Michelangelo Buonarroti

Side 114
Hvad det Maleriske angaar, saa er det højst betegnende, at Vasari under Omtalen
af Leonardo's Carton af Adam og Eva i Paradiset - en Carton, der ulykkeligvis som
saa mange af Leonardo's andre Værker er gaaet tabt - fortaber sig i Beundring af
Planteverdenen, af Maaden, hvorpaa Palmetræets Grene runder sig, af Tegningen
og Forkortningen af Figentræets Løv. Michelangelo's Landskaber er ørkenagtige; saa
lidet fængsler det Ikke-Menneskelige ham. De har ikke mere Græs end Voltaire's i
"Henriaden".
Medens Buonarroti ogsaa som Maler sjæleligt længe forblev en Plastiker, saa
det egentlig Maleriske var det, der interesserede ham mindst, var for Leonardo
omvendt Farvernes Sammensmeltning (sfumato) Hovedsagen. ganske vist ikke som
for Correggio, der følger efter ham og en Tid i hans Spor attraar Opnaaelse af den
forfinede Sødme, men saaledes, at Farven ikke blot staar i Formens Tjeneste hos
ham, i en Forms, der modelleres ved Hjælp af Lys og Skygge, men saaledes at han
i sit sidste større Værk "Johannes Døberen" foregriber Rembrandt ved Maaden, paa
hvilken Skikkelsen lysende dukker op af Skyggen.
Leonardo var sit Liv igennem og forblev efter sin Død Michelangelo en Torn i
Øjet. Endnu saa sent som i sit 75, Aar taler han om Leonardo's Lærdomme med en
Vrede, der ikke viger tilbage for grove Udtryk. I hans lige anførte Brev til Benedetto
Varchi hedder det: "Hvis den Mand, der har skrevet, at Malerkunsten fortjener Fortrinet
for Billedhuggerkunst, har forstaaet sig lige saa godt paa de andre Ting, han har
skrevet om, som paa denne, saa kunde min Kokkepige have skrevet bedre om
dette Spørgsmaal." Som man husker, fandt Michelangelo Skulpturen piu nobile end
Malerkunsten, medens Leonardo betragtede Tilhugningen af Marmoret som en ret
lavtliggende Haandværkergerning.
7
De to Halvguder, der var fødte med 23 Aars Mellemtid, havde den Vanskelighed
for at forstaa og paaskønne hinanden, paa hvilken saare hyppigt samtidige Genier
af grundforskellig Type støder, naar Forholdene ligger saaledes, at de kommer
til at rivalisere. Imidlertid er det ingen Tvivl underkastet, at Leonardo - med sin
Verdensdannelse, sit Væsens harmoniske Form, sit Alsind og sin Overlegenhed over
Nid og Nag - beredvilligt var kommen det yngre, opadstræbende Geni i Møde, ifald
hans Ønske at bane Vej for en gensidig Forstaaelse havde fundet Genklang.
Men med den Ildhu, Michelangelo havde, var det utænkeligt. Allerede i det Ydre
følte han sig modsat den majestætisk smukke og repræsentative Leonardo, styg, som
han syntes, med det af Torrigiano's Næveslag vanheldede Ansigt, barsk og knoklet
som han var, ligegyldig for sit Udvortes og sin Klædedragt, vant til at bruge de stærke
Hænder i lidenskabelig Tvekamp med Marmorstenen. Hans Selvfølelse, der havde en
hvas Tunge i sin Tjeneste, bragte ham hans Liv igennem til i ethvert ældre eller yngre
Geni, der krydsede hans Veje, ene og alene at se Rivalen. Men en Rival var i hans
Øjne en Fjende, det gjaldt om at overstraale. Han hadede paa Forhaand Leonardo,
som han et Tiaar senere hadede Raffaello.
Kun var Forholdet til de to forsaavidt højst forskelligartet, som Michelangelo i
Leonardo mødte den fuldtudviklede Kunstner, af hvem det var ham umuligt, ikke i al
Stilhed at lære mangt og meget, paa samme Tid som han arbejdede paa at overgaa
ham. I Raffaello saa Michelangelo som fuldtudviklet Mester den opadstræbende
Begynder, hvis Væsen var ham endnu mere fremmed end Leonardo's, men som paa
sin Side let og ivrigt tilegnede sig alt for ham brugbart af hvad Michelangelo i højeste
Spænding havde erobret for Billedkunsten. Det blev efter Buonarroti's hele Anlæg