Michelangelo Buonarroti

Side 113
Michelet har kaldt ham, Faust's italienske Broder, hvem man tillagde hemmelighedsfuld
Indsigt i de forskelligste Fag. Hans Optræden var høvisk, hans Mesterskab uomtvistet,
skønt hans Væsen og Forholdene i Forening havde medført, at han ingensteds befandt
sig hjemme.
Han havde under Ludovico Moro i Milano grundlagt et Akademi for Malerkunst, hvor
han opdrog Elever. Han havde indskærpet dem, at deres Kunst til Æmne havde alle
de Ting, Naturen frembringer, og alle dem, Mennesket selv forarbejder. Hans Lære
dannede saaledes en skarp Modsætning til Michelangelo's paa et personligt Instinkt
hvilende Grundtro, at Menneskelegemet alene var Kunstens værdige Genstand.
Leonardo hævdede, at Livsformernes og Tingenes Forskellighed indbød Maleren til at
gengive det Sære og Grimme som det Skønne og Yndefulde:
Den goddædige Natur havde jo sørget for, at Mennesket allevegne fandt noget
at efterligne, først og fremmest sine Medmenneskers uensartede Udseende og
Væremaade, saa Dyrenes, Træernes, Urternes, Blomsternes Verden, dernæst i
Landskaberne Modsætningen mellem Bjerge og Sletter, Kilder og Floder, i Stæderne
Modsætningen mellem offenlige og private Bygninger, fremdeles i Tingenes Verden de
Forskelle, som fandtes mellem Klædedragter og Redskaber, Smykker, Kunstarbejder.
Det gjaldt efter Leonardo's Opfattelse for Maleren om at gøre sin Sjæl til et Spejl, der
gengav alle Ting og lod dem vederfares Retfærdighed under Gengivelsen. Det var en
daarlig Kunstner (uno tristo maestro), som ikke naaede videre end til at kunne udføre
en enkelt Ting godt.
Der er, hvor Leonardo i sin Traktat om Malerkunsten senerehen udvikler disse
Lærdomme, en tydelig, om end dulgt, Polemik imod Michelangelo, som nærede den
modsatte Overbevisning.
Buonarroti, der sit Liv igennem hævdede, at Skulptur, ikke Maleri, var hans
Fag, har i de Samtaler med Vittoria Colonna, der i omtrentlig Form er blevne os
opbevarede af Francisco de Hollanda, fremhævet den Kunst, der tager noget bort,
altsaa Marmorkunsten, som fortrinligere end den Kunst, der som Malerens lægger
noget paa.
Et af de Spørgsmaal, som sysselsatte de Dannede i den italienske Renæssance,
var jo nemlig det tomme og ørkesløse, om Billedhuggerkunsten eller Malerkunsten stod
højest.
Michelangelo skrev endnu saa sent som i 1549 til Benedetto Varchi, der havde
offenliggjort en lezione for at undersøge, hvilken af de to Kunster der var ædlest, la
Scultura o la Pittura: "Jeg siger, at Maleriet synes mig saa meget des bedre, jo mere
det nærmer sig Reliefet, og at Reliefet synes mig saa meget slettere, jo mere det
nærmer sig Maleri. Billedhuggerkunsten er for mig Maleriets Lanterne; mellem de to
er der samme Forskel som mellem Solen og Maanen." Leonardo derimod priste - som
Leone Battista Alberti før ham - med Begejstring Malerkunstens Fortrin for Skulpturen
som for de øvrige Kunster. Han hævdede, at den havde en langt videre Rækkevidde
blandt Tingenes Mangfoldighed, af hvilken han Intet vilde undvære, end ikke Støv og
Røg, saa lidt som Lysvirkninger, vid Synskreds, Skyer og Planter - alt dette, som var
Michelangelo ligegyldigt, da han som Billedhugger, Maler og Digter ikke vilde være
andet end Menneskeskildrer.
Endog hvad det rent Skulpturale angaar, optog Leonardo i sin Interesse et Felt,
til hvilket Michelangelo's kunstneriske Deltagelse ikke naaede. Han foretog saavel
anatomisk som plastisk et udtømmende Studium af Hesten.