Michelangelo Buonarroti

Side 116
Begge har de et Forhold til Antiken og begge kun til den romerske Antik, der
forvexledes med græsk. Kun at dette Forhold for Michelangelo's Vedkommende var
gennemgribende, grundbestemmende for hans Kunst, for Leonardo's af langt ringere
Betydning om end utvivlsomt.
Man ser af Leonardo's Udkast, at han som Arkitekt blot følte sig tiltrukket af de antike
Søjle-Ordener. Han forbandt dem dog gerne med byzantinske Kuppeler og tabte aldrig
helt Brunellesco af Syne.
Til Fodstykket for Statuen af Francesco Sforza har han søgt et Forbillede i San
Angelo i Rom. Sin Kunst at gruppere Skikkelser har han lært af Antiken. Underligt nok
findes der hos ham en Beklagelse af ikke at kunne naa Antiken i Symmetri.
I sine Studier over Arkitektur er han som Renæssancens andre Mestere paavirket
af Vitruvius, hvem han ofte anfører. I sin Proportionslære gaar han ud fra de gamle
græske Billedhuggeres Principer. I Fremstillingen af stejlende Heste er han inspireret af
Hesteskikkelser paa udskaarne Stene fra Oldtiden - Maaden, hvorpaa de kæmpende
Heste bider hinanden i Leonardo's "Kampen om Fanen", minder en Smule om
Hestenes Holdning paa en antik Camée, der fremstiller Faetons Fald. Rundt om hos
ham er der smaa Mindelser om Antiken: paa Helligtrekongers-Billedet erindrer en af
Figurerne om Praxiteles' Faun, en anden om en Bronce-Narcissus i Neapel.
Det tvetullede Træk i ikke faa af Leonardo's Malerier genkalder en
vis Oldtids-Periodes Forkærlighed for Blandingen af mandlige og kvindelige
Særegenheder hos Bakkus, ikke at tale om Hermafroditer. Johannes-Skikkelsen i
Louvre synes næsten tvekønnet som mange af de unge mandlige Skikkelser, Leonardo
med Forkærlighed har tegnet.
Vemodig er den Tanke for Leonardo's, som senere for Michelangelo's
Vedkommende, at de har betragtet de Arkitekturbrokker, der stod paa Forum
Romanum, som typiske for hellensk Arkitektur, og at de i Vitruvius har set en Bibel for
græsk Kunst. De har troet, at der i romerske Templer fandtes den Sans for Virkninger,
den Følelse for Harmoni og den Finhed i Smag som i det græske Tempel.
De vidste ikke, at denne Vitruvius, hvis Domme vedtoges uden at prøves,
aldrig havde kendt anden Arkitektur end den hellenistisk-østerlandske, ja endda
kun havde kendt den af Bøger, saa hans Lærdomme kun var et Sammenpluk af
alexandrinske Teorier. Vitruvius paastaar f. Ex., at de Gamle aldrig har anvendt den
doriske Søjleorden til Templer. Han kender altsaa ikke Parthenon. Han paastaar, at
Tempelstatuen altid ser mod Vest, hvad aldrig er Tilfældet (Vitruvius 4. 3 og 5).
Mer end vemodig er den Tanke, at hverken Leonardo eller Michelangelo nogensinde
har besøgt Athen, da dog i deres Levetid og lige til 1687 Parthenon endnu stod som et
aldrig bombarderet Hele. Som Skæl vilde være faldet fra deres Øjne ved Synet. De var
blevne helt andre Kunstnere, maaske endnu større Mænd. Leonardo vilde med Lethed
have rystet Vitruvius af sig; Michelangelo vilde have mødt et Ideal af Utvungethed,
der aldrig kom ham for Øje i Livet. Grækenlands Natur vilde have frydet Leonardo,
men neppe have gjort Indtryk paa Michelangelo. Landskabet var ikke til for ham; der
forekommer ikke en Maaneds Landophold i hans hele Liv. I det Punkt foregriber han det
17. Aarhundrede, hvor vesteuropæiske Rejsende, der kom til Grækenland, Intet fornam
ved Skuet. Den franske Ambassadeur i Constantinopel, Guilleragues, blev meget
skuffet ved Synet af Hellas' klassiske Øer og Byer og skrev (9. Juni 1684) til Racine:
"Delos er en ussel Klippe, Cerigo (Kythera) og Pafos, som ligger paa Øen Cypern, er
frygtelige Steder. Cerigo er en lille Ø, som tilhører Venezianerne, den ubehageligste og
ufrugtbareste Ø i Verden. Ingensteds er Luften saa fordærvet som paa Pafos, et Sted.