Michelangelo Buonarroti

Side 11
gav ham et Stykke Marmor og Redskaber (ferri) hvormed han udførte sit tidligste
Forsøg, Faunhovedet.
Naar man i Florents betræder Casa Buonarroti, saa føler man en vis Andagt ved
Tanken om, hvad Stedet rummer af Mesterens Efterladenskaber. Men Huset selv har
han hverken beboet eller overhovedet nogensinde set.
Derimod er der et andet Hus i Florents, over hvis Tærskel den Besøgende ikke
burde gaa uden en Følelse af Andagt. Det er det skønne og dog beskedne Palads,
som den store Arkitekt Michelozzo har opført for Cosimo. Det kaldes nu Riccardi, hed
dengang Medici.
Husets Fodstykke er en bred omløbende Stenbænk. Derover hæver sig tre dejligt
proportionerede Stokværk. Det nederste er af mægtige, raat tilhugne Kvadersten med
rundbuede Portaabninger; det næste har Murværk af graabrune Sten med elegante,
delte, rundbuede Vinduer. Over Murbrynet Vinduerne i øverste Stokværk ensartede
med dem i andet. Den skønne langt fremspringende Murkrans under Taget hviler paa
Consoller.
Stedet er helligt. I dette Hus er den moderne Civilisation bleven vakt til Live. Her
var Midtpunktet i Verdens dengang evnerigeste og mest aandeligt bevægede By. Over
Porten ud til Gaarden stod skrevet, at dette Hus var helliget Videnskabens Genfødelse.
Her har Michelangelo som Dreng (underholdt af Husets Herre med fem Dukater om
Maaneden) siddet ved Lorenzo Magnifico's Taffel, og da ingen Etikette overholdtes,
men Den satte sig Lorenzo nærmest, der kom først, lykkedes det ret jævnligt Drengen
at faa Plads ved Herskerens Side.
Her har det unge Geni med den glædeløse Barndom faaet Indvielsen under
Samkvem med Datidens ypperste Mænd, lyttende til Humanister og Digtere af Marsilio
Ficino's og Angelo Poliziano's Rang. Her var han Tilhører til de lærerigeste Samtaler,
som i Datiden førtes. Her var samlet et Kraftuddrag af Firenze's Væsen, Magt og
Elegance.
11
Her i dette Hus har Lorenzo selv vist og forklaret Drengen sine Kunstskatte, sine
Gemmer og Mønter. Uvilkaarlig kom da Ynglingen til at se ned paa hvad de florentinske
Malere havde udført før hans Tid. Det Naive, det, som nu kaldes det Præraffaeliske,
kunde umulig tiltale ham eller hans Slægtled. Og lige saa lidt det Archaiske, som
fængslede Thorvaldsen og hans Tid. Han attraaede det Fuldkomne, og fandt det først
i Statuer som Pasquino og Torsoen, senere i Laokoon, som udgravedes 1506. Overfor
dem stod han grebet af den dybeste Beundring. De udløste i ham selv en Skaberdrift,
der gik i Retning af Mesterskabet i Fremstillingen af Menneskekroppen i dens Vælde
eller i dens Rigdom af spændende Modsætninger, eller af Livet selv som haabløs men
energisk Kamp, det tragisk Ophøjede.
Der kom jo sidenhen den Tid, hvor den romerske Kunst blev ganske ringeagtet i
Sammenligning med den græske, ligesom den romerske Literatur i Sammenligning
med den hellenske og hellenistiske. Men for Michelangelo var denne romerske Kunst
græsk, og smeltede sammen med de Indtryk, han gennem Humanisterne modtog af
platonisk Aand og platoniske Ideer. Den var jo ogsaa helt bestemt af oldgræsk Væsen.
Og det Væsenlige var jo dog den umaadelige aandelige Befrielse, Michelangelo,
uden bevidst at forstaa det, modtog derigennem. Samtidigt med Indtrykket af
højtsvævende Tro paa en platonisk Ideverden: Henrykkelsen over den saa længe
fordømte og forkætrede Natur, lidenskabelig Kærlighed til Menneskelegemet, dets