Michelangelo Buonarroti

Side 112
de at have Støtte mod den Skammel, paa hvilken Moderens noget løftede venstre Ben
har Fodfæste. Saaledes kommer den Lilles smukke højre Fod til at strækkes noget
frem, som kunde de Andægtige faa Lov til at trykke deres Mund imod den.
Moderens side Dragt med de smukke lodrette Folder, der svarer til Gruppens
retvinklede Form og contrasterer mod Sønnens buede Linier, indfatter som et blødt
Hylster det friske kraftfulde Barnelegeme. Hovedklædet, der ligger dobbelt eller
tredobbelt over den ædle Pande, og falder ned til Skuldrene med en højtidelig
Regelrethed, lader som Oldtidens fyrstelige Pandebind (thi Diademet er oprindeligt
dette) den ranke Skikkelse virke mere anseligt. Den højre Haand holder efter Vedtægt
en Bog. En simpel lille flad Skive nedenfor Halslinningen er Himmeldronningens eneste
Smykke, eller rettere er vel mindre ment som Smykke end som Fuldendelsens Symbol.
Moderens Udtryk er vemodigt, ligesom i Visheden om hvad der forestaar den
Spæde, dog er denne Vemod fuldt behersket af overmenneskelig Ro. Den fine lige
Næse, de sænkede Laag, den stille Mund, Alt bidrager ved ensartet Liniespil til
Gruppens over Jordelivet løftede Holdning.
Der findes i Bonnat-Museet i Bayonne en yderst elegant Tegning af Michelangelo,
der uvist hvorfor ikke er optaget i Karl Freys store Samling af Mesterens Tegninger.
Den nærmer sig betydeligt til Madonna i Bruges, forsaavidt Moderen (rigtignok i Profil
og halvt knælende) viser sin lille Dreng frem, ligesom paa Gruppen i Belgien. Kun er
denne Madonna langt friere i Holdning, yndefuld og livfuld med det yppige, udslaaede
Haar og med venstre Haands sjældne Finhed. For at give Tegningen den attraaede
pyramidale Form har Michelangelo tilføjet en lille Johannes, der blot er der for skelmsk
at udfylde Pladsen, men ikke ser noget af hvad de to andre ser.
Michelangelo's Ven Jacopo Gallo havde, allerede ifølge Kontrakt af 19. Juni 1501
skaffet ham Bestilling fra den gamle Cardinal Franceso Piccolomini paa fire eller
fem Apostelstatuer til hans Gravmæle i Sienas Domkirke. Opgaven har imidlertid
øjensynligt kedet ham, og han har ladet den ligge. Cardinalen blev Pave 22. September
1503, dog kun for 27 Dage. Kontrakten blev fornyet af Arvingerne. Men kun Statuen af
den hellige Petrus, der synes at lytte og se ned for sig, kan Michelangelo have givet
sig af med. Klædemonet med de mange sære Folder skyldes rimeligvis ham. Dog
ud over dette har han sikkert ikke rørt ved nogen af disse vedtægtsrette og tomme
Apostelfigurer, der maa være udførte af talentløse Elever.
6
Der var andet, som optog ham, Sammentræffet med Tidsalderens største Kunstner,
Leonardo da Vinci, og Tanken paa en Væddestrid med ham, hvem han fandt
tilbagevendt til Firenze efter mer end sytten Aars Fraværelse fra Byen.
1501 ved Foraarstid var Leonardo ankommet, medens Michelangelo endnu var i
Rom. Han havde saa i 1502 som Ingeniør i Cesare Borgia's Tjeneste tilset Fæstninger
i Romagna, var 1503 vendt tilbage og fyldte nu Byen med sit Ry.
Den ældre som den yngre Kunstner stod sig godt med Piero Soderini, der 1502
blev valgt til Firenze's Gonfaloniere paa Livstid, Leonardo, der alt som Yngling gjaldt
for lige saa smuk som mangesidigt udrustet, var nu ved Halvhundredaarsalderen
(født 1452) en skøn og imponerende Skikkelse. Han klædte sig særegent og med
udsøgt Smag, bar gerne i Modsætning til Florentinernes lange Dragt en blegrød Bluse,
der kun gik ham til Knæet, og lod sit smukt lokkede og omhyggeligt plejede Skæg
voxe, til det naaede ham midt paa Brystet. En statelig Mand, en sjælden Kunstner,
et Universalgeni, en Vismand, hvis Skikkelse var omspunden af Sagn. Han var, som