede stor - det udmærket smukt formede, nøgne
Bryst. Rummet mellem Moder og Søn i Midten og de to musicerende Ynglinge til Højre
udfyldes af en lille smuk alvorlig Johannesskikkelse, vel som Jesusbarnet en sexaarig
Dreng.
Blikket fængsles dog mindre af Børnene end af de to høje voxne Ynglinge med
Nodebladet, af hvilke den ene ses forfra, den anden i Profil. De danner med deres
forbilledlige og dog karakteristiske Skønhed en smukt sluttet Gruppe. Overfor dem paa
Madonnas højre Side er svagt antydet Omrids af to andre Ynglinge eller maaske unge
Kvinder, der skulde have udgjort Modstykket, men som kun er anlagte.
I al sin Ufærdighed gør dette Maleri et utvivlsomt og Sindet frydende
Skønhedsindtryk.
Dette lader sig ikke sige om det andet, sære og synderlige, men langt mærkeligere
Temperamaleri som ligeledes findes i Londonergalleriet. Dette Maleri er et Experiment.
Det forestiller Kristi Gravlæggelse, og fremstiller (som Pietà) Liget, der endnu har et
svagt Skin af Liv. I Marmorværket laa den Døde imidlertid udstrakt i Moderens Skød;
her ses han i næsten oprejst Stilling, baaret oppe af et Bind, som Josef af Arimathia,
der bøjer sig frem over Jesu Hoved, har anbragt under hans Armhuler. Bindet er saa
blevet slynget om den kraftige Mand og den ikke mindre kraftige, men halvt bortvendte,
Kvinde, der holder Liget i glidende Ligevægt ved Hjælp af et andet udspændt Bind,
hvorpaa den Døde næsten sidder. De bærende Skikkelser, sikkert Nikodemus og
Magdalena, har løftet Liget fra Jorden og vil stige op til Gravstedet gennem en Kløft,
der strækker sig langs Foden af en Høj, til hvilken en stejl Trappe fører op.
Dette Maleri, der er ment som en gribende Fremstilling af den sidste Afsked,
virker underlig koldt og tvungent. Det saarer Øjet, fordi Kristi højre Arm er usynlig
bag Nikodemus; Magdalenas venstre Arm og Ben usynlige paa Grund af Kroppens
Drejning, og fordi der har dannet sig spidse Vinkler og Trekanter mellem Figurernes
Ben.
Det virker utilfredsstillende paa Fantasien, fordi Ligets Stilling, som vel er mulig,
forekommer usandsynlig og uskøn.
Hovedindtrykket er det af Nikodemus' og Magdalena's Kraftanstrengelse, og hele
Billedet virker som en Kraftanstrengelse fra Kunstnerens Side.