Michelangelo Buonarroti

Side 122
Scenen vilde blot være Udtryk for idyllisk Skelmeri fra Kunstnerens Side, dersom der
ikke i Madonnas smukke højtidelige Profil laa noget overjordisk Fordrømt, som røber
at hendes Tanker er andensteds. Hun er vendt imod Johannes, men ser ikke paa ham;
hun modtager sin ængstede Søn i sit Skød, men ser ikke heller paa ham og griber ikke
om ham. Hun hører en højere Verden til, Michelangelo's egentlige Verden, medens
Børneskikkelserne i deres Leg viser, at blandt de uudviklede Muligheder i Kunstnerens
Sjæl var der ogsaa Muligheden til den gratiøse Skemt.
Fra samme Aar, men langt anderledes betegnende for Buonarroti's faktiske
Udviklings Hovedlinie, er den Madonna-Tondo i lille Format, som han udførte for
Bartolommeo Pitti og som nu opbevares i Museo nazionale i Florents. Her er han, 28
Aar gammel, saa fuldt sig selv, som han bliver det i sit 35. Aar. Den beskedne Opgave,
der var stillet ham, var den at udarbejde et Madonnabillede for et Borgerhus. Han har
i denne Miniaturegruppe for Hjemmet givet Udtryk for den højeste Vælde.
Paa en Stenterning der er adskilligt lavere end den, som bærer Madonna ved
Trappen, og som vender en af sine Kanter ud imod Beskueren, sidder lavt, næsten
paa Hug, en ædel, trods sin Ungdom mægtig Kvindeskikkelse, hvis Aasyn, der ses
helt en face, har en Sibyllas ensomt profetiske Udtryk. En Bog hviler i hendes Skød.
Hun synes at være bleven afbrudt i sin Læsning ved at Jesusbarnet har anbragt sin
Albu, paa hvilken han støtter det store alvorlige Hoved, midt i hendes Bog. Den lille
Johannes, som nærmer sig, ses over hendes højre Skulder. Ingen af de tre Personers
Øjenpar mødes; de synes ikke at forholde sig til hverandre, skønt Madonna holder sin
Dreng ind til sig med Haanden, der øjnes under hans Armhule.
Hun er ikke blot Hovedpersonen, men den, om hvilken Michelangelo har samlet
al sin Følelse for det Sublime. Om hendes Pande ligger et bredt Dronningebind, hvis
Smykke er et Englehoved med store udslagne Vinger. Som sædvanligt bærer hun
desuden et Hovedklæde. Men for ret at lade Skikkelsen dominere har Michelangelo
benyttet et simpelt Middel af enestaaende Virkning. Det hele Rundrelief er kun
81 Centimeter i Gennemsnit, Og som for stærkt at samle det har Mesteren givet
Marmorskiven foroven en indadbøjet Rand. Men, vel at mærke, Madonnas tragisk
stolte Hoved gaar ud over Randen, højner sig over den. Circlen binder ikke hende. Ved
dette saa geniale som simple Træk fornemmes det, at hendes overjordiske Sjæleliv
ikke lader sig indsnevre i den jævne Virkeligheds Skranker, men sprænger dem uden
endog at være sig det bevidst eller agte derpaa.
Naar intet af disse to Reliefer er fuldendte, men frembyder en Ufærdighed, der paa
det første er saa stor, at Jesusbarnets Fod er blevet stikkende i Stenen, og Johannes'
Haand med Fuglen kun antydet (medens den utvivlsomme Ufærdighed af det andet
Relief ikke kan siges at forstyrre), saa beror denne paafaldende Ejendommelighed ikke,
som mange moderne Kunstelskere har indbildt sig, paa et Forsæt om ved Undgaaen af
Fuldendelsens Glathed at forøge Virkningen - en Tanke, der var Michelangelo ganske
fremmed - men ene og alene hos ham (som hos Leonardo, der næsten Intet fik fuldendt)
paa, at disse store Kunstnere aldrig arbejdede, naar de var komne ud af Stemning,
og dernæst paa, at de paatog sig altfor mange samtidige Opgaver, til at de overkom
at føre det enkelte Værk helt til Ende. Forsætligt har Michelangelo (der bebrejder
Donatello, at han ikke fuldendte sine Marmorværker, men nøjedes med den Virkning,
de gjorde i Afstand) aldrig ladet noget Arbejde henstaa ufærdigt, med mindre det ved
Fejlhugning var mislykkedes for ham. Naar Stemningen holdt ud, og han havde Tid til
sin Raadighed, fuldførte han sine Arbejder indtil Politur. Men saa overbebyrdet han var
med Bestillinger, og saa urolig som Bølgegangen var i hans Sjæl, hændte det stadigt
at én Opgave eller Plan fortrængte en anden af hans Sind. Ganske som Leonardo