Michelangelo Buonarroti

Side 117
der er ubetinget ubeboeligt. Naxos er neppe bedre." Man sammenligne hvad en anden
og større, men til Gengæld moderne romantisk Franskmand siger om Grækenland
i det 19. Aarhundrede. Det hedder i et Brev fra Théophile Gautier (Venedig 1852):
"Athen har henrevet mig. Ved Siden af Parthenon synes Alt barbarisk og grovt. Man
føler sig som en Muscogulg, en Uscoque og Mohikaner lige overfor dette saa rene og
saa straalende lyse Marmor. Det moderne Maleri er kun en Kanibal-Tatovering, og vor
Billedhuggerkunst en Sammenæltning af vanskabte Abekatte. Da jeg kom fra Athen,
forekom Venedig mig triviel og grotesk Forfaldstids-Kunst."
Det er ikke usandsynligt, at baade Leonardo og Michelangelo vilde have modtaget
et Indtryk af lignende Art, om de end vilde have udtalt det mindre voldsomt. I ethvert
Tilfælde kunde Michelangelo efter at have set Athen neppe have sagt hvad Francisco
de Hollanda lægger ham i Munden om den italienske Malerkunst, at den var lig den
græske (que é o grego antico).
Blandt de mange Lighedspunkter mellem de to Kæmpeaander er der den, at begges
Opdragelse efter Datidens Begreber var ufuldstændig forsaavidt ingen af dem fra
Barnsben af lærte Latin. Michelangelo samlede sig sit Liv igennem til saa mangt og
meget, at han aldrig fik Tid til at indhente det Forsømte. Den ikke mindre ærgerrige
og til Forskning mere anlagte Leonardo gjorde mellem sit 30. og sit 40. Aar Forsøg
paa at lære Latin og synes ogsaa at have opnaaet nogen Færdighed i Sproget, da
han jævnlig anfører latinske Citater. Men surt er Studiet faldet ham. Det ser man af
de Lister over de mest elementære Udtryk, han optegner for at indprente sig Ordene,
Gloser som sed, aliquid, instar, tunc, præter. (Beslægtede er Thorvaldsens Lister over
danske Ord til Stiløvelse.)
8
Saa forskelligt de to Mænd, der ikke kunde komme ud af det sammen, end var anlagte,
de havde bl. a. et Lighedspunkt i deres Hang til at tumle med gigantiske Planer. Som
bekendt kælede Michelangelo for den Ide at tilhugge en umaadelig Klippe, der laa
mellem Carrara og Havet, saa den fik menneskelig Skikkelse og kunde tjene som
Fyrtaarn for de Søfarende ved Rivieraen. Det minder om Deinokrates' Plan at forvandle
Athosbjerget til en Statue af Alexander den Store, eller om Kolossen paa Rhodos.
Dog som Arkitekt drømte Leonardo ganske lignende Drømme. Han ønskede at
opføre en kongelig Begravelsesplads, bestaaende af et kunstigt Bjerg, der ved sin
Grundvold skulde have 6oo Meter i Gennemsnit, og af et rundt Tempel, hvis Gulv vilde
komme til at ligge i Højde omtrent med Tinderne paa Kölner Dôm, og hvis Indre skulde
have en Bredde som Skibet paa (det gamle) San Pietro i Rom.
Hans arkitektoniske Projekter røber et Michelangelo fremmed Hang til at anvende
mekaniske Kræfter i Skønhedens Tjeneste. Da Aristotele da Fioravante, en
bolognesisk Ingeniør, der havde været bosat i Moskva og arbejdet dèr, havde flyttet et
Taarn uden at der tilføjedes det Men, foreslog Leonardo den florentinske Regering at
løfte Baptisteriet ved Hjælp af Maskiner og at anbringe det paa en Forhøjning, hvortil
Trin førte op.
Signoriet var forsigtigt nok til ikke at risikere Forsøget.
En dyb Modsætning imellem Leonardos og Michelangelos Naturel er udtrykt i den
Forkærlighed, med hvilken Leonardo har fordybet sig i Gengivelsen af Kvindelighedens
Ynde og Sødme. Alligevel er der ogsaa i begges Forhold til Kvinden en vis Lighed. I
alle Leonardos Haandskrifter nævnes ikke et Kvindenavn (uden engang Navnet paa
en Model med Angivelse af hendes Bolig) og der er ikke i Overleveringen meddelt det