Michelangelo Buonarroti

10
Side 120
Af et Brev fra Karmeliternes Generalvicar, Pietro Nuvolaria, til Isabella af Este, der atter
og atter ønsker sit Portræt malt af Leonardo, ser vi, at han i Begyndelsen af April 1501
havde udført sin Carton, den hellige Anna med Madonna og Sønnen, men iøvrigt paa
det Tidspunkt var helt fordybet i Geometri og ikke gad høre Tale om maleriske Hverv,
"var yderst utaalmodig overfor Penslen".
Det for os Afgørende er, at den Carton med den hellige Anna selvtredie, der
var bestilt hos Filippino Lippi af Servitermunkene, men af denne ædelmodigt og i
Anerkendelse af overlegne Evner overladt Leonardo, blev udstillet i Annunziataklostret,
og under almindelig Tilstrømning beundret som et Vidunder. Cartonen som vi kender
den, er et første Udkast til den hellige Anna med Madonna paa Skødet i Louvre's Salon
Carré, dog ikke saaledes componeret i Pyramideform, da Annas og Marias Hoveder
viser sig i Jævnhøjde. Det har været en henrivende Tegning, der i denne Skikkelse
vel kun tilnærmelsesvis blev udført som Maleri; men den frembød den Egenskab, der
blandt flere har skabt det tilsvarende Maleris Berømmelse, den tætte Sammenslutning
af fire Skikkelser til et samlet og levende Hele. Michelangelo havde ikke Ro i sin Sjæl,
før han havde udført Værker af beslægtet Art, der ikke stod tilbage for Leonardo's, ja
helst skulde overgaa dette ved sindrig og fast sammenføjet Composition.
Leonardo's Carton i Londoner Akademiet kan efter Vasari's Beskrivelse ikke være
den i Annunziata-Klosteret udstillede; denne har staaet Maleriet i Louvre nærmere.
Den bevarede er imidlertid saa smuk, at den forklarer den Begejstring, den nu tabte
Carton i sin Tid fremkaldte. Den ungdommeligt skønne Bedstemoder, den unge Moder
og det himmelske Barn har i og for sig virket som en Treklang af Kærlighed, Ynde og
rørende Barnlighed. Idet den lille Johannes, som ilsomt nærmer sig, hylder Barnet og
dette svarer med en Haandbevægelse, der ligesom velsigner, bliver den høje Treklang
til en mægtigere Firklang. Anna forudføler det spæde Barns guddommelige Fremtid,
hvisker sin Anelse til Datteren, og alle fire Skikkelser smelter sammen i en indviet, mer
end idyllisk Lykkestemning.
Det underlige Trip, Trap, Træsko i Louvremaleriet, at Maria sidder paa Skødet af den
bredt tronende Anna, medens Maria atter drager Barnet til sig, der sindbilledligt leger
med Lammet, findes ikke her. Alt er paa Carton'en naturligt og inderligt, kun hævet op
over den blotte Graties Sfære ved den flygtige Anelse om en uhyre Skæbne.
Hvor stærkt Michelangelo har følt sig tiltalt og frastødt af Leonardo's Carton, røber
først en Pennetegning af ham i Oxford, hvor Bedstemoder og Moder sidder lige
saa yndefuldt sammen, medens dog Hovederne er rykkede mere ud fra hinanden,
saa Annas Skikkelse træder skarpere frem. Men dernæst aabenbarer hans Hang til
Kappestrid sig utvetydigt i hans "Madonna Doni" i Uffizierne, den hellige Familie i
beregnet Sammenslyngning, et Oliemaleri, vistnok det eneste, han har udført. Han
led ikke den Fremgangsmaade at male i Olie, ringeagtede den nærmest, kaldte gerne
Oliemaleriet en Kunst for Kvinder og Børn.
Billedet var en Bestilling af den rige og efter Sagnet gerrige Florentinerkøbmand,
Angelo Doni, om hvem det i Vasari's anden Udgave (uden sikker Hjemmel) fortælles, at
han skal have forsøgt en Nedprutten af den Pris, hvorom man var bleven enig, hvorefter
den krænkede Mester skal have sat Prisen op indtil det dobbelte af Summen. Condivi,
der har sin Kundskab fra Michelangelo selv, siger simpelthen, at Billedet indbragte 70
Dukater.
At en med Bestillinger saa sysselsat Kunstner, som Buonarroti i dette Øjeblik var,
ikke afviste denne Bestilling, der tvang ham til Afbrydelse af sin Virksomhed som