Michelangelo Buonarroti

Side 121
Billedhugger og til Opgiven af en Mængde paabegyndte Arbejder, kan blot forklares,
naar man opfatter dette Maleri som Udslag af Hanget til et Dystløb med en Rival, hvem
det gjaldt om at fravriste Kransen.
Maleriet, der er indfattet i en kredsrund, bred, stærkt udsmykket Ramme, vil
fremstille et yndet Motiv, en Art Gensynsglæde ved Barnets Tilbagevenden til Moderen,
uden at dog denne Glæde, der ligger Michelangelo's Væsen fjern, har faaet noget
tydeligt, endsige gribende, Udtryk i Madonnas Ansigt.
Hvad det for Kunstneren har kommet an paa, var alene at gøre Gruppen kompakt
og bygge den kunstforstandigt op, idet den paa Jorden siddende Madonnas smukke
udstrakte Arme, der kommer til at overskære Skikkelsen, giver Gruppen bevæget
Liv. Men det er ikke her lykkedes ham at slaa Leonardo paa dennes eget Felt, den
smeltende Yndes og Varmes. Maleriet er koldt.
Hertil kommer, at den Bevægelse, hvorom det samler sig, er utydelig. Det staar ikke
klart for Beskueren, om Josef bringer Maria Barnet, saa hun griber efter det, eller om
det omvendt er Maria, der med begge sine oprakte Hænder rækker Barnet til Josef.
Værst er det dog, at den værdige Skaldepande, Stedfaderen, der her, for at undgaa
altfor stor Lighed med Leonardo's Carton, erstatter Bedstemoderen, den hellige Anna,
er lige saa kedelig og tør, som hun trods sin Værdighed er hjertevindende.
Værket virker med de tre Hoveders Trekant ganske som Relief. Det afgørende
Parti er et malet Stykke Skulptur, hvor Armgymnastik skal raade Bod paa Mangelen
af Følelse. Men det er for en Elsker af Michelangelo heller ikke paa Midtpartiet at
Interessen hviler. Da Skikkelsernes Pyramideform ikke udfyldte Rammens Kreds, har
Kunstneren befolket det tomme Rum paa begge Sider af Hovedfigurerne. Først med
en lille Johannesskikkelse, der, allerede klædt i Kamelhaarsdragten, i nogen Afstand
med et ømt Blik tager Afsked fra den hellige Familie for at begive sig ud i sin Ørken,
en lille Fyr, i hvis undertrykte Graad der er mere Sjæl end i den hele Trefoldighed,
som behersker Maleriet. Dernæst med en lille Flok nøgne unge Mænd, to paa den ene
Side, tre paa den anden, der siddende paa Stenblokke i det træløse Landskab, eller
staaende som rede til Idræt, i deres overordenlige Skønhed og Friskhed varsler om den
Hærskare af nøgne Ynglinge, der en sex Aar senere vil begynde at fylde Sistinas Loft.
Farven er det svageste paa dette reliefartede Maleri, der er holdt i en graabrun
Mellemtone, mens Blaat, Rosa og Graat staar uharmonisk mod hverandre og de nøgne
Partier har ensartet Kødfarve. I Tegningens Sikkerhed og Kraft røber Herskernaturen
sig, skønt Farven endnu minder om Ghirlandajos Værksted.
11
Der skulde gaa et Aarstid, inden Buonarroti paany for Alvor indlod sig i Væddekamp
med Leonardo. Men af to skønne Madonnareliefer fra Aar 1503 røber det ene,
ypperlige og yndefulde, at en Straale fra Leonardo's yndeberuste Sind, et Skær af hans
Kvindeskikkelsers Smil, har streifet den barske unge Kunstners Sjæl.
Paa et Rundrelief af anselig Størrelse, udarbejdet for Taddeo Taddi, nu i
Royal Academy i London, fremtræder en ved Halsens fine Slankhed udmærket
Madonnaskikkelse i Profil, skødesløst henstrakt. Hendes Haar er helt tilhyllet med et
Klæde. Hun har Retning imod den lille Johannes, der bringer hendes Søn en Fugl, som
han holder i sine Hænder. Jesusbarnet, som forskrækkes ved de Vingeslag, Fuglen
forsøger for at unddrage sig Fangenskabet, tyer ind til Moderens Skød og skræver i
Løbet over hendes hvilende venstre Ben.