23.07.2013 Views

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Side 113

Michelet har kaldt ham, Faust's italienske Broder, hvem man tillagde hemmelighedsfuld

Indsigt i de forskelligste Fag. Hans Optræden var høvisk, hans Mesterskab uomtvistet,

skønt hans Væsen og Forholdene i Forening havde medført, at han ingensteds befandt

sig hjemme.

Han havde under Ludovico Moro i Milano grundlagt et Akademi for Malerkunst, hvor

han opdrog Elever. Han havde indskærpet dem, at deres Kunst til Æmne havde alle

de Ting, Naturen frembringer, og alle dem, Mennesket selv forarbejder. Hans Lære

dannede saaledes en skarp Modsætning til Michelangelo's paa et personligt Instinkt

hvilende Grundtro, at Menneskelegemet alene var Kunstens værdige Genstand.

Leonardo hævdede, at Livsformernes og Tingenes Forskellighed indbød Maleren til at

gengive det Sære og Grimme som det Skønne og Yndefulde:

Den goddædige Natur havde jo sørget for, at Mennesket allevegne fandt noget

at efterligne, først og fremmest sine Medmenneskers uensartede Udseende og

Væremaade, saa Dyrenes, Træernes, Urternes, Blomsternes Verden, dernæst i

Landskaberne Modsætningen mellem Bjerge og Sletter, Kilder og Floder, i Stæderne

Modsætningen mellem offenlige og private Bygninger, fremdeles i Tingenes Verden de

Forskelle, som fandtes mellem Klædedragter og Redskaber, Smykker, Kunstarbejder.

Det gjaldt efter Leonardo's Opfattelse for Maleren om at gøre sin Sjæl til et Spejl, der

gengav alle Ting og lod dem vederfares Retfærdighed under Gengivelsen. Det var en

daarlig Kunstner (uno tristo maestro), som ikke naaede videre end til at kunne udføre

en enkelt Ting godt.

Der er, hvor Leonardo i sin Traktat om Malerkunsten senerehen udvikler disse

Lærdomme, en tydelig, om end dulgt, Polemik imod Michelangelo, som nærede den

modsatte Overbevisning.

Buonarroti, der sit Liv igennem hævdede, at Skulptur, ikke Maleri, var hans

Fag, har i de Samtaler med Vittoria Colonna, der i omtrentlig Form er blevne os

opbevarede af Francisco de Hollanda, fremhævet den Kunst, der tager noget bort,

altsaa Marmorkunsten, som fortrinligere end den Kunst, der som Malerens lægger

noget paa.

Et af de Spørgsmaal, som sysselsatte de Dannede i den italienske Renæssance,

var jo nemlig det tomme og ørkesløse, om Billedhuggerkunsten eller Malerkunsten stod

højest.

Michelangelo skrev endnu saa sent som i 1549 til Benedetto Varchi, der havde

offenliggjort en lezione for at undersøge, hvilken af de to Kunster der var ædlest, la

Scultura o la Pittura: "Jeg siger, at Maleriet synes mig saa meget des bedre, jo mere

det nærmer sig Reliefet, og at Reliefet synes mig saa meget slettere, jo mere det

nærmer sig Maleri. Billedhuggerkunsten er for mig Maleriets Lanterne; mellem de to

er der samme Forskel som mellem Solen og Maanen." Leonardo derimod priste - som

Leone Battista Alberti før ham - med Begejstring Malerkunstens Fortrin for Skulpturen

som for de øvrige Kunster. Han hævdede, at den havde en langt videre Rækkevidde

blandt Tingenes Mangfoldighed, af hvilken han Intet vilde undvære, end ikke Støv og

Røg, saa lidt som Lysvirkninger, vid Synskreds, Skyer og Planter - alt dette, som var

Michelangelo ligegyldigt, da han som Billedhugger, Maler og Digter ikke vilde være

andet end Menneskeskildrer.

Endog hvad det rent Skulpturale angaar, optog Leonardo i sin Interesse et Felt,

til hvilket Michelangelo's kunstneriske Deltagelse ikke naaede. Han foretog saavel

anatomisk som plastisk et udtømmende Studium af Hesten.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!