Michelangelo Buonarroti

Han kaldes "il migliore dicitore di rime all' improviso del tempo".
Side 119
Alle hans Vers er gaaede tabt paa nær et enkelt Impromptu, en Spøg, hvis Vid det
er vanskeligt for os at forstaa:
Det lyder:
Sel Petrarcha amò si forte ilauro
Fu perche glie bon fralla salsicia e tordo,
I non posso di lor giancie far tesauro.
"Hvis Petrarca saa heftigt elskede Laurbærtræet, saa var det, fordi Laurbær gør godt
mellem Pølser og Kramsfugle. Jeg kan ikke faa noget ud af deres Daarskaber."
Vi er ganske ude af Stand til at dømme om Leonardo's Vers. Men om hans Prosa kan
vi dømme. Vi kender Michelangelo's Prosa kun fra hans Breve, der mest handler om
Pengevanskeligheder eller om Familiebesværligheder, og selv hvor de undtagelsesvis
har et Følelseselement, intet har med Kunst at gøre. I Leonardo har der stukket en
Prosastilist. Hans Beskrivelse af en Orkan, hans tre Gange omarbejdede Beskrivelse
af Syndfloden (i hans Traktat om Malerkunsten) røber, ved Alt hvad der deri er levende
og set, en Malers og en Musikers Evne omsat i Skribentens.
Medens Michelangelo som Digter er Grubler og snart selvironisk snart flammende
patetisk, er Leonardo med Forkærlighed ræsonnerende og klar, som han fremtræder i
sine Fabler og Apologer. Man tage den om Sommerfuglen, som brænder sig: "O falske
Lys, hvor mange andre har du ikke narret elendigt i Fortiden, som du narrede mig! Hvis
jeg var bestemt til at se Lyset, burde jeg da ikke kunne have skelnet mellem Solen og
en ussel Praas!" Eller tag Fabelen om Barberkniven: Den var en Dag kommet ud af
Skaftet, der tjente den som Skede, og da Solens Lys kastedes tilbage fra den, blev
den urimeligt hovmodig af sin Glans. Den vilde ikke vende tilbage til sin Skede, skjulte
sig flere Maaneder i Træk. Da den saa paany kom ud i fri Luft, lignede den en rusten
Sav. Saaledes gaar det de indbildske Dovne. De mister deres Ægg, og Uvidenhedens
Rust skæmmer deres Væsen.
Medens Leonardo i sine smaa poetiske Forsøg lægger sin Aands Klarhed og sin
rolige Visdom for Dagen, imponerer Michelangelo, hvor han er bedst, ved Stilens
Vildhed og Kraft.
Et sidste Berøringspunkt, der maaske bør fremhæves mellem de to store Mænd. er
deres Forhold til de Beskyttere, der virkede fremmende paa deres Evner ved at stille
dem store Opgaver, og der indbyrdes var saa forskelligartede som de selv. Leonardo
stod en Tid lang i det samme Forhold til Ludovico Moro som Michelangelo til Giulio
den Anden.
Det har været begge de to umaadelige Kunstneres Skæbne, at de opgav næsten
alle deres Arbejder før de var fuldendte. Men begge traf de paa et afgørende Tidspunkt
i deres yngre Aar den Mæcenas, der drev dem til at skabe monumentale Værker
af højeste Rang. Uden Ludovico Moro havde Leonardo ikke udført Rytterstatuen af
Francesco Sforza og ikke Maleriet af Nadveren i Santa Maria delle Grazie i Milano.
Uden Giulio den Anden havde Michelangelo ikke anlagt Pavegravmælet, der saa sent
og saa formindsket blev udført, og ikke malt Loftet i det sixtinske Kapel. Forunderligt
passede de to Herskere til de to store Kunstneres uligeartede Temperament: Ludovico
prøvende sig frem, diplomatisk spindende sine Spindelvæv, ubestemt, sanselig,
grusom og kunstelskende, ivrig for at blive Lorenzo af Medici's Arvtager som Mæcenas,
Giulio opfarende, voldsom, krigersk, Original, rede til at gaa ind paa de mest storstilede
kunstneriske Planer og gennemføre dem.