Michelangelo Buonarroti

Daviete cholla fromba ed io chollarco.
Michelagniol.
Side 110
Det vil sige: "David med Slyngen og jeg med Buen". Han har forkortet den italienske
Talemaade coll' arco dell' osso ("Af alle Kræfter, med fuld Energi"), det samme, der
ogsaa udtrykkes ved Talemaaden colla schiena, "med Rygraden". Dette maaske som
Modsætning til et lige nedenunder nedskrevet Citat af Petrarca, der udtaler Melankoli.
Det lyder: Rocte (rott è) l'alta colonna el (e'l) verd, hvad maa udfyldes: verde lauro,
che facean ombra al mio stanco pensero. Petrarca's tungsindige Vers: "Den høje Søjle
er styrtet tilligemed det grønne Laurbærtræ, der overskyggede min trætte Tanke" har
fundet en forbigaaende Genklang i hans Sjæl, og han har da sandsynligvis overvundet
sit Mismod ved det Udbrud af hans personlige Selvfølelse, der staar øverst.
Maréchallen af Rohan havde stadigt trængt paa for at faa den bestilte Statue til sit
Slot. Michelangelo kunde ikke udføre denne David, før han havde faaet sit Storværk,
dens Navne, fra Haanden. Rohan havde naturligvis den Agt at betale hvad der for
Statuen krævedes. Men Signoriet, for hvilket Frankrigs Venskab var af højeste Værdi,
havde bestemt at skænke ham Statuen, naar den var færdig.
Imidlertid var Maréchallen, der ved sit Ægteskab med en Søster til Louis
d'Armagnac 1503 var bleven Hertug af Nemours og altsaa tilsyneladende endnu mere
indflydelsesrig ved det franske Hof, kort derefter falden i Unaade hos Kongen. Praktisk,
som det florentinske Byraad var, tog det strax den Beslutning, nu at skænke Statuen
til en anden Franskmand, hvis venskabelige Følelser kunde indbringe Byen ved Arno
noget til Gengæld for Gaven.
Medens man saa sig om efter en fransk Stormand, hvem det kunde lønne sig
at skænke en Broncestatue, døde Hertugen af Nemours belejligt og Signoriets Valg
faldt paa Finanssekretæren Florimond Robertet. hvis Yndest vilde være Florentinerne
til betydelig Nytte under deres Pengeforretninger med Kongen af Frankrig. Man lod
Gesandten Francesco Pandolfini sondere Robertet i den Anledning, hvad et endnu
opbevaret langt Brev fra Pandolfini af September 1505 udførligt viser.
Michelangelo havde efter sin Vane ikke faaet fuldført sit Værk. Hvad der fattedes, lod
man da i Oktober 1508 tilendebringe af Benedetto da Rovezzano, og en Optegnelse
af Signoriet, dateret 6. November 1508, meddeler, at den i Bronce støbte David, som
vejede omtrent 800 Pund, da endelig blev "pakket ind i Guds Navn" og over Livorno
afsendt til Frankrig. Robertet lod den opstille i Gaarden paa Slottet Bury nær Blois. Her
stod den til Midten af det 17. Aarhundrede. Saa blev den afhændet til Slottet Villeroy,
hvor den endnu længe blev studeret af franske Billedhuggere, der skal have sagt om
den, at den var værd sin Vægt i Guld.
5
Derefter er den sporløst forsvundet.
Blandt Donatellos mange Fremstillinger af Madonna, der alle har Reliefets Form, er der
ogsaa en Broncestatue, den, som findes over Højalteret i San Antonio-Kirken i Padova,
et besynderligt Værk. Med en Krone paa sit Hoved over det yppige bølgeformige Haar
sidder helt indhyllet i et folderigt Klædebon Guds Moder paa en Trone, hvis Støtter
paa begge Sider er omhyggeligt udarbejdede Sfinxfigurer. Hendes Udtryk er ikke
imødekommende, alvorsfuldt grublende. Hendes Holdning er lidt fremadbøjet; Armene
hænger lige ned, og med begge Hænder holder hun det i Dragtens Folder usikkert
staaende lille bitte, spæde Barn, der ligeledes vender Ansigtet til Beskueren, et Ansigt,
der som Moderens er præget af en but Alvor.