Michelangelo Buonarroti

Side 12
sindrige Bygning, dets underfulde Muskelspil, Knokkelbygningens skjulte Mekanik, den
hele Krop som Udtryk for Sorg og Glæde, for Vrede og Kval, for Handlekraft som
for Lede ved Omgivelserne, for Selvfølelse, Selvglæde, Triumf, ikke mindre end for
Bortvendelse fra Verden i indre Syner.
12
Det er saaledes udrustet - med Antikens Forsvars- og Angrebsvaaben overfor
Menneskelivet - at Michelangelo befinder sig Ansigt til Ansigt med det Gamle
Testamente. Hans ypperste Aandsværker opstaar i det Skæringspunkt, paa den
Korsvej, hvor Hellas i hans Sind krydser Palæstina. Giulio 2. havde for Sistina bestemt
tolv Apostle. Michelangelo svarede, at disse tolv som Loftdekoration vilde blive una
povera cosa. Saa gør som Du vil! sagde Paven. Michelangelo udskilte da det kristelige
Element.
I Datidens Aandsliv var det Skik at blande hedenske Sibyller med hebraiske Profeter
som ensartede. Den utvivlsomme Koldsindighed, Michelangelo har følt overfor Kvinden
som Kønsvæsen, forsvandt, hvor hun viste sig inspireret, guddommeligt beaandet, som
man dengang tænkte sig Sibyllen.
Og Profeten var efter Sagens Natur Michelangelo en kendt og kær Skikkelse. Thi
der var noget Profetisk i ham selv. Ikke blot i det Store og Hele, forsaavidt han foregreb
sin Tidsalders kunstneriske Udviklingsgang, saa i et Par Aarhundreder Alle eftergjorde
hans Stil, overdrev hans Manér og - uden Held - stræbte at se med hans Øjne. Men
ogsaa i det Enkelte og Smaa. Han havde Forudfølelser af det Kommende, som det
flere Gange viste sig under hans nervøse Kriser.
Den Patos, der levede i hans Sjæl, var profetisk. Forsaavidt var han i Slægt med
nogle af de betydeligste Skikkelser i det Gamle Testamente.
Men det forstaar sig. hans Aand var derfor ikke mindre den italienske
Højrenæssances, hedensk, græsk-romersk. Han dekorerede Sistina med en Sværm af
nøgne Ynglinge, kraftige og skønne som fra en Palæstra eller et hellensk Gymnasion.
Giulio 2. tog det ikke ilde op. Han havde i sin Villa ved Ostia mangen Ganymedes.
Da han i 1507 holdt sit Indtog i Bologna, sendte Bologneserne ham klogeligt en Skare
af Hundrede ædle Ynglinge i Møde, der bar forgyldte Stave med Rovererne's Agern.
Syndflodssagnet giver da Michelangelo kun Anledning til at fremstille Skarer af nøgne
Mænd og Kvinder i den heftigste Bevægelse under Kampen for Livet.
Saaledes krydses bestandig hos ham det bibelske Stof med den græske Formsans.
Hvad Profeter og Sibyller angik, samt Æmnerne af Genesis, saa havde han fra sin
Barndom beundret Ghibertis gyldne Broncedøre til Baptisteriet i Florents, hvorfra mangt
et Motiv er forblevet i hans Erindring. De mindre almindeligt anerkendte Basreliefer paa
Baptisteriets Nordportal har ligeledes optaget en Plads i hans Hukommelse. Ghiberti's
hellige Johannes, der sidder fordybet i verdensfremmed Grublen, er ligesom en første
Anelse om Michelangelos Jeremias.
En fjern Forberedelse har hans Sind ogsaa faaet ved Skuet af Giovanni Pisanos
Prædikestol i Kirken San Andrea i Pistoia (nær Florents). Over Søjlerne hæver
sig Spidsbuer, og som i Sistina er Buefligene allerede her hos Pisano udfyldte af
Skikkelser, der stemmer sig imod de Skranker, der er dem anviste i det snevre
Rum. Paa selve Søjlernes Kapitæler staar eller sidder desuden alvorsfulde, stærkt
optagne Skikkelser, lidenskabeligt opfyldte af et eller andet Skue, som saa mange af
Michelangelo's Profeter og Sibyller. Ogsaa her er deres Ensomhedsfølelse betonet ved